Asta Olivia Nordenhof
Autor de Penge på lommen
Obras de Asta Olivia Nordenhof
Etiquetado
Conocimiento común
Miembros
Reseñas
Så er jeg færdig. Og så kan jeg lære det. Som mand - og dermed færdig, siger hun. Som skatteyder - og dermed færdig, sagde hun. Heldigvis ikke slagter med en slagtekniv pegende i min retning, og heller ikke et svin med lort i min mund. Men tæt på. Og tæt på at bo i Gentofte, ikke geografisk, mentalt. Hun er fantastisk, trods truslerne mod mig og min slags. Mænd. Skatteydere. Slagtere. Fra Gentofte. Næsten. Jeg er efter sigende, af Asta O, tæt på at være færdig. Hun kommer efter mig, det ved jeg. Det står der. Det har jeg læst og gyst over nu i flere bøger. Helt færdig. Det er ikke en sygdom, det er en trussel. Skrev AO.
Og jeg kan frygtelig godt lide (lide) at læse hendes bøger. Digtene, den første bog i Scandinavian Star-septetten og nu anden bog, denne Djævelbog. Alt er godt. Sådan ser det ud. Sådan synes jeg om det, jeg læser. Godt. Vildt godt. Vid dette! Djævlebogen er god, selv for mig, mand, skatteyder ...
Jeg hørte for anden gang Asta O Nordenhof, forfatteren til det hele, truersken, djævlen, hævneren, the manslaughter, læse op fra bogen denne, ved et litteraturvenue i sidste uge. Vid dette! Hun er god til at læse op. Også det. Og hun ser ikke særlig farlig ud. Nærmest sart og sød og smuk. Men djævlen ligger i detaljen. Sart og sød og smuk, hvis man overhovedet kan tillade sig at skrive sådan, these days. Men hey. Jeg er alligevel som mand, svin, rig, etc. dødsdømt i den kommende revolution med hende O på barrikaderne med sin slagtekniv svingende mod mig. Jeg er på dødslisten.
Det sidste mandepip inden skafottet: Kan kvindebødlen mon vente bare til jeg fået læst noget mere Asta O? Fx de næste, sidste fem bøger i septologien. Og gerne mere. Tak… (más)
Og jeg kan frygtelig godt lide (lide) at læse hendes bøger. Digtene, den første bog i Scandinavian Star-septetten og nu anden bog, denne Djævelbog. Alt er godt. Sådan ser det ud. Sådan synes jeg om det, jeg læser. Godt. Vildt godt. Vid dette! Djævlebogen er god, selv for mig, mand, skatteyder ...
Jeg hørte for anden gang Asta O Nordenhof, forfatteren til det hele, truersken, djævlen, hævneren, the manslaughter, læse op fra bogen denne, ved et litteraturvenue i sidste uge. Vid dette! Hun er god til at læse op. Også det. Og hun ser ikke særlig farlig ud. Nærmest sart og sød og smuk. Men djævlen ligger i detaljen. Sart og sød og smuk, hvis man overhovedet kan tillade sig at skrive sådan, these days. Men hey. Jeg er alligevel som mand, svin, rig, etc. dødsdømt i den kommende revolution med hende O på barrikaderne med sin slagtekniv svingende mod mig. Jeg er på dødslisten.
Det sidste mandepip inden skafottet: Kan kvindebødlen mon vente bare til jeg fået læst noget mere Asta O? Fx de næste, sidste fem bøger i septologien. Og gerne mere. Tak… (más)
1 
Tonny | otra reseña | Sep 2, 2023 |
Tonny | otra reseña | Sep 2, 2023 | 
Rating: 3.5* of five
I've said multiple times in various places that I continue to challenge my reading preferences to prevent them from becoming insurmountable prejudices. I keep trying different, sometimes well-known and other times unknown, YA novels,comic books graphic novels, and even *shudder* poetry *retch*.
I got this PDF from Open Letter, for which I thank them very kindly; until last week, I had no way to read it because I was solely in the Kindleverse. Then I got...hosanna in the highest!...a Galaxy Tab so I could spread the wear on my laptop out a bit. (GREAT for streaming!) It made reading this slim, bilingual edition of Danish poet Asta Olivia Nordenhof's very, very weird poems a breeze.
