Verden, ca 1983
Historien starter med at en sort mand og en hvid mand slås om en kuffert. Den sorte mand vinder. Så skifter vi til en anden ung mand, Giuseppe Bergman, der fortæller at historiens manuskript er gemt i en forseglet konvolut. Og den kvindelige skuespiller, Miss Jane, er nu tre timer forsinket. Hun kommer kun for at sige at hun ikke kan komme. En stor mand, hr Bo, går rundt i baggrunden. En sortkrøllet syerske, Loulou, kommer med nogle kostumer og Miss Jane forsøger at afsætte rollen til hende. Giuseppe forklarer hende at historien er noget med at inka-riget vidste hvordan man kunne udnytte solenergi, men det hele blev smadret af Pizarro og spanierne. Nu er der dukket små hæfter op med vejledning i hvordan man gør, så verden kunne forsynes med næsten gratis og uendelig energi.
En frøken San Ambrogio dukker op og skynder på Giuseppe og Loulou. Hun gider ikke høre på Loulous indvendinger om ikke at ville optræde letpåklædt og får hr Bo til at slå hende. Loulou adlyder og viser både barm og ben. San Ambrogio siger at de nu har endnu mere travlt med at få handlingen gennemspillet på de få sider, der er tilbage. Loulou får besked på at spille rollen som prostitueret på et gadehjørne. Meningen er så at en dødeligt såret sort ung mand skal dukke op med en mappe, som han beder hende skjule. San Ambrogio truer hende også og siger at hun skal huske på at de aldrig er så langt borte at hun kan slippe væk.
Imidlertid dukker en fed mongoltype op og onanerer, mens han kigger på hende. Hun løber væk og møder så den hårdtsårede mand med mappen. Hun får fat i den og løber videre sammen med San Ambrogio, da hun bliver grebet af en mand, der styrer prostitutionen i området og ikke vil have amatører og freelancere til at trække der. Han tager hende med op i sin lejlighed og tvinger hende til at klæde sig af, men så bliver de afbrudt af nogen udenfor døren, der vil have fat i hende. Han lukker op, men imens hopper hun nøgen ud af vinduet med sit tøj og mappen i en bylt. Da hun vil have fat i den, bliver hun antastet af nogle mænd, der synes at det er pikant at hun render rundt uden tøj. Imens forsvinder bylten. Hun gemmer sig på toilettet i den bar, mændene har taget hende ind på. Giuseppe dukker op med mappen og noget af hendes tøj. Selvfølgelig ikke trusser og nederdel. Hun henter sig noget at drikke i baren, der nu har lukket og får besøg af en rastafari, der får hende til at forstå at mappen skal til Zion (i Etiopien i Afrika). Rejsen er lang og træls. Undervejs støder de på San Ambrogio igen og undgår hende. De løber tør for mad og benzin, men Loulou vil ikke prostituere sig for at få lidt mønt af en fed ulækker lastbilchauffør. Ikke i første omgang i alt fald, men i anden. Men lastbilen kører uden at hun er kommet ud. Giuseppe følger efter på knallert sammen med en fyr, han har mødt en enkelt gang før. De finder lastbilen, men ikke chaufføren og Loulou. I stedet tager de lastbilen og kører videre.
Ved et bord ved en udendørs servering ved en stor oplyst borg, finder Giuseppe igen San Ambrogio og spørger hvor Loulou er. Hun svarer til gengæld at han skal aflevere mappen til hende snart, for det står i manuskriptet. Og Loulou er kun med som det erotiske indslag. Ambrogio fører Giuseppe ind i et værelse, hvor Loulou ligger nøgen i en seng med bagdelen i vejret som bevis på Ambrogios påstand. Til gengæld er rastafarien ikke med i manuskriptet, men det skal ikke gentage sig. Giuseppe bliver tvunget med af hr Bo. Imens fører Ambrogio Loulou hen til en playboy-type Gaston, der skal have mappen overdraget af Loulou ifølge manuskriptet. Han er utilfreds over at hun ikke er blondine, men Ambrogio siger at der ikke er noget at gøre ved det og at Loulou fik barberet kønshåret af i sidste kapitel. En storstilet optakt til at Loulou skal give mappen til Gaston, bliver afbrudt for Loulou nægter. Ambrogio truer med at slette hende af manuskriptet, men hun kan godt få lov at råbe op, bare hun spiller rollen og spreder benene. Giuseppe hopper ind i lastbilen og kører rundt med den og smadrer de store kulisser. Rastafarien kommer til syne og spiller trommer. Tusinder slipper alt de har i hænderne og kommer løbende til og forsvinder ned i et stort hul. "Kom nærmere, hvide mand... Min straf tiltrækker dig!"
Ambrogio afbryder det og siger at det ikke står i manuskriptet. Rastafarien tager manuskriptet og læser at det slutter med en kærlighedsscene hvor Loulou giver Gaston mappen og en folkemængde jubler over at energi nu er rigelig og gratis. Rastafarien tager instruktørrollen og giver Giuseppe rollen som europæisk mand i Afrika og klæder ham ud som Tarzan. Lændeklædet er Loulous t-shirt, men hun får dog et par trusser. En stor fyr spiller drømmeprinsen, men hans ide om kærlighedsscene er at smide bukserne og gå igang. Rastafarien brokker sig og nu er der kun tredive striber tilbage. Hr Bo bliver sat på scenen og skal overtage rollen som drømmeprins, men nogle hottentotter med store knive kommer til og driller ham med grove smædevers: "Dit fede hvide læs, jeg smadrer dit fjæs. Jeg sparker, så det klodser og knuser dine nosser! Med et hug og et stik amputerer jeg din pik! Med min bue og min pil gør jeg dig steril! Jeg er tem'lig venlig af mig, jeg snitter bare røven af dig." mens de griner og griner af ham. Giuseppe bliver også gjort til grin i hans Tarzan kostume og skræmt ved at blive smidt ned i en grube med spidse pæle, som han lige akkurat undgår. Ambrogio og hr Bo bliver også jaget. Det ender med at Giuseppe Bergman tager afsted med lastbilen, mens Loulou bliver hængende og leger med sig selv på de sidste striber. Striberne bliver gjort mindre og mindre for at give hende mere kvalitetstid med sig selv. Ruderne bliver mindre og mindre og går helt ned på prik niveau.

Meta-meta fortælling, hvor personerne er klar over at de er personer i en tegneserie og manuskriptet er en del af manuskriptet. Manuskriptet er skrevet af en person, som netop skriver om personer, der ikke skriver om sig selv. ( )

I am fascinated by the art of this man, but his stories are very peculiar. ( )