Jørn RielReseñas
Autor de La vierge froide et autres racontars
Reseñas
La Circulaire et autres racontars por Jørn Riel
"Tempeltjenerinden" handler om Sari, en gammel slidt kvinde, der passer de hellige muræneål i Suranadi på øen Lombok i Indonesien. På en baggrund af uendelige lidelser er hun nu nået i sikker havn med sin ungdomskæreste Aran. Hun har været tvunget hushjælp og sengevarmer ved en tuan Heindrik, men heldigvis tabte han hende i spil til en kineser, Lee Fong, der tog hende med til Sumatra som barnepige for sine to små piger, Hannah og Elisabeth. I 1965 blev de som mange, mange andre (op mod en million) slagtet, da militæret tog magten og forsøgte at udrydde kommunister, kinesere og andre modstandere. Sari blev skånet og tog tilbage til Kalimantan. Aran skar sin penis af, da Sari blev tvunget til at være sammen med Heindrik. Det fik han stor anseelse for og blev en hellig mand, en hadji, og nu er han præst i Suranadi.
"Fiskeren" handler om en fisker, Modh Peh, der har mistet sin søn, Razid, til havet og en stor savfisk. Savfisken er af arten Pristis pristis og det lykkedes Modh at fange den og få den med i land, men det kostede ham sønnen og førligheden i det ene ben. Som årene går bliver savnet af Razid ikke mindre og en dag sætter Modh sig ud i båd og sejler væk.
"Thaipusam" handler om en ung canadisk kvinde på 25, Mary, der finder sammen med en tamil fra Malaysia, Besal på 30. De tager til Wilbour Harbour i Nordvestterritoriet på bryllupsrejse og Mary finder på at de skal starte et lille hotel der. De ansætter kokken Edmon, som er en af Marys barndomsvenner og han kan fortælle den sørgelige slutning på historien. I flere år forsøger de at få et barn, men det lykkes ikke selv om lægerne ikke kan finde fejl på nogen af dem. De tager til Malaysia for at møde hans familie. Her går han til en hindu-præst og lader sig hemmeligt forberede til at tage med i den store hindufest Thaipusam. Mary går fra koncepterne, da hun ser ham kun iklædt lændeklæde og dansende rundt med en kavadi, en stor tung opsats, der sættes fast på kroppen med kroge og søm. Mary tager med det samme tilbage til Canada og vil ikke tale med Besal. Han tager tilbage til Wilbour Harbour, men omkommer ved en ulykke. Syv måneder efter Thaipusam nedkommer Mary med Besals barn. Edmon skriver på en bog om dårskaber, Liber follis.
"Krisen" handler om en dolk, en kris. Den er lavet af en empo i Solo. Hans navn var Sourbrou og på den tid den bedste våbensmed på Java. Han lavede kun få krise, men de var kendte og eftertragtede. En dag meget lang tid efter kom denne kris i hænderne på en javaneser, som brugte den som stedfortræder i et ægteskab med pigen Shae på Lombok. Han var interesseret i den forbindelse med et handelsdynasti som ægteskabet gav, men ikke i sin brud. Faktisk var han mere interesseret i kinesiske drenge. Den gyldne kris var en dårlig erstatning for en mand i sengen, men alligevel legede hun med den. En nat to år efter brylluppet trak hun den ud af dens skede. Den havde krigerens ånd i sig og måtte derfor ikke trækkes ud af skeden uden grund, da den altid måtte smage blod, inden den igen blev indsat. Hun havde forventet selv at dø, men i stedet var krisen borte. En udsending fra købmandshuset på Java kommer med den, for den blev fundet i Djakarta, hvor den sad begravet til fæstet i brystet på hendes mand. Hun renser og tørrer den omhyggeligt og stikker den tilbage i skeden.
"Fortællingen om pigen Somporn" handler om en tur fra Makassar, nu Ujung Padang, til Java med kaptajn Ali van Eyken ombord på dennes pinisi, en buginesisk prahu på godt 100 ton. Kokken er van Eykens andenhustru, kaldet Madu. Hun er vokset op ved en morfar, da hendes forældre døde, da hun var spæd. Morfaren har aldrig behandlet hende godt og da hun fylder seksten, bliver hun solgt til opkøberen Sukhum til prostitution for at morfaren har råd til at købe udsæd. Hun var helt uvidende om alt og første kunde var en ulækker fed farang. Hun tjener summen ind mange gange, men Sukhum påstår at hun skylder ham for kost og logi. Hun er prostitueret i flere år og gør sig hård. Men en dag møder hun Martin, som bliver håbløst forelsket i hende fra første øjeblik. Han køber hende fri fra hendes alfons Sukhum. I flere måneder lever de lykkeligt sammen, men en dag kommer han til at kigge på et billede af sin kone og sine børn og fortryllelsen bliver hævet. Pigen mærker dette med det samme og beslutter sig for at slå ham ihjel. Tilfældet hjælper hende, for han bliver bidt af en hund, der viser sig at have haft rabies. Hun tager ham med nordpå til yaofolket og her dør han vanvittig af rabies eller rat pit sunak bar. Hun tager tilbage, men Sukhum fanger hende ind og påstår at Martins frikøb ikke gælder mere. Efter at hun er stukket af nogle gange, brændemærker Sukhum og to af hans kumpaner hende. Hun stikker af igen og bliver taget ombord af van Eyken. Sukhum og hans to kumpaner bliver senere fundet med halsen skåret over. Og nu holder hun sig på båden undtagen når de er i Sulawesi. Og hun kalder sig nu Madu og ikke Somporn.
"Generalen" handler om en brigadegeneral, der har lavet offentlig skandale og nu henslæber sine sidste år i et usselt pensionat, hvor han passes af en pathaner. Ifølge generalen er hans datter Helen bortført og besudlet. Ifølge en kvinde, der har født hans barn, Karim, så er Helen og hendes søn fra første ægteskab gift og bor i Sussex, hvor han er apoteker.
"Soldaten" handler om drengen Sun Su på 14 år, der er soldat i regeringshæren, der kæmper mod Khmer Rouge. En dag bliver han ramt af et blindskud fra en automatriffel, får hele maven revet op og dør næste dag. En god soldat ifølge kommandanten Liv Peng.
"Den gode væver" handler om en rejse op ad Congofloden. Undervejs støder fortælleren på en mand, der kaldes den gode væver. Eller Udrydderen af det onde, Den ny Nyimi, Bombas talerør. Hans historie kendes kun af få. Han tegnede og vævede og hans smukke og meget yngre hustru, Masinga, broderede efter hans tegninger. Alt var godt og lykkeligt indtil regeringssoldater en dag kom forbi og slog Masinga ihjel og voldtog deres datter på 13 år. Datteren blev stum ovenpå voldtægten og væveren tog hende med ud i junglen og de var borte fra verden indtil for to år siden. Da dukkede han op med vævede tæpper, der fortalte historien om soldaterne og deres overfald på landsbyen. Når han havde været forbi et sted og fortalt historien, gik det efterfølgende regeringssoldaterne ilde.
"Sandalerne" handler om Kiba Lutete, der lykkes med at få et job som lastarbejder ved en havn i Zambia. En kasse med plastiksandaler bliver knust og en matros giver ham lov at tage fire par sandaler. Senere på dagen mister Kiba fire fingre i en arbejdsulykke og et par soldater sparker ham fordi de tror at han har stjålet sandalerne. På hospitalet kommer formanden med hans løn. Han har trukket lidt fra for sandalerne for alt affald tilhører formanden og matrosen kunne derfor ikke give det væk uden hans tilladelse. Men formanden er en retskaffen og hæderlig mand, så han kan stille som fast tallymand, når hånden er kommet sig.
En samling fortællinger om dårskab, kærlighed, grusomhed og livslyst. Mange af dem er bundet finurligt ind i fortælleren, der hører nogen, fx van Eyken fortælle om nogen, der har fortalt ham om noget. Og fortællingen kan afbrydes af stormvejr eller andre begivenheder.
