Nikolaj Zeuthen

Stefan Bak Dalgaard er en midaldrende forfatter, der har haft en vis succes med sine første udgivelser og bor på Frederiksberg med konen Nete og tre børn. Det er et godt liv, men da legaterne slipper op, begynder tilværelsen at falde fra hinanden. Den selvstændige intellektuelle reduceres til en selvoptaget mand, der ikke kan leve op til omgivelsernes forventninger til ham – og slet ikke til sine egne. Bogen har undertitlen ”En prekær komedie” men egentlig er der ikke så meget at grine af.

Da vi møder Stefan er han sindbilledet på den moderne mand: Mens Nete sørger for den stabile indtægt som leder af en daginstitution i Rødovre, så er han forfatter og hjemmegående husfar. Indtil videre har han også sørget for sin del af indtægten, men en del af prekariatets vilkår er jo, at ansættelser er kortvarige og fremtiden usikker. Det gælder endnu mere som forfatter, hvor det er ok at leve på en sten for en tid, og hvor unge talenter belønnes med legater de første år – men hvor det i længden er svært at holde den økonomiske næse over vandet, hvis man ikke formår at rykke fra talent til forfatter med succes.

Umiddelbart er det dog ikke pengene, der er Stefans problem. Han er mere optaget af, at parforholdet kører på rutinen, og der skal ikke graves særlig dybt for at se, at han faktisk har det svært med sin rolle som hjemmearbejdende husfar. Når de er sammen med venner i mere traditionelle job, har han travlt med at hævde sig. For ham er valutaen tid og nærvær med børnene, men han tror ikke rigtigt på den.

Problemerne accelererer, da han opdager, at han alligevel ikke kan gå fra legat til dagpenge. Pludselig truer indtægten med at falde helt væk, og samtidig er hans litterære karriere ved at fade ud. Hans forlægger Kalle har fået andre forfattere i stalden – bl.a. Lauterbach, en nyopdaget økodigter i pagt med de mest moderne litterære tendenser – og da Stefan møder Christian, en gammel bekendt fra studiet, og bliver rodet ind i et ”Innobooster” projekt, der hedder Stresskompagniet, går det for alvor ned af bakke.

I stedet for at arbejde bruger han formiddagene på at svindle sig til dyrekort fra Føtex, som børnene og især den nervøse Sigrid samler lidenskabeligt på. Han bevilger også sig selv flere og flere fornøjelser væk fra hjemmet – det har han ligesom ret til – og efter en helt igennem forfærdelig workshop i Birkerød ender en bytur i sengen hos en ung kvinde. Snart er det en affære, som både rummer håb om en ny begyndelse og endnu flere krav, som han ikke kan leve op til.

Som læser har man lyst til at ruske op i Stefan og sige, at han skal tage sig sammen og sætte pris på sin usandsynligt forstående kone og de mange mennesker omkring ham, der faktisk vil ham det bedste. Selv den irriterende svigermor Knirke er jo i virkeligheden pavestolt af at have en forfatter i familien – hun er lidenskabelig Politiken-læser – men det hjælper ikke, for den person, der for alvor mangler tro på Stefan, er Stefan selv.

Theis Ørntoft kritiserede for nylig danske forfattere for at bruge alt for meget energi på velfærdsborgernes små problemer og for lidt på tidens globale udfordringer. Den kritik kan man også rette mod Zeuthens bog, men det behøver jo ikke at være et enten eller. Nikolaj Zeuthen skriver, så man tydeligt kan se Stefan for sig, og selvom man uundgåeligt krummer tæer over mange af hans valg, så kunne jeg både genkende og forstå ham. Det er ikke så ringe.… (más)