Bogen indeholder en samling breve skrevet af fru Z til Prinsen af Mogadonien, gift med regenten i riget, der har navn efter det gamle, stærke sovemiddel. Fruen selv, der er placeret uden for tiden, betegner sig som skribløse og offentligt fruentimmer, og fra hendes skrivebord udgår med jævne mellemrum en epistel, der rummer en kommentar til tingenes tilstand. Hun er en dame, der ud fra et 'gammeldags' humanistisk grundsyn går i rette med tiden, og hun har sine meningers mod: Vi lever i en forfaldskultur, i en medialiseringens tidsalder med pøbelvælde, i et samfund uden en kulturel overklasse, uden intellegentsia, elitær kunst og kritik. Fru Z beskriver tidens middelmådighed, men hun gør det uden vrede og afsky, men i stor undren og med den medlidenhed, hun mener den fortjener. Hun ønsker en bedre verden, og forbedringen skal ske ved politiske reformer, økonomisk ansvarlighed, litterær dannelse og gode manerer. Brevene er ét langt forsvar for kunsten, der taler til den indre prins i enhver læser, og som meget gerne skal stå i modsætning til den mediekommunikation, der taler til de laveste instinkter. Brevene, der er skrevet over nogle år og ofte kommenterer aktuelle begivenheder, er veloplagte, snertende, livlige, morsomme, skrevet på et stort overskud, selv om de i lange passager er triste i deres indhold. De virker henkastede, men er gennemreflekterede. De er tilsammen én stor klage- og opsang til landet Mogadonien, der har så uendelig mange ligheder med Danmark. Landet sover. Fru Z vil gerne vække det. I form af fiktive breve til Prinsen af Mogadonien fortælles om det danske riges tilstand, der ikke er god. Ånd, dannelse, sprog og humanisme skranter, og kunst og demokrati har trange kår.