What was not a breeze was trying to figure out what the hell the poet's talking about:
No, I didn't remove or forget punctuation; no, I didn't deliberately add spaces or line-breaks; this is how the PDF presented itself to me. I swear to you that, in my quest not to die above the neck before I do below it, I am not looking for examples to confirm my biases...I accepted this offer of a PDF because I'd never heard of the poet in any capacity and knew absolutely nothing about her.
What the actual fuck is she talking about there?! Her abused mother? Okay, I get that; but unless I'm utterly insensible to poetry, that is far from all she's talking about...is it? isn't it? gawd I want an elderberry, where's the jam.
So far, so bad.
But then I hit something that made me squirm, flinch, and regard the page with new, and increasing respect:
It's excerpted from a longer poem. I was ready to just write off my reading experience, despite the fact that I'm quite fond of several poets (hi Sven!) and would never, ever go out of my way to hurt them, as just another dreary exercise in obfuscatory self-gratification before my befuddled old-man eyes. That poem, especially that fragment of it, in such simple and direct language (kudos to you, Translator Nied), bashes the snot out of complacent and dismissive attitudes towards the lived experiences of others. The poet's choice of her tenuous connection's demand for sharing a reality no one else in his life, confined to a narrow and solitary space, would ever once think of requesting. I don't think anyone accepted it, either. But the urgency of the demand...it is like being slapped backhand by a bigger, stronger person, and done with real rage...outrage, is there a superlative I don't know about? I need it.
Moseying on through the Danishness of the alternating pages, I was utterly and finally transfixed:
So. Yeah. This is why I don't watch TV. I binge on shows via streaming services when I'm already sure they don't use women/queers/children/Black folks as victims, or if they do, it's reparatively handled (revenge stories satisfy me). This is why most "thrillers" are off my list. I really, really don't want that imagery in my head...and here's a poet, of all people (sorry Jean), boiling my angry disgust into two viciously stabby lines:
Exactly. And this, my olds, is why I continue to challenge myself to read genres I dislike. There is, not always but often, something to take away the curse of isolation from solitude.… (más)
I've said multiple times in various places that I continue to challenge my reading preferences to prevent them from becoming insurmountable prejudices. I keep trying different, sometimes well-known and other times unknown, YA novels,
I got this PDF from Open Letter, for which I thank them very kindly; until last week, I had no way to read it because I was solely in the Kindleverse. Then I got...hosanna in the highest!...a Galaxy Tab so I could spread the wear on my laptop out a bit. (GREAT for streaming!) It made reading this slim, bilingual edition of Danish poet Asta Olivia Nordenhof's very, very weird poems a breeze.
What was not a breeze was trying to figure out what the hell the poet's talking about:
on the way to the ocean, we pick elderberries
all the love i have can fit in an elderberry
someone should have taken away her meekness
my mother
i should have said:
no one has the right to destroy you
all those fuckheads
youre meticulous with your makeup before we leave for the school program
forget it
just forget it
theres no reason to be kind to anyone unkind
forget it
no one has the right to demand that you be kind to the unkind
No, I didn't remove or forget punctuation; no, I didn't deliberately add spaces or line-breaks; this is how the PDF presented itself to me. I swear to you that, in my quest not to die above the neck before I do below it, I am not looking for examples to confirm my biases...I accepted this offer of a PDF because I'd never heard of the poet in any capacity and knew absolutely nothing about her.
What the actual fuck is she talking about there?! Her abused mother? Okay, I get that; but unless I'm utterly insensible to poetry, that is far from all she's talking about...is it? isn't it? gawd I want an elderberry, where's the jam.
So far, so bad.
But then I hit something that made me squirm, flinch, and regard the page with new, and increasing respect:
thomas, his room is small, he has to sit on the edge of the bed
hes just home from iraq
he asks us to smell the sweater he was wearing when he was shot
id rather not have to look at hi. id rather not have to look at you
when we head home dulled by menthol-licorice vodka
tomorrow too we will wake up and be witnesses. helpful. silent
on the way down to the drugstore to buy hair dye.
It's excerpted from a longer poem. I was ready to just write off my reading experience, despite the fact that I'm quite fond of several poets (hi Sven!) and would never, ever go out of my way to hurt them, as just another dreary exercise in obfuscatory self-gratification before my befuddled old-man eyes. That poem, especially that fragment of it, in such simple and direct language (kudos to you, Translator Nied), bashes the snot out of complacent and dismissive attitudes towards the lived experiences of others. The poet's choice of her tenuous connection's demand for sharing a reality no one else in his life, confined to a narrow and solitary space, would ever once think of requesting. I don't think anyone accepted it, either. But the urgency of the demand...it is like being slapped backhand by a bigger, stronger person, and done with real rage...outrage, is there a superlative I don't know about? I need it.
