Flere gange under læsningen greb jeg mig selv i at tænke, at det simpelthen ikke kunne være rigtigt. Det kunne ikke passe, at forældre så koldt sagde de ting til deres barn, som Leonora Christina Skovs forældre gang på gang siger til hende. Bogen er selvfølgelig en roman, så der er givetvis også andre sider af historien, men selv inden for dens egen logik er det voldsomt.

Bogen åbner med moderens død efter mange år med kræft. Som familiens eneste barn er Leonora selvfølgelig ved hendes side, mens hendes ægtefælle Annette venter et stykke derfra. Forældrene – og i særlig grad moderen – har nemlig aldrig accepteret, at Leonoa som 21-årig er sprunget ud som lesbisk, og fornægtelsen er så vedholdende, at moderen aldrig taler til hendes kærester eller accepterer, at de kommer på besøg i hjemmet. Ikke nok med det: Forældrene er helt enige om, at brystkræft er en psykisk betinget sygdom, og at det er datterens ”beslutning” om at blive lesbisk, der har udløst den.

Det lyder jo som det glade vanvid, men egentlig er det endnu mere skørt, at de godt kan være sammen og spise frokost med Leonara, så længe hun fortier sit virkelige liv som forfatter, feminist og lesbisk. De kan uden videre gå fra voldsomme beskyldninger og udsagn til rugbrød med koldrøget laks og laden som ingenting. Altså, det fænomen findes jo i alle familier. Man kan ikke sidde med sine mest rå følelser uden på tøjet hele tiden, men graden er ekstrem.

Familien Skov bor i Helsinge, hvor datteren Christina både er en kilde til sorg og en evig genstand for forældrenes ambitioner. Det gøres klart, at moderen led af en voldsom og ubehandlet fødselsdepression, og meget tyder på, at hendes psykiske problemer også gik længere tilbage. Selvom forældrene aldrig anerkender, at moderen er psykisk syg, så taler de hyppigt om, at hun er ked af det, og de er ikke blege for at pege på datteren som grunden til det.

Det siger sig selv, at en sådan opvækst er hård kost. Den lille Christina – fornavnet Leonara tager hun først, da hun som voksen kraftfuldt og beundringsværdigt tager magten over sit eget liv – bliver pacet frem i skolen, og bøgernes verden bliver tidligt et tilflugtssted for hende. De få mennesker, som hun knytter sig til under opvæksten som f.eks. dagplejeren Ellinor, mister hun undervejs.

Alligevel klarer hun sig igennem. Der er gode venner, hun klarer sig godt i gymnasiet, og bagefter er det direkte videre på universitetet, så der langt om længe er en anledning til at flytte væk fra forældrene og ind til storbyen, hvor hun endelig kan være anonym og begynde at forme sin egen tilværelse. Flytningen sker inden hun fuldt ud anerkender, at hun lesbisk, så oprøret og trangen til at komme væk handler ikke om forældrenes manglende evne til at acceptere hendes seksualitet, men det gør konflikten meget voldsommere, så hun i en årrække stort set kun har kontakt med dem gennem mormoren.

Gennem hele bogen er det tydeligt, at det er moderen, der har magten i familien, som hun styrer med sine grådanfald og sin skyldspålæggelse. Det lykkes aldrig forfatteren at afdække hvorfor, så moderen forbliver et mysterium og på sin vis lidt af en stakkel. Faderen træder tydeligere frem, men han virker endnu mere umenneskelig. Da moderen først er væk, er han klar til at se Annette – så måske har han bare aldrig turdet tage opgøret med moderen? - og når han bliver spurgt, siger han lige ud, at han har valgt moderen frem for datteren, som han vurderede bedre i stand til at tage vare på sig selv. En ting er at gøre det, noget andet at sige det direkte til datteren og tydeligvis mene, at det faktisk er helt fornuftigt.

Omdrejningspunktet i ”Den, der lever stille” er selvfølgelig forholdet til familien, men det havde været for meget af det gode, hvis romanen kun handlede om det. Heldigvis er det også en fortælling om en ung kvindes drømme, om hendes kamp for at finde fodfæste i tilværelsen, det feministiske miljø omkring årtusindskiftet og meget mere. Det er kort sagt en blotlæggelse af en urimelig relation til forældre, der lægger alt for meget på hendes skuldre, men det er også en håbefuld historie om at overvinde modstand og skabe sig det liv, man har drømt om. ( )

Meget gribende og flot skrevet fortælling on forfatterens opvækst og udvikling i en dysfunktionel familie. Hendes udvikling som lesbisk og hendes forhold til forøldrene og mormoderen er et drama af dimensioner. ( )