"Luthspilleren" handler om ???
"Barnet" handler om ???
"Bjergene" handler om ???
"De skaldede mænd" handler om ???
"Näida" handler om ???
"Maria" handler om ???
"Springet" handler om ???
"Den lange neger" handler om ???
"Sammenstødet" handler om ???
???
Egentlig er der fire bøger, der hænger sammen. Den fede hvide tuan, Den lange neger, Den gode væver, Den sorte mand.
"Første del" handler om ???
"Anden del" handler om ???
"Efterskrift" handler om at Jørn Riel engang kom forbi en lille holm i Nordøstgrønland hvor han fandt skeletrester af en voksen kvinde og nogle meter derfra skeletrester af et barn. Hvad historien var, ved ingen mere, men denne bog er et bud på en mulig forklaring.
Bogen blev lavet til en film af Marie-Hélène Cousineau og Madeline Ivalu i 2008.
> [Des pages vraiment glacées] — « La Fête du premier de tout », de Jörn Riel. — La fin des tribulations d'un jeune métis eskimo dans le Grand Nord canadien. Un roman danois plein de tendresse et d'humour. Ed. 10/18 Domaine étranger, 172 pages, 38 F.
—Philippe Duval, le 23 déc. 2000 (Le Parisien)
"Forord" handler om ???
"Kort" handler om ???
"HEQ" handler om ???
"ARLUK" handler om ???
"Kort" handler om ???
"SORÉ" handler om ???
"Kort" handler om ???
"Personliste" handler om 4 sider med navne på alle i bogen, såvidt jeg ved. Stor hjælp!
"Ordliste" handler om 9 sider med ordforklaringer.
"Efterskrift" er mest en tak til de mange, der har gjort bogen mulig.
En skabelsesberetning i tre dele.
???
Tidligere har Valfred, Anton, Bjørken, Lars-Lille og de andre slået deres folder i Nordøstgrønland, men efter en bureaukratisk beslutning om at gøre hele området til naturpark, er de blevet tvunget sydpå til Banankysten syd for Scorebysund. Det betyder nye personer, lige så egenrådige og skeptiske over for familielivets glæder som de gamle, og mere direkte konfrontation med irriterende repræsentanter for myndighederne.
Her er ungkarlen, der beslutter sig for at finde en kone, så han og kammeraterne ikke skal havne på et kommunalt alderdomshjem langt væk, når de bliver gamle. Og som bliver reddet fra den grusomme skæbne af vennerne, der får lavet ungkarlehyblen om til et plejehjem, så de kan blive boende.
Der er også titelhistorien, hvor en ministeriel embedsmand plages af personlighedsspaltning, så han skiftevis bygger typehuse i bygden og forbander dem langt væk. Der er fangstmanden, hvis husholderskes familie flytter ind og som kun kan skræmmes væk med et defekt brusebad. Der er manden, der mister livslysten, da han ikke længere kan se nøgne damer i skyerne, og hvor vennerne må komme til undsætning og opfylde hans drøm om at være bordelvært for en dag. Og der er selvfølgelig greven fra Lolland med hans udrikkelige vin.
Meget er kort sagt genkendeligt, hvis man tidligere har læst Signalkanonen, Den kolde jomfru eller andre af hans skrøner. Jørn Riel er for rutineret og for dygtig til sin metier til at levere noget decideret dårligt, men denne samling føjer ikke noget nyt til værket, og der hvor jeg tidligere har grinet højt, nøjedes jeg med at trække på smilebåndet.
"Imaka" handler om en der dør med et lille smil om munden, mens hundene er ved at trække hans slæde læsset med storfangst ind til hans hus.
"Historien om en fløjte" handler om en fløjte, der havner i gabet på en isbjørn, så det fløjter, når den puster ud. En fanger skyder den uden at kende historien og undres og harmes meget over bjørnens fløjteri.
"Tanker vedrørende kunsten at føre hunde" handler om slædehunde, hvordan man bliver prakket hunde på, kuede hunde, blinde hunde, øreløse og uden tænder. Så skal man lære at bruge en pisk. Bare mere prøve. Førerhunden, basen, parringer og at rede frosne skagler ud med fingre og tænder, efter at have fodret med sælspæk, der giver hundene tyndskid.
"Åndemaning" handler om at mane en revne frem i storisen, så forsyningsbåden Polarlys kan komme frem med de længe ventede handelsvarer som petroleum og patroner.
"Pedersen - Polarhelt" handler om Pedersen, der en dag dukker op ved fortælleren i Småland og fortæller om en årelang tur med slædehunde for at bringe et kaffestel med blå kant til sin forlovede. Der i mellemtiden er blevet gift og har fået tre børn.
"Palarssuaq" handler om en tur fra Julianehåb til Narssarssuaq. Fortælleren køber en båd af tømrermester Hansen (der køber bøger i metermål og saver dem til, så de passer i reolerne). Båden hedder Palarssuaq "Den meget Slemme" og har lidt problemer med både motor, kompas og stabilitet, så en student Egeblad er kærkommen som medhjælp på turen. Han er ikke nogen ørn til at sejle, så det går lidt skidt, men de når da frem og fortælleren sælger båden videre til Egeblad. Hansen har den stadig forsikret til fuld pris og da Egeblad en måneds tid senere totalforliser den, er alle glade.
"Line Up" handler om Kista, der er kivfak ved fortælleren. Hun er 18 år og køn på en lidt terrængående måde. Hun bliver gravid efter en gang pumpemik eller "kujangnek" som det hedder på grønlandsk. Hun kan udpege elleve at thulebasens folk som mulige barnefædre og får tildelt børnepenge efter amerikanske forhold, hvilket gør hende til en eftertragtet brud, der omgående bliver afsat.
"Etusuiaq" handler om en gammel mand fra Frobisher Bay. Hans datter lever alene og har to små kønne piger, der er i pleje ved Etusuiaqs søster og hendes mand. Datteren var godt gift i Igloovik med en god fanger, men lægen fra Health Service bestemte at der var børn nok i byen og fik hende steriliseret. Så kunne hun jo ikke føde en søn til manden og derfor skiltes deres veje og både hun og de to små piger der før var "så glade som snespurve" lider under det.
"Værdighed" handler om fortællerens ophold på New Guinea, eller Vest Irian. Han bor ved Baliem Valley og kommer ret tæt på Waellee, der går rundt i ikke ret meget tøj men dog har et penisfoderal på. For at opnå værdighed må fortælleren smide tøjet og skifte til samme kostume. Så får han lov at købe en gris, så der kan holdes fest. Folket (dvs mændene) er stolte og har ikke tænkt sig at ændre livsstilen, men de kan godt mærke presset fra de hvide og brune, der er kommet til landet. Så en dag vil de styre mod højlandet for at søge beskyttelse mod vor tid.
"Røjserne" handler om fortællerens yngre dage under krigen, hvor et par gummistøvler var en stor skat. Han var heldig at få dem i god tid, så han kunne tjene på at leje dem ud til nabosønnen. Og til jul fik nabosønnen selv gummistøvler og fortælleren fik fedtlæderstøvler, så det stod lige for lige, hvilket jo er godt når venskab skal holdes. Historien kommer fortælleren i tanke om, da han en dag er blevet bænket ved siden af en 100-årig mumie med meget store fødder.
"Lee Woo Wongs Resthouse" handler om en meget overvægtig mand Albatrossen, der har haft en gadepige på besøg, mens konen kortvarigt er ude at rejse. Da hun uventet kommer tilbage, smutter Lee Wong Wong ned og opholder hende, mens pigen bliver sluset ud og sengen redt. Det hele handler om ikke at tabe ansigt, for konen ved udmærket hvad der foregår.
