På mange måder lever vi stadig i den franske revolutions skygger. På ganske få år blev en hel stribe politiske teorier og ideologiske positioner afprøvet i praksis, og det der engang var Europas mest ekstravagante monarki blev aldrig det samme igen. Den revolutionære bølge skyllede den gamle orden væk, og den skabte helt nye fænomener, lige fra opdelingen i højre og venstre til politiske flygtninge. Forfølgelse af anderledes tænkende var selvfølgelig ikke noget nyt, og det var heller ikke usædvanligt, at folk måtte stikke halen mellem benene, fordi de kom på kanten med de lokale magthavere. Men det var nyt, at folk flygtede af ideologiske grunde, og de franske emigranter kom vidt omkring.

De fleste startede i nærområderne eller rejste til England og Rusland, der var de primære modstandere af revolutionen, men nogle drog altså også til den europæiske periferi som f.eks. København, og det er deres historie, Ulrik Langen vil fortælle. (Havde han været interesseret i den største franske tilstedeværelse i riget, havde han koncentreret sig om miljøet i Hamborg-Altona.) Der er ingen tvivl om, at revolutionen også gav genlyd i København, og det er også tydeligt, at de franske emigranter ikke var et usædvanligt syn i byen.

På den anden side var antallet beskedent, og det sætter sit præg på bogen. Der er ikke en masse fortællende kilder om emigranterne at øse af, og der var for få af dem til at lave statistiske analyser af deres sociale baggrund, hvornår de var flygtet eller hvorfor. Langen må gå andre veje for at fortælle historien. Den første vej handler om de mere velstillede emigranter, der blev modtaget – og omtalt – i det privilegerede miljø omkring handelshuset de Coninck og finansminister Schimmelmann. Særligt de Coninck var en ægte konservativ, der støttede emigranterne ud fra ideologiske årsager.

Det andet spor handler om at udfolde historien om de enkelte emigranter, der for alvor satte sig spor i sagsbehandlingen og dermed i kildematerialet. Det betyder i sagens natur et større fokus på det spektakulære end på de borgerlige emigranter, der tjente det daglige brød som fransklærere og ikke kom i større konflikter.

Der var f.eks. skibsmageren og fantasten Ducrest, der overtalte de Coninck til at finansiere skibet Svar til alt, der var bygget efter helt nye principper og måske ikke helt sødygtigt. Det førte til hånende kritik, en injuriesag, afhandlinger i Videnskabernes Akademi og dermed en masse kilder at arbejde med. Læser man hele bogen igennem, er de vigtigste kilder fra retssystemet, for her er emigranternes historier fortalt i deres egne ord. Der var ægteparret, der blev anklaget for at sælge falske asignater (revolutionens møntfod og yndet svindeobjekt), der var den unge mand, der i en blanding af overgearet had til revolutionen og fortvivlelse pralede med, at han ville myrde republikkens officielle repræsentant i København, og der var den sindsforvirrede mand, der følte sig forfulgt af andre i emigrantmiljøet.

Et sidste interessant eksempel er baron de la Coudraye, der dukker op i flere sammenhænge. Han havde selv været repræsentant for adlen til generalstænderne i 1789, og efter sin ankomst til København var han blevet underviser på søofficerskolen. I den egenskab evaluerede han Ducrests skibseksperimenter, og han blev dansk statsborger, men hans dybeste loyalitet gik til den bourbonske slægt, og derfor tilbød han – uden held – at blive agent for prinserne i deres eksil. Konflikten blev kun endnu tydeligere, da han under den danske alliance med Napoleon ville udgive et opslagsværk om flådehistorie. På overfladen et videnskabelig arbejde, men proppet med slet skjulte stikpiller til det nye regime, som den danske regering selvfølgelig ikke kunne se gennem fingre med.

Bogen bærer præg af, at Langen prøver at klemme mest muligt ud af de relativt få eksempler han har fundet. Det fungerer, fordi der trods alt er dybdegående kilder nok til at tegne et nuanceret portræt af nogle af emigranterne, fordi bogen også er et fint portræt af det danske samfund i 1790’erne, og fordi han belyser de danske eksempler med viden fra den øvrige revolutions- og emigrantforskning. Men den bliver en anelse lang i spyttet, når afhøringsrapporterne fra politiretten nærmest gennemgås ord for ord. ( )