Note: Anmeldelse af hele Ida og Axel trilogien, hvoraf dette er første bind.

Hjemstavnslitteraturen har gode kår i disse år. Danske forfattere trækker os rundt i alle kanter af den danske provins, men det vil være synd at sige, at det er et romantisk eller ukritisk blik, de kaster på fortiden, uanset om det så er Erling Jepsens Sønderjylland eller Knud Romers Nykøbing Falster, der er i centrum. Til kategorien hører også Hans Otto Jørgensens Ida og Axel trilogi, som jeg netop har læst.

Som sagt blev den oprindelig udgivet som tre selvstændige romaner, men de kan med fordel læses ud i en køre, og det samlede værk er da heller ikke større end gennemsnitlig John Irving-roman alligevel. Det er en fortælling om livet på landet i Danmark fra 1930’erne og frem til i dag, centreret om bondeparret Ida og Ejnar og deres to børn Axel og Rune. Selvom historien strækker sig hen over besættelsen, så er det hverken krig eller katastrofer, der står i centrum, men derimod det enkelte menneskes kamp for at finde mening og tilfredsstillelse i tilværelsen.

Samtidig er det historien om, hvordan det danske bondesamfund blev et helt andet. Trods afsætningskrise var landbruget stadig på sit højeste i 1930’erne, og bønderne var både en selvtillidsfuld og central befolkningsgruppe. ”Når landbruget har det godt, har Danmark det godt” sagde de, og det var ikke helt løgn.

Jørgensen fanger eminent godt det tætvævede samfund, med alle dets folkelige foreninger, og de mange forbindelser på kryds og tværs mellem foderstoffirmaer, andelsmejerier, kvægkonsulenter osv. Han har også et solidt greb om alle de begreber og udtryk, der knyttede sig til livet på landet. (Jeg er selv vokset op derude og kan genkende meget)

Det fremstilles ikke som et idyllisk samfund, men det var fyldt af selvtillid og betydning. Det går langsomt i opløsning efter besættelsen, hvor et barsk udskilningsløb sætter ind. Her er det et spørgsmål om at spise eller blive spist, da bedrifterne efterhånden skal være meget større for klare sig. Det er en barsk omstilling, som fanger Jørgensen fanger fint, selvom Runes hører til vinderne.

Vigtigere er personerne, og her er det tydeligt, at alting er i forandring, og at de hele tiden får nye lag. Et øjebliks lykke – eller sorg – er netop det: et øjeblik. Episoderne afløser hinanden, og som i det virkelige liv går tingene op og ned uden drømmefabrikkernes udskejelser. Landbrugernes sammenslutning, hippieoprør og fremskridtsbølger sætter deres præg for en tid, mens familien og gården lever videre.

Romanen kan kort sagt anbefales, til dem, der vil på en tur tilbage til deres opvækst på landet, og alle dem, der bare er ude efter en god historie. ( )