"Dumm er død" handler om Dumm, som var Damms bror og Damm ejede D. J. Bar i Soi Cowboy. Fortælleren bidrager pænt til indsamlingen af penge til en lejemorder, der kan dræbe ham, der dræbte Dumm. Og højtideligheden og ligbrændingen går også godt og efter planen.
Ganske morsomme og lærerige historier, hvor Etusuiaq er sørgelig og giver kuldegysninger. Sterilisering uden samtykke spøger alvorligt i Danmarks fortid som kolonimagt i Grønland.
"1. Den fortrængte erindring" handler om hans første erindringer. Bryster? Ja, tak. Mælk? Nej, tak.
"2. Glimt fra min børnehavetid" handler om at blive smidt ud af børnehaven for at tisse på frøken Klejn, kaldet Klejnen. Og om at banke på en sprængkapsel, så Alice mister yderste led på højre hånds pegefinger.
"3. Noget om sport" handler om svømme/drukne-undervisning og om kunsten at nikke skaller.
"4. Litteratur og andet" handler om Guldhornene og en lille lort af en dansklærer kaldet Snablen. Fortælleren laver både digte og et lille skuespil om en syfilitisk dreng. Han kan også spille på mundharpe, men det skorter på publikum, der vil lægge ører til.
"5. Min Fader og Moder" handler om en meget tørstig far, der i en brandert blev kørt over og døde. Moderen døde også tidligt, så fortælleren voksede op ved Moster og Bedstefar..
"6. Moster og Bedstefar, mine nærmeste" handler om Mosteren, som opdrog ham med hård, men kærlig hånd og en fastelavnskølle.
"7. Lidt om handel" handler om fortællerens handelstalent, der er nedarvet fra bedstefaderen.
"8. Mit arbejde" handler om at være brolægger i mange år og se verden fra sko-perspektiv og kunne høre på ludernes fodtrit om det har været en god nat.
"9. Hæklenålsaborter" handler om at Madam Pedersen med en steriliseret hæklenål kan fjerne uønskede fostre. Det koster tre hundred kroner pr gang.
"10. Tiden på Bornholm" handler om værnepligt i flåden og et par krigsskibe, der ved en fejl bliver bombet med en gang rødt pulver. Så værnepligten ender i forvaring på Kløvermarken.
"11. De stille, små glæder" handler om at bedstefaderen har en båd, Juanita, som mest bruges som flydende elskovsrede og som anledning til at være med i Herreklubben.
"12. Jagt på Vesterbro" handler om rottejagt i stor stil. 54 voksne rotter og et utal af rotteunger.
"13. Hvad der gennem årene er udtænkt om lokummer" handler om lokummer i gården og gangbesværede, der bare pakker lortet ind i en avis og smider ned i gården.
"14. Antikvariatets kunder" handler om hjemmegående husmødre, romanblade, pensionister og porno og skabsskuffer og homoblade. Fortælleren tjener penge på de fleste.
"15. Noget om naturen" handler om Søndermarken og Enghave Park.
"16. Noget om rejser og måder" handler om at rejse i bøgernes verden i stedet for den virkelige.
"17. Violas breve" handler om de få breve, Viola har skrevet. Et af dem, da hun lå på det sidste. Et andet til ham, da han sad i Horsens Statsfængsel for at have tævet en mand, der forulempede hende.
"18. Om utroskab og den slags" handler om Inga Tusindfryd og nogle andre små sidespring.
"19. En smule om sproget" handler om at han har lært at bruge sproget på Vesterbro, så det må man tage med.
"20. Lidt om butikken og min ven Karlsen" handler om at de to køber dødsboer op. Fortælleren får bøgerne og Karlsen resten. Karlsen besøger forresten fast Landstræneren i Abel Katrinesgade og får taget trykket.
"21. På udflugt med Skudehavnens Herreklub" handler om en tur til Helsingør for at kigge på Hans Pothorst, der er malet i loftet på Sct. Mariekirken. Det er en fugtig og vellykket tur. De er også omkring et museum, hvor Marcel Duchamp's pissoirkumme er udstillet. Det er jo fint, for de er netop trængende.
"22. Viola, mig selv og digte jeg har skrevet" handler om Viola, hendes sygdom og død af roderi i æggestokkene. Og de digte, han har skrevet til hende.
"23. Min hund Klara" handler om at en af drankerne på bænken overfor, Agurken kaldet, dør og fortælleren skynder sig at redde hans hund, Klara, der er en meget fornuftig rottweiler, som i sin tid er hugget fra en villa på Gammel Carlsbergvej.
"24. Noget om arven" handler om Moster, der dør og efterlader Bedstefar og fortælleren en formue på tre millioner. Der er til nyt læder på William Morris stolen og maling af Juanita og oprettelse af en Cognac-fond.
"25. Naturen og hvad deraf fulgte" handler om en tur i Søndermarken. En stor ekspedition, åbenbart.
"26. Værtshuset 'Smøgen' og dets ejer" handler om en tyk mand, der i sine unge dage kørte dirt track-løb med Morian og de andre store kanoner. Han har nu et værtshus og bliver kaldt Hr. Fedesen og ve den, der gør noget ondt ved børn i hans nærhed. Han har afsonet en straf for at slå en barnemorder ihjel. Dommeren gav to år for uagtsomt manddrab. Fedesens far havde en lille hale, men den har Fedesen nu ikke arvet.
"27. Bedstefars medicin og andet godt" handler om levende museunger, krokodillekød, bukkelys, firben, marihuanafrø, tigerpenis, slangeblod og galdesaft.
"28. Da Bedstefar fik bil" handler om en Siddley Armstrong med tolv cylindre.
"29. Røvhulsteorien" handler om at Bedstefaderen mener at alle er nogle røvhuller. Husk det, dreng, så kan det ikke gå dig allerhelvedes galt her i livet.
"30. Moster in memoriam" handler om at Mosters aske i mange år har stået i en lille lerpotte, men en dag bestemmer Bedstefar at hun skal spredes over København fra Rundetårn. Da de kommer hjem, renser han potten og fylder den op igen med snus.
"31. Mit antikvariat" handler om at blive antikvar fordi brolæggerjobbet har givet hæmorroider. Og også fordi Viola døde og fordi han arvede tre millioner efter Moster.
"32. Da jeg giftede mig med Viola" handler om et bryllup og en stor fest bagefter.
"33. Bedstefars endeligt" handler om at bedstefar dør og bliver brændt. Asken skal spredes over havet, men ender på dækket i stedet. En matros spuler skidtet overbord.
"34. Dengang jeg blev helt og æresmedlem i Herreklubben" handler om at redde en møgunge ad vanvare og blive en stor helt.
"35. Vedrørende udlændinge" handler om fordomme fra skolen og hr Ong. Eller måske hr Lee.
"36. Den sidste erindring" handler om at skrive ting ned og om at have Violas tvillingesøster Yvonne indenfor rækkevidde. Men hun har desværre allerede passeret æglægningsstadiet.
Fortælling om R. Hansen, der er antikvarboghandler lidt ved et tilfælde. Han er enkemand efter Viola, men har en hund, der hedder Klara. Faderen var meget tørstig, men slog aldrig sin dreng. Under krigen var han sømand og blev torpederet to gange, så måske var det forklaring på tørsten.
Ganske morsomt tidsbillede.
"Sylte" handler om at Bjørken af vanvare kommer til at forvolde Syltes død. Bjørkenborg inviterer til nytårskur og Bjørken kræver at alt skal være skinnende rent. Også beboerne, så han og Lasselille tager bad og bliver skinnende rene. Sylte vil fanneme ikke klæde sig nøgen foran de to banditter, så han går udenfor. Faktisk er han med på rengøringskuren, så han hugger hul i isen og er ved at skure sig med skurepulver, da kulden begynder at bide. Han går hen til primussen og så går der ild i hans pels på ryggen og mellem benene. Det slukker han ved at hoppe i baljen, men det koster ham livet, da han ikke kan komme op igen. Bjørken er sønderknust, men skriver uheldet ind i logbogen og med dødsårsagen som Ignus in ano, dvs ild i røven.
