Afghanistan og Frankrig, september 1985 og frem
Indeholder kapitlerne "1. Ambre", "2. Skovens ånd", "3. Hjertets øjne", "4. Rødt blod", "5. Rovfuglebillard", "6. Drømmenes loftkammer", "7. Ulvesolen", "8. Askenat".

Ambre har været på reportage i det krigshærgede Afghanistan. Hun er blevet skudt i hovedet, har klap for det ene øje og får stærk medicin. Hun vender hjem til sin hjemegn i Ardennerne. Hun har nogle sjove syner, en baby, en dværg og den gamle mand. Måske er det bare sindstilstande hun kan glide over i?
En nabo, Patrick, som hun kender fra tidligere, dukker op og vil gerne hjælpe hende, fx ved at gå i send med hende og det har hun ikke lyst til. Hun skyder efter ham, men i hendes tanker er det dværgen, der har skudt. I alle tilfælde trækker Patrick følehornet til sig igen ret hurtigt.
En gammel mand, hr. Jean, har passet på hendes hus, mens hun var væk.
Patrick og nogle af hans venner leger paintball krig i området, men Ambre går bersærk, da det går op for hende at de leger krig. Hun tvinger Patrick til at smide bukserne, så han bliver ydmyget over for de andre. Det går op for Patrick at hun har fis i kasketten og er tilbage i barndommen med de imaginære venner, baby, dværg og den gamle mand. Og ikke mindst Hjertetræet. Hendes mor var død, da hun var ti og hendes far skød hun selv! Eller rettere, hun sagde at det var dværgen, der gjorde det for at beskytte babyen. Det gav en fribillet til sindssygehospitalet, men hun blev lukket ud igen som attenårig. Så tog hun hjem igen, hvor hun havde en affære med Patrick, inden hun tog til byen og tog en journalistuddannelse. Derefter ture ud til alle mulige brændpunkter i verden og en karriere som krigsreporter.
Og senest en tur til Afghanistan og retur som såret.
Patrick beslutter sig for at give hende en lærestreg og smider en sten gennem vinduet, hvor der står at hendes forbrydelse skal blive straffet.
Patrick og hans venner venter på at hun går udenfor og jagter hende derefter med paintballgeværer og en enkelt armbrøst. Hun kan ikke se det sjove i det og flygter over til den dyrepark, der ligger tæt på. Her lukker hun ulvene ud og de tager sig af Patricks venner, hvoraf en bliver dræbt. Det er Patricks ulve og politiet vil volde ham mange kvaler, så nu er han for alvor sur på Ambre. Han sætter ild til hjertetræet og til gengæld skyder hun ham. Mens han ligger og stønner, tømmer hun resten af hans benzindunks indhold ud over ham og sætter derefter ild til ham.
Det giver en enkeltbillet til sindssygehospitalet., men det er en lykkelig slutning for nu er Ambre, dværgen, baby, den gamle mand og ikke mindst Hjertetræet sammen for altid.

Lidt skræmmende beretning, hvor der ikke helt er nogen, man kan holde af eller med. ( )

1985, Ambre, journaliste photographe, rentre mutilée d'Afghanistan. Les troubles mentaux de son enfance réapparaissent. Patrick, le voisin exploitant de parc à gibier se frotte à notre héroïne et nous assistons à la confrontation de deux folies. ( )

Da den kvindelige belgiske krigsfotograf Ambre bliver såret i Afghanistan i 1985, vender hun hjem til sin fødehjem i Ardennerne. Her støder hun snart sammen med den hovne Patrick, som hun var kæreste med som ung. Gensynet bliver ikke lykkeligt. Han mener at have krav på hende, og det stemmer hende ikke just mildere, at han render og leger krig i skovene med sine venner.

Ambre er kun tilsyneladende alene, for krigsoplevelsen har åbnet døren til tidligere traumer. Barndommens fantasivenner bliver igen en fuldgyldig del af hendes omgangskreds. De udtrykker både hendes frygt og hendes aggression, mens Hjertetræet - et gammelt, vissent træ i skoven - er symbolet på hendes længsel efter kærlighed og accept. Det bliver der ikke noget af, for omgivelserne kan ikke acceptere hendes særheder og lade hende være i fred. Og hvad var det iøvrigt lige, der skete med hendes far?

Tegningerne er holdt i sort/hvid, og de er meget mørke og dystre. Stregen er ikke detaljeret. I stedet er der store flader af hvidt og sort, som giver et dystert og stemningsfuldt udtryk, som passer vældig godt til vintermørket i de belgiske skove.

Comes har noget på hjerte, og tegneseriemediet er jo nærmest skabt til at vise sammenstød mellem fantasi og virkelighed, men alligevel er bogen ikke helt vellykket. Patrick og hans venner fremstår som en kliché uden dybde, og derfor bliver konflikten mellem ham og Ambre lidt kunstig. Jeg bryder mig heller ikke om, at de psykologiske sammenhænge skal forklares så direkte, som det sker til sidst. ( )