Pulse en una miniatura para ir a Google Books.
Cargando... Den grønne barpor Ole Frøslev
Ninguno Cargando...
Inscríbete en LibraryThing para averiguar si este libro te gustará. Actualmente no hay Conversaciones sobre este libro. sin reseñas | añadir una reseña
Pertenece a las seriesMørketid (1) Premios
Kriminalroman, hvor Bjørner og Schou fra Station 7 kaldes ud til et tilsyneladende selvmord, hvis opklaring ikke gøres nemmere af, at Danmark besættes kort tid efter. No se han encontrado descripciones de biblioteca. |
Debates activosNinguno
Google Books — Cargando... GénerosValoraciónPromedio:
¿Eres tú?Conviértete en un Autor de LibraryThing. |
Det er ret genialt. Anden verdenskrig fascinerer stadigvæk, og kriminalromanen er i virkeligheden en ideel genre til at følge både dagliglivet og den gradvise opløsning af lov og orden, der var en del af besættelsen. Det særlige ved Danmark var, at landet aldrig blev officielt besat. I stedet samarbejdede myndighederne med tyskerne for at bevare så meget dansk kontrol som muligt. Umiddelbart var det svært at se forskel på landet før og efter 9. april.
Det formidler og udnytter Frøslev fornemt i Den grønne bar. Da man den 4. april 1940 finder en hængt mand under en jernbanebro, rejses der hurtigt mistanke om mord. Hovedpersonen Poul Bjørner og hans kolleger på Station 7 kaster sig ud i opklaringen, der strækker sig over de næste fjorten dage. Selvfølgelig bliver besættelsen bemærket. Selvfølgelig er Bjørner vred og frustreret over angrebet. Og selvfølgelig tænker han over, om der burde være kæmpet mere.
Men det er et bagtæppe. Politifolkene fokuserer på opklaringen af forbrydelsen, og her viser Frøslev sig som en helt traditionel kriminalforfatter. Politifolkene finder spor, der peger i retning af det knap så pæne værtshus Den grønne bar, de lægger brikker i puslespillet og nærmer sig skridt for skridt en opklaring af sagen. Det er ikke nogen indviklet intrige, og morderens identitet står ret hurtigt klar.
Det skal ikke tages som kritik. Tværtimod. Det er stadig spændende at følge opklaringen, og der er noget befriende ved en mordgåde, der for en gangs skyld hverken handler om en vanvittig massemorder, mørke hemmeligheder nedarvet gennem tre generationer eller mærkelige eller usandsynlige forbindelser til opdageren selv.
Jeg glæder mig til de næste bind i serien, der netop er afsluttet med bog nummer 7: Haltefanden. Nogle plotlinjer kan forudsiges – den nazistiske kollega går sikkert en hård tid i møde, når konfrontationerne skærpes, og mon ikke den unge assistent Goldschmidt viser sig at være jøde? – men det slår ikke skår i forventningens glæde. ( )