"Doc og telegrafist Mortensen" handler om at Mortensen finder på at de skal cykle over indlandsisen og overpå vestkysten. Doc er med ideen og efter måneders forberedelser stikker de af i juli måned. Undervejs bliver Mortensen sneblind, så Doc rigger en øjenmaske til. De når frem til en amerikansk base og bliver behandlet som polarhelte. De møder også en hr Knoppesen, rejseinspektør for det grønlandske ministeriums tekniske afdeling. De bliver inviteret ind i den amerikanske klub, hvor den dårlige smag er fremtrædende med nylontæpper, plastikstole og lange rækker af enarmede banditter. De møder også en sød danserinde Lola fra Puerto Rico. Og kaptajnen på isbryderen Atka inviterer Mortensen ombord til en rundtur. Kaptajnen irriteres over en rejekutter, der plejer at genere skibet ved at lægge sig ved siden for at bytte sprut og cigaretter for tøsebørn. Kaptajnen tager en grusom hævn ved at tømme Atkas store toilettank udover kutteren, som tvinges til at kaste los og søge åbent hav. Vel tilbage på hotellet opsøges Mortensen af Lola, som lige har hygget sig med Doc. Et par dage senere opdager de to noget, som kræver et par millioner enheder penicilin at få bugt med. Samtidig har de fået øjnene op for "civilisationen" på vestkysten og tager job som stationsleder, henholdsvis og vejrobservator på Pynten ved Sarnaq. Hr Knoppesen fortæller forresten at de noter han har taget under turen, altid ryger over rælingen, når han runder Kap Farvel.
"Lasselille" handler om at Bjørken bekymrer sig om hvad der vil ske med Lasselille, hvis han kommer tilbage til civilisationen. Så Bjørken tager til Rumpelnæsset og får lavet et falsk telegram fra ministeriet, hvor de tilbyder Lasselille et job som altmuligmand for en fransk ekspedition til den treoghalvfjerdssindstyvende nordlige breddegrad. Lasselille tager glad afsted og får alle Bjørkenborgs hunde med. Efter et kort slagsmål bider Lasselilles førerhund eller bas ved navn Whisky Syltes efterladte bas Merqujok ihjel og sætter sig i respekt overfor alle hundene. Undervejs nedlægger Lasselille også en gammel moskusoksetyr, så han har kød nok til at starte på. Da ekspeditionen jo er ren varm luft, dukker den aldrig op og Lasselille får efterhånden mørkepip og skyder fx efter en tilfældig forbipasserende fanger. Fjordur og Sorte William tager omkring og overmander ham. Efter en lille uges tid kan han tages med til Sydkap og få justeret kompasset. Og blive medhjælp hos Fjordur.
"Forliset" handler om at Kaptajn Olsen har lagt skumle planer. Bjørken er heller ikke begejstret for at skulle tilbage, så han har puttet lidt dynamit og sortkrudt ind i Bjørkenborg og taget sigte med signalkanonen, da Olsen kommer. Bjørkenborg bliver sprængt i stumper og stykker, men Olsens mistanke om at Bjørken har sprunget en sikring er heldigvis ubegrundet. Olsen er jo gift med en komtesse, men han vil også gerne ud at sejle ind imellem. Olsen synes for godt om Veslemari til at føre planerne ud i livet, men han er årvågen nok til at fange Bjørken i gang med at bore hul i skibet, så han afpresser Bjørken en masse skind og Veslemari bliver alligevel klemt af isen. Olsen får lappet hullet med sejldug og planker og med stor forsigtighed får han listet skibet ud af isen og ud i en stor våge, der fortsætter hele vejen mod syd. De glider stille gennem Prins Christians Sund, passerer Apilatoq og ankommer til Nanortalik. Her er det første skib der går på siden af Veslemari, en lille kutter Valborg med Lille Pedersen og Siverts ombord. De undrer sig over hvor Olsen har fået det store hul i båden fra. Og så er Olsens humør forduftet.
"Bjørken" handler om at Olsen sejler Veslemari til Sardloq. Her går de fleste i land, men Bjørken bliver ombord for at drive kaptajn Olsen til vanvid. De lokale vædder om hvad der vinder. Lægen kaldet Dr. Pind fordi han har træben (faktisk lavet af penisknoglen fra en hvalros) holder ubetinget med Bjørken. Vandet stiger støt og roligt i skibet og hovedpumpen stopper da maskinrummet bliver oversvømmet. En donkeymand passer den benzindrevne pumpe et stykke tid, men den kræver konstant overvågning og efter ni dage uden søvn går han fra borde. Olsen må så selv passe pumpen, mens hans humør bliver dårligere og Bjørkens tilsvarende bedre. En nat sætter benzinpumpen ud og Olsen er nu nødt til at passe håndpumpen, der ikke helt kan holde vandet stangen. Han ender med at forliges med Bjørken, som på sin side får sine skind tilbage og en god pris for de andre skind, han skal sælge for andre. Veslemari går ned til sidst. Bjørken redder Olsen og denne kan for forsikringspengene købe en Veslemari II. Bjørken får penge nok til at købe et lille værtshus i Sardloq. Det bliver døbt Bjørkenborg.
"Greven og sagfører Volmersen" handler om at Greven og sagfører Volmersen på vej med skibet Marie opdager en lille perle af en ø. Her er et hus, der ligger perfekt og jorden egner sig fint til vinavl, så de køber huset af Sarnaq kommunen, der har overtaget det efter at først ejeren har hængt sig og derefter hans kone er død. Ejeren Eidfinnur spøger stadig i huset, men Greven og sagføreren får et venskabeligt forhold til ham og han spiser endda med hver aften.
"Løjtnanten" handler om Hansen, der egentlig er på vej til København for at klage, men bliver kapret af en pilot Steinvørsson, der nikker ham en skalle og tager ham med i sin vandflyver for at redde en inder, der er faldet i en sprække i indlandsisen. Undervejs vågner Hansen op og får lidt flyvetræning. De redder inderen, der har brækket benet og Hansen indleder en pilottræning, som skal resultere i selskabet Hansson og Steinvørsson Flugfelag.
"Valfred" handler om enken Bandita Eliassen, der er blevet snydt af kutterfører Kernatoq og derfor en gang om året hjemsøger dennes bopæl for at give Kernatoq en gang solide bank. Imidlertid er sengen udlånt til Valfred, der giver svar på tiltale og eftersom han i Banditas øjne er bedårende, så ender de i seng sammen og bliver forlovede. Bandita havde i tankerne en smuk, lydig og arbejdssom ægtemand, men Valfred er den absolutte modsætning. Hun elsker ham og han toner rent flag at han ikke vil have en sur kone, der jager rundt med ham. Kernatoq kommer overfor Løjtnanten til at udtale sin mening om Bandita og det synes Løjtnanten ikke om at høre om sin makkers forlovede. Det efterfølgende slagsmål får ende, da Kernatoq klipper halvdelen af Løjtnant Hansens moustache og derefter flygter. Løjtnanten kræver satisfaktion og der bliver arrangeret en duel på fåresakse, hvilket koster løjtnanten den anden halvdel af overskægget. Karnatoq får til gengæld et flot mensurar og mister det meste af frisuren. Bandita og Valfred bliver gift og Bandita sætter en sidste knytnæve ind i Karnatoqs raske øje.
Søde små historier, der på poetisk måde fletter skæbnerne sammen.
"Forord" handler om at dette er den skinbarlige sandhed, måske dog nedtonet lidt "med en blufærdig trang til underdrivelse".
