Lisbeth Brun

I sommeren 1949 står Frode af det omrejsende tivolis karrusel. Det ligger der naturligvis en historie bag, men sammenhængen går kun gradvist op for læseren og for servitricen Ruth, der formår at fange den frie fugl ind. Sammen får de sønnen Tom, overtager et vaskeri og lever en på overfladen stille og roligt liv.

Nedenunder ulmer det selvfølge. Det lille samfund har også sine hemmeligheder. Hvad er det egentlig for nogle skrig, der kommer fra Fru Andersens hus om natten, og hvad er det enkefruerne på vejen dækker over? Det er det mysterium, der giver mindelser om Desperate Houswifes – og måske den hjemlige Lykkevej, men den har jeg kun set små brudstykker.

Familien har selvfølgelig også sine egne problemer. Tom leger kat og er mere optaget af fru Andersen og rengøringskonen Elsa end af at få kammerater, og da han opdager, at Frode står op om natten og sniger sig over i vaskeriet får han en mørk hemmelighed at holde på. Det emmer snart af undertrykt seksualitet og alternative livsstile, som der ikke just var den store accept af i samtiden.

Lisbeth Brun skriver om livet i provinsen i efterkrigstiden. Hun er usentimental, og der er bestemt ingen glorificering af ”de gode gamle dage”. Paradisets Have var lidt tung at komme i gang med, fordi indblikket i hverdagen næsten var for hverdagsagtigt, men bogen løfter sig efterhånden som vi kommer ind under huden på hovedpersonerne.… (más)

Vi er helt ude på landet oppe ved Limfjorden, ikke langt fra Løgstør. Da Marie ankommer til Villys gård, har hun allerede en lille dreng med sig og endnu et barn i maven. Hun skal være husholderske, og da Villy tilbyder en opgradering til kone siger hun ja. Også selvom betingelsen er, at hun bortadopterer det ufødte barn.

Historien udspiller sig fra starten af 1960’erne til slutningen af 1980’erne. Lisbeth Brun har fint genoplivet en verden og type kvindeskæbne, der både er tæt på og helt fremmed. Før 1970 var Maries historie helt almindelig, men hvis hun var født femten år senere, ville hun snarere være endt som selvbevidst enlig mor.

Det er et klart og fascinerende billede på den transformation som 1960’ernes velstand, opgraderingen af velfærdsstaten og kvindefrigørelsen påførte Danmark. Det er selvfølgelig også en skildring af en landbokultur, der hastigt var under afvikling i takt med, at landbruget kunne forsørge stadigt færre. Men lige netop den del er bedre skildret af Jens Smærup Sørensen og Hans Otto Jørgensen.

Det store drama er Maries historie. Tilsyneladende handler det mest om et kærlighedsløst ægteskab, som hun langsomt distancerer sig fra med et sekretærjob på skolen og en affære med læreren Holger. Men nedenunder lurer det store, unævnelig tab: Opgivelsen af barnet.

”Det er den måde, man skal tænke på. Ikke på det, man mister, men på det, man slipper for.” (90) Sådan tænker Marie på vej til fødestuen, men det er selvfølgelig bare en forfængelig drøm om at kunne styre udviklingen. Som titlen siger, så er i høj grad det, du mister, der ender med at fylde.

Er det skæbnen hun bliver indhentet af? Måske. Hun mener ganske vist, at hendes liv og hendes valg snarere har været styret af nødvendighed. Her udtrykt til vennen og arkitekten Holger:

”- Skæbnen eller en tilfældighed, var det ikke sådan, du sagde?
- Jo.
- Der er også det nødvendige. Det, som du bliver nødt til at gøre.
Han nikker.
- Nødvendigheden som princip. Måske er det det, jeg gør, når jeg tegner et hus. Helst vil jeg bare, at det bliver smukt, men folk skal også kunne bo der.” (100-101)

På den anden side er nødvendigheden vel bare en fin betegnelse for pragmatisme, og ingen kan undslippe deres samvittighed – uanset hvor rationelle valgene var.

”Det du mister” er en selvstændig fortsættelse af ”Vejs ende.” Den har jeg ikke læst, så det med den selvstændige fortsættelse må holde stik. Jeg havde nemlig ingen problemer med at læse romanen her. Lisbeth Brun skriver fint og indfølende om mennesker, der er til at genkende. Dramaet er måske ikke helt så udfoldet, som jeg kunne tænke mig, men det er en udmærket roman.… (más)

Der er flere gode noveller i Lisbeth Bruns Plan B, men det er som om, at de ikke rigtig vil sætte sig fast - i hvert fald i mit grødhoved.
Det er det hverdagsagtige og (mellem)menneskelige, der er i centrum i alle historierne, som ofte handler om de ting, de ligger under den umiddelbare overflade eller direkte holdes hemmelige. Den novelle, jeg nok selv bedst kan lide, er den allerførste Under bankkrisen, hvor syersken går i seng med skomageren ved julefrokosten, og dagen efter køber ind i Rema, hvor kæresten sidder ved kassen og fortæller om nattens hændelse, hvorefter hun betaler og går.
Men det er den og et par noveller til, som rigtig stikker ud. Ellers kan jeg ikke helt sætte ansigter på personerne eller synes ikke, at Lisbeth Brun kommer ordentligt til bunds i sine historier.… (más)