Afrika, Atlanterhavet og Benin, 1781
Juda findes i vore dage på kortet under Benin og Ouida, men dengang hed landet Dahomey og bebyggelsen Juda.

Den unge kvinde Isa er sammen med Hoel Marie Tragan. Hendes veninde Mary Hereford er gift med John Smolett og de har den spæde datter Enora. Mary tænkte at fordi hun ville have barnet, ville hun også have faderen, men sådan gik det ikke. Og det har taget hårdt på John, der er sindssyg af jalousi. Slaveskibet Marie-Caroline under kommando af kaptajn Louis Estienne Boisboeuf har kurs mod handelsstationen i Juda for at købe slaver. Undervejs bliver de tolv, der ikke har krydset Krebsens vendekreds før, døbt af Kong Neptun. De ankommer til handelsstationen, som ledes af Olivier de Montaguère. Olivier, hans højre hånd, Louis-Paul de Genest og hans bogholder Estienne de Viaroux er normalt overladt til deres eget dårlige selskab og Viaroux har en betydelig spillegæld til de to andre. De har alle tre bemærket Mary og Isa, som meget appetitvækkende. Viaroux mener at han kan nedlægge dem begge (og Oliviers trofaste tjener Aouan skal nok rapportere), så han indgår et kvit-eller-dobbelt væddemål med de to andre. Viaroux bliver dog fra første time afvist af Isa. John Smolett er til gengæld jaloux og vækker Marys vrede. Viaroux foreslår Hoel at muntre sig med de lokale negerpiger, hvis Isa er for uoplagt. Det bliver afvist. Viaroux siger til Mary at han er sikker på at der vokser skønne frugter i hendes have, men får svaret at hun selv vælger sin gartner! De lokale kalder Boisboeuf for Vovo Aquignan "Den hvide sten".
Viaroux kan se at han er i fare for at tabe væddemålet og får sin tjener Sognigbé til at give Hoel gift. Mary foretrækker François Vignebelles selskab fremfor Viaroux. På en tur udenfor lejren møder de en jaguar, men den gør dem ikke noget. Vignebelle får lov at mærke hvor meget det fik Marys hjerte til at banke.
Bådsmanden Latrogne er med til at vælge de slaver ud, der skal med på skibet. Og lægen Jean Rousselot checker at de er sunde og raske. Isa bebrejder ham det, men som han siger, så udtørrer solen ikke bare huden men også hjertet. John Smolett kommer forbi og leder efter Mary. Han er fuld og ender med at brændmærke sig selv med et stort S hen over munden. Smolett går derfra og op mod den engelske lejr, Fort William. Hoel bliver syg og Sognigbé sørger for at det er ham og kun ham, der bringer vand til den syge. Isa snakker med abbed Forissier, der er den lokale præst. Han er jesuit og holder sig til Ad Majorem Dei Gloriam, dvs Til Guds Forherligelse, som er jesuitternes valgsprog. Men han fortæller også at lokale "præster" vodounoerne kender meget til gifte og at Sognigbé fornylig har besøgt en af dem. Isa er taknemmelig for den hjælp, hun får af den aldrende præst. Hun forsøger at få den amme, der passer Hoel til at tale, men kommer så i tanke om at Fader Forissier taler sproget. Men det kommer hun til at sige højt, så Sognigbé når at halshugge ammen, inden Forissier og Isa kommer tilbage. Efter at have tænkt lidt lokker Isa med Viaroux og får ham til at gå i en fælde. Hun stjæler hans bukser og sender Aouan tilbage til fortet for at hente sig en ny bluse. Det varer en rum tid og en hel flok af de lokale indbyggere når at opdage Viaroux uden bukser sammen med Isa uden bluse. Isa har taget en lille revolver med for at true Viaroux, men den når at forårsage en ulykke. Aouan og Forissier dukker op og Aouan skyder en af mændene, der har været med til at prygle Isa for at have forårsaget ulykken. Både Isa og Viaroux er sluppet fra episoden uden mén, men Isa fortæller sin historie til Olivier de Montaguère. Boisboeuf er også med og sammen med Forissier lægger de hårdt pres på Viaroux. Sognigbé er forsvundet efter mordet på ammen. Aouan kan fortælle Isa at trommerne fortæller at det er Viaroux og Sognigbé, der har lavet rav i den. Nu vil kongen høre det og tage affære. Aouan siger igen at hvide kvinder ikke er særlig pæne, så Isa vil få svært ved at finde en ny mand, hvis Hoel dør. Aouan kan godt lide gaver og vil gerne have en gave af Isa, hvis Hoel bliver rask.
Der kommer bud fra kong Kpengla (konge over Dahomey 1775 - 1789). Montaguère og Viaroux er inviteret til Abomey for at overvære en domsafsigelse. Isa er inviteret med for at kunne bevidne overfor kongens slægtning, Louis XIV, at alt går rigtigt til i Dahomey. Det er ikke en invitation, man kan sige nej til. Mary får en kurv sendende med hovedet af Sognigbé og besvimer. Historien her stopper den 3 august 1781 med at en lille karavane bevæger sig mod Abomey.