"Stabejseren" handler om en gammel historie, fortalt af Bjørken i anledning af Løjtnant Hansen, der fylder 40. Historien er om en ny mand til hytten ved Kap Elisabet. Han er glad nok da han kommer, men vil så gerne vide hvor tøsebørnene holder til. Da de er færdige med at grine, går det op for dem at han mener det alvorligt og at adgang til tøsebørn er som adgang til luft for dem selv. Da stabejsen begynder at kigge kærligt på en af hundene, tager de ham med til Sydkap, men undervejs får de brug for indholdet af hans rejsetaske. Der er 400 kondomer og de fungerer fint som flydeballoner til at fragte slæderne over åbent vand. Da han nu har brugt alle kondomerne, kommer han til at gøre Amalie i Sydkap gravid, så han gifter sig med hende og flytter over på Vestkysten.
"Lidt om flyvning" handler om Herbert, der kommer tilbage fra Europa og knejser som en stenpikker, fordi han har været ude at flyve København - Hamburg retur (for at få en bundskrabning, selvfølgelig). Valfred lukker luften ud af ham ved at spørge om han sad indenfor eller udenfor flyet. For Valfred har prøvet en tur over Sorø by, hvor han sad på en gynge mellem pontonerne på en vandflyver og hvor flyet endda lavede et loop. Herbert pakker stille sammen og går.
"Kong Jensen" handler om Valfred og Roskilde, Ringsted og Slagelse. I Roskilde boede en mand, der fem år i træk blev kattekongen og derfor blev kaldt Kong Jensen og som ekstrapræmie fik en meget stor og fin flaske ægte skotsk whisky, som han havde udstillet i sin barbersalon, men aldrig åbnede. Faktisk var der lagt servitut på, for han havde pålagt konen at den skulle hældes ud over hans grav, når han var død. Valfred fortæller historien til Løjtnanten og fortæller at han hjalp konen med at hælde whiskyen ud. Og at han er sikker på at Kongen ikke havde noget imod at de drak den skotske før de udgød den over hans grav. Man tvivle!
"Bjergklatrerklubben af 1897" handler om en flok på 6 københavnere under ledelse af grosserer Frederiksen, der kommer op med båden for at bestige "Sylen". Bjørken lægger mærke til at de har umådelige mængder brændevin (100 liter) og øl (50 kasser) med op, så først holder de en vældig fest, hvor brændevinen undervejs bliver erstattet af hjemmebrændt og øllen af imiaq. Bjørken ærgrer sig over at de tager 79 flasker brændevin og 34 kasser øl med over på Syleøen og udtænker en plan, hvor vagten bliver skræmt væk af en "amerikansk isbjørn", så brændevinen kan komme retmæssigt tilbage til Bjørkenborg.
"En maritim historie" handler om en tur med Veslemari, hvor der er en amatørantropolog komtesse Liljehorn med. Kaptajn Olsen bliver forelsket i hende og er slet ikke sig selv. Isen laver et godt stort hul i skibet, så Olsen glemmer sine manerer og bander og svovler, så komtessen bliver blød i knæene og siger ja. Han ender med at måtte putte sine sparepenge i et gammelt gods i Sverige, så han igen bliver lige så sur og nærig og bondesnu som før. Det får Mads Madsen til at ånde lettet op, for hvem har hjerte og samvittighed til at handle med en kærlighedskrank idiot, som ikke kan se forskel på et første- og et andenklasses ræveskind?
"Venderejsen" handler om at Anton har fået udgivet en bog. En ny er på vej, så forlaget vil gerne se ham på udgivelsesdagen. Han tager med Veslemari, men har fået kolde fødder, så undervejs hopper han af båden og begiver sig til fods ud på isen og hans retningssans er ganske dårlig. Da kaptajn Olsen opdager at han er væk, er fanden løs, for der er jo betalt for en hjemfart. Efter at have ledt på skib og i nærheden af skibet vender Olsen tilbage til Kap Thompson. Her kræver Mads Madsen og Herbert som stationsleder i Guess Grave som en selvfølge at Olsen refunderer "de ligegyldige billetpenge" inden de rører en finger for at lede efter Anton. Derefter leder de i to døgn, men uden held og de begynder at sørge over Anton, på nær et par stykker, der tror på at han nok skal komme tilbage. Valfred fortæller en skør historie om en uheldig mand, der hed Larsen. Som tre-årig faldt han ud af vinduet og ramte sin storesøster, så hun brækkede hoften og siden kun kendtes i Ringsted under navnet Frk. En op og to i mente. Imens er Anton faktisk nået tæt på land, men han er træt og kold og har været i baljen, så han er også tæt på at dø. En halvblind gammel jæger skyder efter ham og vækker ham, så han kommer helskindet i land i Scoresbysund, hvor de holder en stor fest for ham. Han er godt nok gået i seng, men her får han selskab af en livlig pige Suvfia, der bestemmer sig for at kapre ham ved at krybe ned i sengen til ham. Det ender hurtigt i en forlovelse og da Anton får køremulighed fra Scoresbysund og dukker op ved Herbert kan han meddele at "På grund af denne forlovelse, Herbert, blev det en meget lykkelig venderejse.".
"Artur" handler om Valfred, der jo er lidt ugidelig og magelig anlagt, så han tilbringer meget af tiden med at hvile sig og sove. En dag kryber hans skelet ud af ham for at se verden. Skelettet præsenterer sig som Artur og er ret omgængeligt. Måske er det bare en drøm, men Løjtnant Hansen og Artur kommer fint ud af det med hinanden. De tager også på besøg på Bjørkenborg, men da det bliver sommer og Veslemari er undervejs, bliver Artur lidt bange og vil gerne være alene, så Hansen fragter ham til Kongeborgen og lover at hente ham igen til efteråret. Her bliver skelettet fundet af en fransk ekspedition og taget med til Paris. Måske? Bjørken mener at det bare er Valfreds forsvar mod nogensinde at forlade det arktiske.
"Ormen" handler om at Siverts og Lille Pedersen kommer på besøg ved sagfører Volmersen og Greven. Her finder de Greven sengeliggende og uden livskraft, så Siverts kører til Rumpelnæsset og henter Doc. Rygtet går og der er mange i hytten til at give råd, da Doc går i gang med at undersøge patienten. Måske er det noget fa'enskab inde i kalunet, så de koger noget sælspæk af og hælder på ham. Næste morgen begynder der at komme en lang orm ud af øjenkrogen på Greven. Bjørken hævder hårdnakket at han ikke kan se nogen orm og at det er noget psykisk. Det udløser et stort slagsmål med flere sårede, som Doc lapper sammen. Imens er ormen kommet helt ud og Doc spørger til om de har saltsild i huset. Det bekræftes og også at det kun er greven, der har spist af dem. Doc oplyser at det er en spoleorm, Ascaris lumbricoides og efter at have kigget på Mads Madsen (med haglsår i rumpen), Fjordur med et sår efter et søm i rumpen, Volles isse med et stort sår, Herberts arm der har været af led og Siverts øre, der har måttet sys fast igen, siger han: Det står ikke i lægebogen, men nu ved jeg at Ascari lumbricoides kan medføre mange alvorlige følgesygdomme.
"En lodret løgn" handler om fælles jul på Rumpelnæsset. Det er første gang at det forsøges og Doc udbeder sig at man ankommer i festlig påklædning og at medlemmerne af det nordøstgrønlandske symfoniorkester medbringer deres instrumenter, da en julekoncert er planlagt. Alt er fornøjeligt og man udveksler gaver. Mortensen får fx fem hundrede paphylstre og to pund sortkrudt. Mandelgaven er en flaske Svarta Döden, som Lasselille vinder. Han bliver hurtigt svimmel og da de andre går ud for at lette blærerne, bliver han tilbage og rydder lidt op. Han stopper papir og kartonner i komfuret. Desværre også de to pund sortkrudt, som sender en stikflamme op på loftet, hvor der ligger 12 stænger dynamit. Rumpelnæshytten disintegrerer og Lasselille ryger på hovedet i en snedrive, men er på magisk vis både i eet stykke og stadig levende. Lasselille opdager den katastrofe han har udløst og bliver deprimeret. Bjørken hjælper ham ved at hævde at doktor Finkelfjog er et stort bluff og at det er en lodret løgn at røde stearinlys hjælper på depressioner. Hvide derimod! Så de tygger et par hvide stearinlys i sig og ønsker hinanden glædelig jul.
