Damaris bor i lille landsby ved den colombianske Stillehavskyst. Hun har ikke mange penge, men det er ikke hendes største sorg. Nej, hendes livs ærgrelse er, at hun ikke har kunnet få de børn med manden Rogelio, som de ønskede sig, selvom de har prøvet alt hvad den lokale urtemedicin har at byde på. Barnløsheden har både skabt afstand mellem dem og affødt en følelse af utilstrækkelighed i Damaris.

En dag får hun mulighed for at adoptere en lille-bitte hundehvalp, der er blevet afvist af sin mor. Det er en tæve, som ingen andre vil have, men Damaris elsker den lille hvalp. Hun fodrer den med mælkeerstatning og bærer den omkring i sin BH mellem sine betydelige fortrin. Selvom Rogelio kigger skævt til hendes projekt, for hans hunde er opdraget til at holde vagt og blive uden for, støtter han hende alligevel.

Barnløsheden er ikke Damaris’ eneste traume. Da hun var barn, gik hendes egen familie i stykker, og da hun legede med en jævnaldrende dreng, mistede han livet under frygtelige omstændigheder. Det var ikke hendes skyld – eller var det? Måske kunne hun have forhindret tragedien – men det har plaget hende lige siden. Det er heller ikke nemt at glemme, for hendes onkel tævede skylden ind i hende med en stok, og nu lever hun af at passe huse og gøre dem rene. Et af dem er drengens, der har stået som et mausoleum lige siden.

Der går dog ikke længe, før den lykkelige tid med tæven er overstået. Under et uvejr stikker den af ind i junglen sammen med de andre hunde, og da den vender tilbage igen flere uger senere, er det umuligt at gøre den tam eller at holde den på ejendommen. Damaris bliver vred over det hun opfatter som et forræderi, og snart forvandles hendes kærlighed til foragt og raseri.

Bogens temaer, barnløshed, tab og skyld, er vigtige og interessante emner, også i en colombiansk kontekst, og Tæven er ikke nogen dårlig bog. Den er bare heller ikke specielt god. Flere steder omtales bogen som allegorisk, og det synes jeg egentlig ikke den er, men der er alligevel noget mekanisk over hunden som erstatningsbarn og det helt utrolige antal gange ordet Tæven bliver brugt. ( )

Le désir d’enfant, lorsqu’il reste inassouvi peut devenir une frustration insurmontable.

L’histoire de Damaris qui se désespère et qui reporte son obsession sur une petite chienne. Mais une petite chienne, ce n’est pas un enfant. Et même un enfant, ça devient grand.

La Colombie rude et pauvre. Un livre qui m’a laissé à distance ( )

De liefde van een vrouw voor haar hondje verandert in haat wanneer het dier zwangercraakt ( )

Damaris, eine Schwarze Anfang vierzig, lebt in einem kleinen Dorf an der Pazifikküste Kolumbiens. Ihre Ehe mit dem Fischer Rogelio blieb trotz zahlreicher Behandlungen und Beschwörungen durch den Heiler kinderlos, für Damaris eine Schmach. Als sie unverhofft einen weiblichen Welpen geschenkt bekommt, nennt sie die Hündin nach ihrer nie geborenen Tochter Chirli und bemuttert das Tier wie ein Baby. Rogelio warnt sie, die Hündin würde eines Tages verschwinden und tatsächlich bricht Chirli in den gefährlichen Urwald aus. Eine tagelange Suche verläuft ergebnislos, Damaris fügt sich in ihren Schmerz, als die Hündin plötzlich wieder auftaucht. Immer wieder streunt sie davon und Damaris Liebe schlägt in Abneigung um. Sie verschenkt das Tier und will es nie wieder sehen. Aber Chirli kommt immer wieder zurück, was ihr letztendlich zum Verhängnis wird. Die Autorin schildert in ihrem Debüt eindrücklich und schonungslos die ärmlichen Lebensbedingungen der schwarzen Bevölkerung in der unwirtlichen Umgebung des Dschungels. Ab mittleren Beständen empfohlen. ( )

Es una buena historia, es corta pero es muy descriptiva. Permite conocer la historia de los protagonistas y entender más sus acciones durante el libro. Fue un poco duro leer sobre los perros en el libro y cómo son maltratados, así que si alguien es sensible a esos temas no es recomendado leerlo ( )