Historien er løst indrammet af en forklaring om at være rekonstrueret ud fra Isa's notesbøger, der dog er godt medtagne af tidens tand. En underholdende, men ikke så opmuntrende historie. ( )

I tredje bind af Vindens Passagerer følger vi Isa, Hoel, Mary og John til Vestafrika. Efter eventyrerne i Pigen i Agterkahytten og Fangeskibet er de på flugt fra både franske og engelske myndigheder, og planen er at gemme sig i den nye verden, indtil trådene er redt ud.

I 1700-tallet var det helt almindeligt, at lægge vejen sydover for at fylde skibet op med slaver, inden turen gik mod Amerika, og det er netop det, vore venner ufrivilligt kommer ud for.

Isa er indigneret over den umenneskelige behandling, og hun har travlt med at samle oplysninger til slaveriets modstandere derhjemme, og hun er heller ikke typen, der holder sine synspunkter for sig selv. Tværtimod støder hun selvbevidst sammen med officererne på det franske fort, og selvom Mary selvfølgelig er mere optaget af mænd, så er hun også forarget.

Hoel og John er mere kyniske, men det går så også hurtigt ned af bakke for dem. John kan ikke leve med at være desertør og går til i druk, mens Hoel bliver forgivet, så han er på dødens rand, da albummet slutter med en rigtig cliffhanger.

Bourgeon tegner landskabet og de gamle træskibe fantastisk smukt, og så er han betaget af den menneskelige krop. Især den kvindelige, selvfølgelig, men der er tydeligvis også en fascination af sorte mænd, og de mange nøgne slaver er en kærkommen lejlighed til at tegne dem.

Efter et lidt skuffende bind 2, er der nu igen bedre sammenhæng i historien, og hvis nogle skulle have været i tvivl om, at det er kvinderne, der er de stærkeste i Bourgeons univers, så er de det i hvert fald ikke efter dette album. ( )

François Bourgeon is een geëngageerd stripmaker. De voorgaande twee albums van De Kinderen van de Wind vormen daarvan het getekende bewijs. Sociale ongelijkheid vormt in feite het hoofdthema in zijn strip en de eeuwige stijd tussen arm en rijk, burgerij en adelen en - met name in dit derde album - tussen blank en zwart, loopt als een rode draad door het verhaal, zonder overigens het avontuurlijke aspekt aan te tasten. Sterker nog... het voegt er een extra dimentie aan toe: 'het is echt gebeurd', of tenminste: 'het kán echt gebeurd zijn...'
Hoofdthema in dit album is de slavenhandel aan de Afrikaanse westkust. Het verhaal speelt zich af in Dahomeu (het huidige Benin), een koninkrijk aan de Afrikaanse Slavenkust. Het land is gelegen aan de Golf van Guinea en ligt ingeklemd tussen de staten Togo, Opper-Volta, Niger en Nigeria.
Dahomey heeft tot ver in de tweede helft van de 19de eeuw gegolden als een van de belangrijkste centra van de slavenhandel. Een handel overigens, die volstrekt legitiem was en zelfs door de koningen van de 'slavenlanden' in sterke mate gestimuleerd werd. De kontakten met de (Europese) slavenhandelaars verzekerden de koningen namelijk van vuurwapens, die hen in de talloze stammenoorlogen goed van pas kwamen...
Eén van de koningen, die op die manier zijn rijk uitbreidde, was Dakodonou, die rond 1625 Dahomey stichtte. Volgens de overleveringen liet hij zijn paleis bouwen bovenop het lijk van zijn verslagen vijand, koning Dâ, en doopte zijn pas verworven gebiedsuitbreiding 'Dâ-ho-mé', hetgeen zoveel wil zeggen als: Op de buik van Dâ!
In de loop van de 19de eeuw breidde het rijk zich onder de koningen Ouegadja en Agadja verder uit. Vooral de kuststrook werd - met name met het oog op de slavenhandel - van groot belang, toen daar Europese (Franse, Engelse, Hollandse en Portugese) forten gevestigd werden.
Eén van deze forten, het Franse Saint-Louis de Juda, vormt de achtergrond waartegen het verhaal van dit derde album zich afspeelt. Een weinig opwekkende, maar bijzonder intrigerende episode uit het leven van De Kinderen van de Wind...