Herlige historier, som engang imellem dog kan føles som pakket ind i lidt rigelig udenomspakgarn.
Jeg har tidligere læst Signalkanonen, så persongalleriet er velkendt: Bjørken, Mads Madsen, Lasse Lille, Lodvig, Greven og så de udefrakommende bipersoner, der er med til at drive historierne fremad. Det er et ganske lille samfund, hvor fangerne bor en, to eller tre sammen i fjordene, og hvor der kan gå måneder mellem, at de ser andre mennesker. Det kræver selvfølgelig mennesker af en særlig støbning, men selv disse dyrkere af tavshed og (særligt om vinteren) søvn kan få behov for selskab. De kan kaste deres kærlighed over dyr, som i ’Alexander’ og ’Grisen’, eller de kan pludselig føle trang til at gøre besøgsrejse og se nogle andre.
Det er en lille verden præget af sine egne ideer, og hvor man ikke tager udefrakommende forsøg på at bestemme særligt højtideligt. Det er særligt tydeligt i ’Da løjtnanten blev tæmmet’ hvor en fuldbyrdet dansk officer sendes til kolonien for at sætte lidt skik på deres forsvarsvilje. Fangerne leger med nogle dage, men da de bliver trætte af hans bestemmetrang, bliver han sat grundigt på plads. Andre gange er det en fornøjelse at få lidt inspiration udefra. Da de en sæson får besøg af en tatovør, bliver hele mandskabet flot udsmykket – og tatovøren kan rejse hjem med en formue, for han har plukket dem for skind.
Der er selvfølgelig masser af barokke hændelser. Vi møder en mand, der stædigt stikker sit hoved ind i ovnen for ikke at tale med sin gæst, en toiletspand, der koger over på komfuret, en død mand, der bliver frosset ned og tøet op, så han kan sidde med til bords ved sit eget gravøl og meget andet.
Det er morsomt, selvom det ikke er helt så hysterisk vanvittigt som i Signalkanonen, og gennem historierne flyder en strøm af menneskelighed og kammeratskab.
"Forord" handler om at forfatteren til tider møder folk, der tvivler på sandheden i hans skrøner. Men en mild skæbne har gjort at han nu 40 år efter første pennestrøg er tilbage på Ella Ø og kan nedskrive disse beretninger.
"Cirkulæret" handler om et cirkulære fra direktøren om at Grønlands Styrelse nedlægger samtlige fangststationer i Nordøstgrønland. Det kommer som et telegram, så Doc og Mortensen cykler rundt med budskabet. De starter ved Bjørkenborg, hvor Bjørken, Sylte og Lasselille bor. Bjørken tager det unødigt op og smider dem ud. I Fimbul tager Valfred og løjtnant Hansen det bedre. Derfra til Hauna og Olav ibn Abdullah Frederiksen, der fortæller om at profeten har pålagt ham at udbrede troen til det grønlandske folk. På vejen herfra møder de Lasselille og giver ham budskabet, så han kan orientere de andre. Doc og Mortensen vender næsen hjemad.
"Mads Madsen" handler om at Madsen har fået "voksende råddenskab i kalunet" og har været en tur i Island og blive kigget på. Dommen er ret klar, et år hvis det bilver behandlet, et halvt år hvis ubehandlet. Madsen vil ikke skæres i og nu er det ved at være op over og han vil gerne herfra. Hans makker Sorte William foreslår Ettestypet, dvs et skub ud over en fjeldside, men da det kommer til stykket, er der ingen, der kan give Madsen det sidste skub. I stedet vælger han at fryse ihjel et sted, hvor han kan kigge ned på hytten. Som sagt så gjort og efter nogle timer er han bundfrosset. Æret være hans minde!
"Lodvig" handler om at Lodvig og hans ravn Børge pakker sammen og tager på langfart. Lodvig vil se hvad de gamle polarfarere så og han kommer også pænt rundt, men der er ikke så meget mad at hundene kan overleve. De sidste fire forsvinder ned i en gletsjerrevne og selv får han mæslinger. Han kommer på hospital, men dør alligevel og Børge flyver videre.
"Sorte William" handler om William, der begraver Mads Madsen i fjeldet ved siden af hytten ved at sprænge et stort hul. Desværre destabiliseres dynamitpatronen også hele hytten, der skrider ned i hullet. Men han graver hullet fri og får stablet Madsen ned i det så liget står ret op og ned. Efter begravelsen tager William til Sydkap og tager ind til Fjordur og Petrine og ikke mindst Suvfia. Den gamle kolonibestyrer Rasmussens, kaldet Sakivat, "Alles Svigerfar" er død (faktisk fortæller Fjordur hvordan han hjalp ham af med livet efter at han havde ligget stiv og stum som en klipfisk i et halvt år efter en hjerneblødning). Fjordur er udnævnt til kolonibestyrer i Scoresbysund og der mangler jo så en depotbestyrer. William tager imod jobbet og Suvfia med. Han tager endda faderskabet til Suvfias nyfødte søn, selv om det er elleve måneder siden han sidst var på besøg.
"Olav ibn Abdullah Frederiksen" handler om at Olav af profeten har fået pålagt at gøre grønlænderne til muslimer og derfor tager ned til Sorte William. Han forsøger at omvende folk, men med ringe held og til sidst indser han fiaskoen og drager videre. William får den gamle kateket til at holde gudstjeneste og nadver og sige at man jo skal være kristen for at tage imod Jesu blod og så bliver alle kristne igen. Jesu blod er nemlig sur rødvin spædet op med genever i rigelige mængder.
"Lille Pedersen" handler om at fangstmand Pedersen føler sig dårligt tilpas i København. Så han køber med en meget venlig og klog havnefogeds hjælp en fiskekutter Valborg og sejler tilbage til Grønland. Han har også fundet på en gyldig grund, for han siger at han har glemt sine sivsko i Blæsehytten. Første stop er Scoresbysund, hvor Fjordur er lidt overrasket over at se ham igen.
"Herbert" handler om en gammel drøm om et dampvaskeri. Imidlertid er der ikke helt så meget brug for et sådant, som han har håbet. Han har egentlig gjort kontrakt med en værtshusholder Thyra i København, som han har hygget sig med på et moskusskind. Og fået et agentur for at sælge bøger i Grønland. Han lykkes med at sælge mange bøger til både Knækparasollen og tømrermester Karlsen. Sidstnævnte har en smuk ung datter, Marie, der sørger for at Herbert ikke farer vild i qaqqamutten (dvs fjeldet). Så hun ender nok med at være boghandlerkone og Thyra må blive i Danmark.
"Siverts" handler om at Siverts også føler sig skidt tilpas, men politiet kan jo passende give huslogi og morgenmad. En af betjentene foreslår ham at tage til Island, for man kan se til Østgrønland på en god dag. En kommisær falder i snak med Siverts og fortæller om at han har jagtet en massemorder i Hudsonbugten uden held. Siverts fortæller at han kender massemorderen godt, for det er nemlig Fjordur, som han kalder "en fin og retsindig mand helt igennem". Kommisæren foretrækker "en hårdt dømmende, men retsindig person" og vil gerne lære Fjordur at kende, men Siverts vil ikke angive nogen. Siverts flyver til Island, men er døden nær af skræk. Han bliver suget fast i vakuum-toilettet ved en fejl, så flyselskabet skylder ham noget, men Siverts vil hellere sejle til Grønland. Han bliver sat af ude ved iskanten og går ind til Scoresbysund, hvilket tager to dage. Her støder han på en båd, Valborg, og siger hej til Pedersen, der glad fortæller ham at hans sivsko står inde i styrehuset.
