Manche Menschen scheinen die Gesetze von Natur aus in sich zu tragen. Sie lesen keine Bücher und haben doch eine Meinung, eine Überzeugung, eine Vorstellung davon, wie die Welt sein soll. Sie sind von der Richtigkeit ihrer Ansichten überzeugt und brauchen nirgendwo nachzuschlagen, wie sie über dies oder jenes zu denken haben. Ich begriff nicht, wie das möglich war.« In sieben Jahren begegnet die Ich-Erzählerin, eine junge Studentin, sieben Männern: dem Astrologen, dem Epileptiker, dem Philosophen, dem Priester, dem Physiker, dem Künstler und dem Psychiater. Sie begehrt an diesen Männern vor allem das Wissen, das sie befähigt, die Welt zu verstehen und zu beurteilen. Sie versucht die Gesetze, die sie sich für ihr Leben gewählt haben, zu ergründen, sucht nach dem, was Halt in einer unsicheren Welt geben kann.

A book off mtbr that I read after a long hesitation. Well, listened to actually. The paper copy went on a journey a while ago.
This kind of books (can it be put into a category then?) is normally not the kind that I enjoy reading very much. The kind that I don't even expect to finish reading. But, much to my astonishment, I found it interesting enough to read. It wasn't 'nice', but it was intriguing. I don't think I understood everything, but I don't have a problem with that. ( )

I found Connie Palmen's novel "The Laws" to be rather boring.

I know from the book jacket that our narrator Marie is on a journey of self-discovery by learning more about herself through a series of men she meets. The men are fairly dull people that she generally doesn't like all that much, but she continues to see them anyway. I never really figured out what she was learning about herself -- other than the fact she associates with boring men. ( )

Palmens debutroman fra 1991 er blevet en international bestseller, og jeg har simpelthen svært ved at se hvorfor. Jeg har faktisk lidt den der trang til at kigge mig over skulderen for at se, om det hele er et stort opsat nummer, og jeg snart kan se frem til to minutters berømmelse i skjult kamera. Eller også har jeg bare ikke fanget pointen i romanen.

Altså, det er jo ikke en decideret ringe bog. Den filosofistuderende Marie Deniet fortæller om sit liv i Amsterdam, hvor hun møder syv forskellige mænd med hver deres syn på verden. Astrologen, epileptikeren, filosoffen mv. er interessante for den videbegærlige kvinde, der søger indsigt i de love, der styrer vores tilværelse. Er det fjerne planeter? Eller er det en mystisk sygdom dybt i bevidstheden, der pludselig overtager kontrollen?

Mulighederne er mange, men ingen af dem er interessante. Mændene og deres livssyn fremstilles ikke tydeligt nok til at deres modsatrettede syn på tilværelsen for alvor foldes ud som radikalt forskellige bud på at skabe mening. De forbliver postulater, der dækker over en deres fælles ensomhed og søgen efter fællesskab og nærvær sammen med Marie.

Hendes videbegærlighed lyser heller ikke ud af siderne. Hun bliver aldrig en troværdig karakter, men forbliver en litterær konstruktion, der som forfatterens alter ego skal binde mændene og de filosofiske pointer sammen.

Romanen var kort sagt en skuffelse. Ikke fordi den er dårligt skrevet, men fordi den var kedelig. ( )

Na lange tijd dit boek weer opnieuw gelezen. Ik was minder onder de indruk dan de eerste keer. Het boek is goed geschreven, maar bij het herlezen vallen mij toch een aantal inconsistenties op die een beetje storen. De hoofdpersoon heeft duidelijk een drang om te schrijven, maar moet nog veel leren. En ze is op zoek naar de ideale man. Als ze een idool heeft gevonden brokkelt hij voor haar ogen uit elkaar. Tot de laatste verschijnt die haar vermorzelt. ( )