Palle Schmidt

Jeg har tidligere læst et par bøger fra Palle Schmidts hånd, og man må sige, at han forstår at rendyrke sit udtryk. Både Blodets konkubine og Skyggen af bevis foregår i et udefineret, vestligt storbymiljø, hvor politifolk og kriminelle i stigende grad smelter sammen i en voldelig underverden.

Sådan er det også i Stiletto, hvor to betjente bliver myrdet på et hotel, mens de bevogter et vigtigt vidne. To betjente bliver sat på sagen: Den rutinerede Maynard og den unge Alphonse, og de får direkte besked på at holde kortene tæt ind til kroppen. Der er en læk i afdelingen – kaldet Stiletto – som har givet adressen videre til morderne, og som selvfølgelig ikke må få nys om efterforskningen.

Snart kastes de to betjente ind i en labyrint af korruption, hvor der er færre og færre at stole på. Det lykkes dem alligevel at få fat i lejemorderen fra hotellet, men da de er lige på nippet til at åbne hele sagen op, tager historien en ny drejning. Snart følger vi en desperat jagt gennem byen, hvor problemerne konstant bliver større. Noget kan man skyde sig ud af, men det giver bare nye udfordringer, for hvordan slipper man af med ligene?

Schmidt holder sig som sagt stramt til noir-genren, og det er både godt og skidt. Tegningerne er mørke og med få farvetoner, hvilket er med til at bygge stemningen op. Problemet er, at man har en fornemmelse af at have set det hele før. Et markant plottwist midt i bogen skaber ny dynamik, men det opvejes lidt af slutningen, hvor omfanget af korruption bliver så stort, at troværdigheden ryger.… (más)

Jeg har tidligere anmeldt Schmidts ’Skyggen af bevis’, der med sine små 30 sider fra gangsterverdenen tager sig ud som et forstudie til ’Blodets Konkubine’. Her er det endelig plads til at folde hele universet af barske lejemordere, livstrætte politimænd, brugte ludere og smådumme håndlangere ud.

Titlen henviser til et myteomspændt narkotisk stof, som alle i underverdenen drømmer om at få fingre i. Den aldrende lejemorder Jean-Luc og hans unge partner Linda hyres til at stjæle sendingen, men da de efterfølgende skal overdrage den til bagmændene, går alting helt galt.

Snart er de på desperat flugt fra rivaliserende bander, og mens Jean-Luc i virkeligheden helst vil slippe ud af kattepinen i fred og fordragelighed er Linda et brusehoved, der drømmer om at score kassen og ikke er bange for trække blankt mod alt og alle. Det skal gå galt, og det gør det så.

Palle Schmidt skriver selv i efterordet, at tegneseriens by bevidst er globaliseret og derfor stykket sammen af elementer fra europæiske storbyer, mens Peter Snejberg i forordet kalder det en dansk Sin City. Det sidste er en stor ros, men det peger efter min mening også på seriens problem. Den er veltegnet og velfortalt, men der er intet nyt under solen. Man kender personerne, og jeg syntes jeg havde set historien mange gange før. (Det bedste aspekt var faktisk Latour, en hårdt presset og derfor irrationel gangsterboss. Han var original.)… (más)