"Anton" handler om at Anton tager cirkulæret tungt. Han forsøger med at vaske sig og tage fint tøj på i en måned i træk, men det er jo ikke til at holde ud! Han vil ikke med hjem, men kaptajn Olsen får ham overmandet og låst inde om bord, så han kommer til København meget mod sin vilje. Her bliver han arresteret, fordi han ikke har fået aftjent sin værnepligt. En fornuftig orlogskaptajn Sørensen får ham imidlertid hyret til at bemande et nordlysobservatorie i Scoresbysund og det er jo helt perfekt. Anton kan tage med Olsen tilbage og får endda også Sørensens hund, rottweileren Willemos, med til træning som slædehund. Foruden fri rejse op og ned, proviant, god løn, ingen skat og en titel som løjtnant ved hjemrejsen. Vel ankommen til Scoresbysund støder en pige til, Lovise, der skal være hans kivfak (dvs tjenestepige) ifølge pistyren (dvs bestyreren), dvs Fjordur. Anton er i den syvende himmel.
"Kort" viser hvor de forskellige små fangststeder og hytter ligger på kysten af Nordøstgrønland.
Glimrende små noveller, der er flettet ret finurligt sammen.
???
Jørn Riel var med på Lauge Koch's ekspedition (1951 - 1953) og var efterfølgende udstationeret i Grønland i 10 år. Imellem 1964 og 1971 arbejdede han som FN-observatør, og blev så forfatter med 'Mine fædres hus' (1970 - 1972) som debutværk.
Inutile andare avanti.
Il concetto che ho di lettura è tutta un'altra cosa.
Non mi emoziona, non mi diverte, non mi fa riflettere, non mi fa stare con il fiato sospeso, non mi fa sorridere, non mi fa sentire partecipe, non mi ci riconosco, non mi porta via.
Non è una scrittura che mi dia piacere, che mi desti meraviglia.
Non c'è un uso delle parole che risvegli il mio interesse, che mi sorprenda.
In altre parole: inutile.
Signalkanonen udkom i 1988 og den rummer syv historier, som alle foregår blandt en lille gruppe fangere i Nordøstgrønland. Personerne går igen fra den ene historie til den anden, og vi lærer dem efterhånden at kende. Først og fremmest er de vel excentriske, som den lollandske greve, der dyrker rug, selvom den aldrig bliver andet end et par tommer høj, og som i øvrigt ynder at spolere sin importerede vin ved at blande sure druer fra udestuen i.
Livet er barsk, men der er også en enorm frihed til at gøre, som man har lyst til. Man kan f.eks. adoptere en moskus-kalv, som Ludvig gør det i ’Alice’ som erstatning for sin døde hund. Det er der ikke nogen, der undrer sig over, selvom han bliver nødt til at hæve køjen i hytten, efterhånden som kalven vokser til og når ham til skuldrene. Man kan også tage på en slædetur sydpå en gang om året for at få afløb for sine drifter, sådan som Sorte William gør det. Eller man kan bygge sig en isbåd, fordi man bliver godt og grundigt træt af at sidde og kukkelure indenfor i de lange vintermåneder.
Flere af historierne handler om en fiks idé som direktøren for selskabet får under en ferie i Sverige: Hvorfor ikke supplere indtægterne med turister, som kan få et eksklusivt ophold hos jægerne på de små fangststationer? Her kan man da virkelig tale om at udnytte de stedbundne potentialer til at skabe unikke produkter inden for oplevelsesøkonomien, og det går ikke stille af, da de endelig ankommer. Mads Madsen slår f.eks. et slag for kvindesagen overfor den opblæste kødgrosserer, der flytter ind hos ham, mens kongelig skuespiller Charles Hansén bliver rodet ind i et højst overraskende trekantsdrama på en af de andre stationer.
Historierne er fulde af underfundige formuleringer, mandige fangstmænd, der er vant til at stå næsten alene mod naturens rasen, og spøjse episoder. Jeg hørte bogen som lydbog – desværre har Lindhart og Ringhof ikke formået at rense optagelsen fra 1989 for en irriterende hyletone, da de genudgav bogen i Mp3 format – og det var et fint valg. Historierne varede godt en halv time og gjorde glimrende fyldest som køreunderholdning.
"Et velbevaret lig" handler om Lause, der tabte duellen med løjtnant Hansen og derfor blev så trist at han skød sig. Familien vil gerne have liget hjem og så må folkene rette ind, selv om de synes det var bedre med fx en kolossal stenvarde i stedet for en plads på Søllerød Kirkegård helt uden udsigt. Lause bliver fragtet til Bjørkenborg og anbragt på en vaskebænk i sideskuret sammen med meget andet, fx rugmelet. Lasselille henter rugmel et par gange om måneden og opdager at Lause er ved at svulme op, fordi det er blevet tøvejr og dermed plusgrader i skuret. Bjørken punkterer Lause og salter ham ned i et par sammensurrede spæktønder og får ham nedsænket i et hul i et strandet isfjeld. Uheldigvis bliver det voldsom storm og isfjeldet stikker til havs. Selv om de leder vidt og bredt, finder de ikke isfjeldet igen og Bjørken er svært ked af at indrømme for kaptajn Olsen at de har mistet liget. Tre dagsrejser fra New York samler nogle fiskere tøndepakken op og bliver svært forskrækkede. Kaptajn Olsen læser om det i avisen og sender nyheden til Bjørken på finurlig vis. Bjørken bliver overbevist af Lasselille og Sylte om at han nok ikke skal melde sin rolle i den affære til nogen.
"Hunden der blev stum" handler om Fjordur Islænding og hans førerhund Miss Dietrich. De kommunikerer fint ved at Miss Dietrich vifter med halen. En dag falder Fjordur af slæden og bliver kun reddet fordi han holder fast i halen og bliver trukket op af vandet. Den omgang koster Fjordur nogle trælse forfrysninger, men Dietrich mister halen, hvilket er tæt ved at være katastrofalt. Til sidst finder den dog ud af at kommunikere med øjnene i stedet.
"El dedo del diable" handler om en ny fangstmand, der skal bo ved Siverts. Han bliver kaldt Djævelens Pegefinger eller Don Svendsen. Det værste er dog at han har taget en boa-slange med som kæledyr, så Siverts flygter fra Blæsehytten i en rygende fart. Don Svendsen har heldigvis en fiks ide med guldgravning, så han får en fangsthytte lidt længere mod nord, hvor rødelven faktisk fører lidt guld med sig. I vintertiden kan man dog ikke grave guld, så det går lidt trægt for Don Svendsen og hans kæmpeboa Magdalena. Faktisk er det så sløjt med fangsten, at da Lodvig og Fjordur kommer på besøg er det kun Magdalena, der er hjemme. Eller rettere Svendsen er der også, men indeni Magdalena og stendød. Da kaptajn Olsen senere anløber og henter skind, glor han noget over at se et friskflået skind af en fem meter lang boaslange. Det kommer til at koste et par flasker genever at få historien ud af Fjordur.
"Den lille Pedersen" handler om en ny fangstmand, der havner ved Lodvig. Manden hedder Pedersen og er ikke ret stor, så han får hurtigt tilnavnet Lille Pedersen. Han er en undskyldning for sig selv, så Lodvig sætter sig for at få ham kureret. Efter at have skældt ud på ham i måneder, tager han ham med ud på en fangsttur og stikker af mens Pedersen sover. Pedersen vågner op og er mutters alene på isen og uden hunde eller anden hjælp. Lodvig holder dog øje med ham i nogle dage, indtil han ser at Pedersen er kommet til sig selv og nedlægger tre okser på 300 meters afstand. Så tager Lodvig hjem igen med god samvittighed. Pedersen bruger nogle uger på at nedlægge 44 ræve og en bjørn og pelse dem og bearbejde skindene. Så går han hjem til Lodvig - hvilket tager nogle dage - og stikker ham en blodtud og siger at han passende kan tage ud og hente lidt skind. Lodvig bliver helt glad og tænker at Pedersen nemt holder mere end en enkelt sæson.
