Anden verdenskrig var et traume for den franske stat, der viste sig ude af stand til at forsvare sine grænser. I stedet sank landet i årevis ned i besættelse og sin egen version af fascismen under Pétains ledelse, og forandringerne afspejlede sig også i kolonierne. Det gjaldt f.eks. på Martinique i Caribien, hvor kontrollen med fattige (sorte) landarbejdere blev strammet, og trangen til oprør mod det hårde liv i sukkerrørsmarkerne voksede.

Blodet i træets årer handler om en ung mand, der griber til våben, da godsejeren presser hans kæreste til sex. Albon føler sig ramt på sin personlige ære, men det er også den berømte dråbe, der får bægeret til at flyde over, og hans gengældelse rammer godsejeren, hvor det gør ondt: Han overskrider en grænse ved at lægge hånd på ham, og han stjæler det synlige symbol på hans magt, nemlig hans geværer, og så bevæger han sig ud i vildnisset. Samtidig bliver han en del af en lang tradition for oprør, der går helt tilbage til slaveriets dage, og det viser sig meget vanskeligt at finde ham, fordi de fleste sympatiserer med ham, og fordi han har loyale venner.

Historien fortælles hen over en nat af Gélus til en gruppe sorte ude på landet. Det handler om at fejre Albons oprør og om at skabe en fælles bevidsthed om, at rigtige forandringer er mulige – lidt ligesom albummet er Auclair og Migeats hyldest til den virkelige oprører Beauregard.

Migeats tegninger i sort/hvid er detaljerede og realistiske, men han fanger også de mytologiske aspekter i Gélus fortælling. Dels den rytmiske ”Cric!” og ”Crac!” som publikum gentager som en afslutning på de enkelte historier, dels i de drømmesyn hvor Albon møder en skikkelse, der personificerer de mange tidligere undertrykte, der er flygtet ud i junglen.

Albummet er fra 1985 og udkom samme år på dansk i Søren Vinterbergs sikre oversættelse. Det er stadig værd at læse som en interessant undersøgelse af forholdene på Martinique og som et generelt studie af undertrykkelsens væsen og de marginaliseredes muligheder for at kæmpe imod. ( )