Peter Poulsen

Jeg har fulgt Peter Poulsen fra sidelinjen i mange år. Det startede i gymnasiet, hvor vi læste digte af ham i dansk, og hvor han var på besøg som foredragsholder på et tidspunkt. Da jeg faldt over romanen Ballader skal synges langsomt på bogudsalg, var det et af mine bedste køb, og jeg stødte ind i ham igen, da jeg læste Fernando Pessoa, som Poulsen har oversat fra portugisisk. Men jeg har ikke fået læst meget af hans poesi, så det var en behagelig overraskelse at finde hans digtsamling fra 2015 som slagtilbud på Bogforum.

Aflytning af stilheden er en moden digters værk. Der virker ikke til at være mange formeksperimenter eller noget ønske om at skille sig voldsomt ud for at blive set og anerkendt i det litterære miljø. I stedet er det en samling digte, der udspringer af forfatterens dagligliv, der båder byder på smukke naturoplevelser, iagttagelser af tidens gang, lidt vrede over politikkens tilstand og vemodig hyldest til venner, der falder bort. Det første digt ”Stilhedens hus” er således en hyldest til den svenske kunstner Britta Reich Eriksson, og der er et digt tilegnet den polsk-danske digter Janina Katz, som døde i 2013.

I ”Guided tour” vender forfatteren tilbage til barndommens kvarter, hvor meget er forandret, og ikke alt til det bedre:

”Her lå vores bibliotek.
I dag er der fitnesscenter derinde,
fede borgere sveder på rækker,
hvor romanerne engang
stod skulder ved skulder.” (s. 50)

Det er svært at skrive erindring og forandring uden at blive nostalgisk, men det er egentlig ikke grundtonen i digtene. Det er mere en konstatering af de mange forandringer og det anderledes (og måske lidt fremmede) liv, der nu leves.

Ofte krydser tid og natur i digtene, som her i ”Remis”:

”Havet har travlt med sine bølger.
Jeg sidder med min kryds og tværs
Hvem af os bliver færdig først?

Det var overskyet i nat,
men her til morgen er det klaret op,
og et par solstriber dvæler lidt
ved titlerne på bogreolen,
ser kort på udvalgte billeder,
strejfer den endnu uløst kryds og tværs
og den gule blyant,
som ligger på bordet.

Havet arbejder stadig
med sine bølger.” (s. 80)

Det er muligt, at digteren bliver først færdig med sin kryds og tværs, men i det lange løb betyder det ikke så meget. Havets tid er uendelig, og bølgerne vil slå ind på stranden længe efter, at vi er borte.

Med tanke på bogens titel er det ikke overraskende, at stilheden og dens modsætning, lyden, flere gange tematiseres i samlingen. Alt kan være stille, men som det konstateres et sted, er intet så stille som sne, i hvert fald ikke i vores tanker. Det kommer fuldt til udtryk i det meget smukke digt ”Det kunne blive vinter i nat”:

”Et sted deroppe løsnes det første snefnug,
Så følger det næste,
det næste
det næste.
Tyste og fredfyldte
daler de ned
gennem mørke og stilhed.” (s. 37)

Hvorfor er der gået så længe, siden jeg sidst sad med en Peter Poulsen bog mellem hænderne? Sandheden er jo, at der er flere bøger derude, end vi kan nå at læse. Sådan bliver det ved med at være, men jeg tror ikke, at der skal gå lige så lang tid til mit næste møde med den sikre og tankefulde poet. Det var en fornøjelse at læse Aflytning af stilheden en fredag aften, mens lyden af køkkenurets tikken var det eneste, der markerede tidens gang.… (más)