"En litterær historie" handler om Anton, der bliver grebet af inspiration og giver sig til at skrive og skrive. Det er ganske besværligt for han har kun en enkelt god blyant og på et tidspunkt bliver han vældig forskrækket ved at et dobbeltløbet haglgevær går af indendøre lige ved siden af ham. Problemet er at han kommer til at sluge blyanten. Herbert har et godt husråd mod den slags, for skuddet ramte nogle sardiner i olie på dåse og efter 33 dåser med sardiner og olie får Anton travlt med at komme udenfor og få bukserne ned. Blyanten kommer også ud og er efter lidt rengøring klar til fornyet brug.
"Loppen" handler om en loppe, der kommer via nogle russiske toldere til kaptajn Olsen til Sorte William til Mads Madsen til Lasselille til Bjørken til Sylte til Volmersen og Greven og til Valfred, som kommer til at sluge den i søvne.
"Helvedespræsten" handler om en ydremissionær Pollesøn, der har gjort sig bemærket og upopulær på vestkysten af Grønland ved at banke flere præster ud af kjolen og fortælle om en embedsmands kone som blev kaldt Adlikutak - dvs Madrassen - med god grund. Ledelsen af ydre mission beslutter at sende hans gammeltestamentlige geni til Nordøstgrønland, fordi det er så tyndt befolket og fordi det er så langt væk at de kan få tid til at genoprette forholdet til Statskirken. Pastor Pollesøn bliver sat af på Kap Thompsen hos Mads Madsen, Sorte William, Volmersen og Greven, Valfred, løjtnant Hansen, Bjørken, Sylte, Lasselille, Lodvig, Siverts, Fjordur og Anton og Herbert. Han forsøger at prædike Guds ord, men det falder på klippefjeld. Pollesøn beslutter sig for at bekæmpe drikfældigheden, når nu der ikke findes kvindfolk og derfor ikke hor på disse egne. Lasselille bliver stille udspurgt og forklarer naivt om de forskellige destillerier på kysten. Efter at kaptajn Olsen har udlosset forsyningerne, tager Pollesøn med til Bjørkenborg og her smadrer han deres destillationsapparat og hugger en motorbåd og tager videre til Ross Bay, hvor han også smadrer deres apparat. Han får dog et par rævehagl i bagdelen på vej væk. Bortset fra denne bagatel lykkes hans hærværk gang på gang indtil han kommer ind til løjtnant Hansen og Valfred. Løjtnant Hansen er ikke nem at narre og i udhuset Ålborghus, hvor de plejer at lave hjemmebrændt, har han stablet noget ustabilt dynamit op og skrevet SPRIT på låget af kassen. Pollesøn ryger derfor i luften, da han forsøger sig. Hansen læser et vers over ham: "Skidt med de døde, de kommer ej igen. Kun menneske på menneske bli'r menneske igen."
Glimrende små noveller.
Skibet S/S Mongolia er centrum i historien. Skibet er ejet af rederiet Dawson Line. Kaptajnen Albert Dawson har en tredjedel og broderen Lionel havde en tredjedel og Horatio Cook har en tredjedel. Nu er Horatio død (på et bordel, ejet af Madame Yvette Pivaut) men han bliver blidt lagt ud på gaden, så hans sidste oplevelser forbliver skjult.
Horatio har testeret sin tredjedel af Dawson Line til Mary Hooper, udelukkende for at sætte lus i skindpelsen. Mary ønsker brændende at vise at en Hooper er bedre end en Cook, så hun vil få skibet til at give overskud ved at omdanne det til et eksotisk turistskib. Det er Albert Dawson og besætningen meget imod, så den vilde jagt går på den bestemmende tredjedel.
Mary Hooper sendte sin advokat Higginbottom ud for at lægge hånd på skibet, men han bliver omvendt på sørejsen og løber af pladsen. Iøvrigt sammen med en kinesisk pige, Son Yong, også kaldet Mother China, som han bliver gift med om bord.
Lionel - også kaldet Kaptajn Beton fordi han tidligere har været kaptajn på et betonskib - er en plattenslager, så han øjner chancen for at være med i jagten. Jørn Riel har som sædvanligt spundet en ganske fornøjelig og ganske usandsynlig historie.
Skibet S/S Mongolia er centrum i historien. Skibet er ejet af rederiet Dawson Line. Kaptajnen Albert Dawson har en tredjedel og broderen Lionel havde en tredjedel, men den solgte han til en gammel mand Horatio Cook, som derved fik to tredjedele. Lionels tredjedel gav han til en bordelværtinde Madame Yvette Pivaut, der sendte den videre til sin bror Jacques Pivaut, der bor på en ret ukendt ø Raua-ua, fordi han formentlig ville have nemmere ved at få noget ud af en tredjepart til et urentabelt skib. Dette træk syntes Horatio overordentlig godt om. Nu er Horatio Cook død og hans tilbageværende tredjedel af Dawson Line blev testeret til Mary Hooper, udelukkende for at sætte lus i skindpelsen. Mary ønsker brændende at vise at en Hooper er bedre end en Cook, så hun vil få skibet til at give overskud ved at omdanne det til et eksotisk turistskib. Det er Albert Dawson og besætningen meget imod, så den vilde jagt går på den bestemmende tredjedel.
Hun sendte sin advokat Higginbottom ud for at lægge hånd på skibet, men han blev omvendt undervejs og løb af pladsen. Iøvrigt sammen med en kinesisk pige, Son Yong, også kaldet Mother China, som han nu er gift med. Son Yong lokker Higginbottom med på tur til Raua-ua.
Lionel - også kaldet Kaptajn Beton fordi han tidligere har været kaptajn på et betonskib - er en plattenslager, så han øjner chancen for at være med i jagten. Han platter sig frem til England og undervejs får han både penge, en amfibiebil og en hund kaldet Polonius, raget til sig. Lionel mangler det ene ben og Polonius mangler det halve af halen. Han er den første, der har talt Mary Hooper imod, og det forbløffer hende så meget at hun tør op og hun og Lionel bliver forelskede.
Han drager ud for at finde den manglende tredjedel og indgår kompagniskab med en bedemand Singh Singh, der har et velbalsameret lig med, som han bruger til at skjule smuglergods i. Singh hyrer Magnolia til at fragte en last med og Alfred accepterer selv om han lugter lunten.
Imens er Higginbottom og Mother China nået til Raua-ua og har fundet Old Jack, som Pivaut hedder på de kanter. Han lærer Higginbottom at flyve, hvilket denne har haft en ubændig trang til længe. Flyveturen går godt, men landingen koster en brækket arm. Imens når Lionel og Albert frem til Raua-ua og finder ud af at dokumentet er gået op i snus. Alt ender godt. Albert beholder sin elskede S/S Magnolia. Lionel og Mary ender sikkert med at gifte sig. Son Yong og Julius Higginbottom tager ud at sejle med Cunard linien og Polonius morer sig med Marys lille hund kaldet Lady Hamilton.
Jørn Riel har som sædvanligt spundet en ganske fornøjelig og ganske usandsynlig historie.
La Groenlandia sferzata dai venti e spazzata dalle tempeste nevose, è un luogo dove la natura esercita il suo dominio sull'uomo, perciò sotto la durezza di carattere dei cacciatori permane la convinzione che la vita è preziosa e degna di essere vissuta e val la pena impegnarsi nella sopravvivenza al ghiaccio e ai silenzi terribili rotti solo dall'infuriare delle tempeste, aiutandosi con litri di acquavite.
Este sitio utiliza cookies para ofrecer nuestros servicios, mejorar el rendimiento, análisis y (si no estás registrado) publicidad. Al usar LibraryThing reconoces que has leído y comprendido nuestros términos de servicio y política de privacidad. El uso del sitio y de los servicios está sujeto a estas políticas y términos.