Moseying on through the Danishness of the alternating pages, I was utterly and finally transfixed:
so we sit at home seeing dead women
maybe hanged in the attic with barbed wire, maybe drenched in honey
then people have to hurry and find the creep who did it before he kills
another woman
and drenches her in honey and has sex with her post-mortem
what the fucks going on
better for people who grew up with violence and sex to turn themselves
into saints and be killed
that way, than for all of us jointly to take on the deeply entrenched
hatred of women
crime shows get off too easy
everyone gets off too easy
So. Yeah. This is why I don't watch TV. I binge on shows via streaming services when I'm already sure they don't use women/queers/children/Black folks as victims, or if they do, it's reparatively handled (revenge stories satisfy me). This is why most "thrillers" are off my list. I really, really don't want that imagery in my head...and here's a poet, of all people (sorry Jean), boiling my angry disgust into two viciously stabby lines:
crime shows get off too easy
everyone gets off too easy
Exactly. And this, my olds, is why I continue to challenge myself to read genres I dislike. There is, not always but often, something to take away the curse of isolation from solitude.… (más)
Nordenhof slog igennem som lyriker med den fine digtsamling det nemme og det ensomme fra 2013. Nu er hun så tilbage med sin første roman, der oven i købet er tænkt som en første del af en planlagt septologi (altså syv bind) med katastrofen på Scandinavian Star som omdrejningspunkt.
Nordenhof er en forfatter, der gerne blander sig i både den litterære debat og i samfundsdebatten generelt, og det engagement tager hun med ind i det nye romanprojekt. Det har fået flere anmeldere til at kritisere hende for at forplumre sit litterære værk med banal kapitalismekritik. Der er endda indsat et særligt kapitel midt i romanen, hvor de mildest talt rodede ejerforhold omkring Scandinavian Star gennemgås, og det konstateres, at katastrofen – tilsigtet eller ej – var en logisk konsekvens af systemet. Jeg er sådan set enig i, at det er for letkøbt. Postulatet om, at katastrofen udtrykker kernen i det kapitalistiske system fremfor at være udtryk for kriminelt misbrug af systemet, forbliver netop kun et postulat, og fortællingen om Maggie og Kurt ville fungere lige så godt, hvis den del ikke var med.
Det var i hvert fald min første vurdering, men jeg har alligevel tænkt mere over det, de sidste par dage. For i afvisningen ligger jo også et bestemt syn på, hvor meget man skal vide for at kunne udtale sig om vores samfund. Er det rimeligt? Alle samfund har deres skyggesider, og det må man vel kunne kritisere uden at skulle afkræves svar på alle sammenhænge? Må man ikke også tage den slags med, hvis man støtter Brandes’ tanke om, at litteraturen i hvert fald nogle gange skal sætte væsentlige emner under debat?
Ved siden at kapitalismekapitlet er der generelt et interessant forhold mellem forfatteren (eller i hvert fald fortællerstemmen) og personerne. I første kapitel følger vi, hvordan forfatteren/fortælleren nærmest ser et spøgelse uden for Nyborg og forfølges af synet, indtil hun finder en gammel gård, hvor romanens hovedpersoner har boet. Det er et fint billede på et intimt forhold mellem forfatteren og hendes personer, og flere steder i løbet af romanen træder fortællerjeget frem og giver sig til kende.
I virkeligheden er det synd at bruge så lang en indledning på at tale om romanens form, for første og fremmest er bogen et indfølt portræt af to sårbare mennesker, der sårer hinanden dybt og alligevel bliver hinandens redning. De er begge født lige før eller i starten af besættelsen, og begge har haft en barsk opvækst. Maggie bliver smidt ud hjemmefra, da hun er 14, og hun indleder snart en tilværelse, hvor hun lever af mænd og selvbevidst bytter seksuelle ydelser for husly og fornøjelser. Maggie er selv klar over, at hun aldrig vil kunne varetage et normalt arbejde – når hun forsøger, bliver hun hurtigt fyret igen, fordi hun hverken kan indordne sig under chefer eller systemer – men hun har stadig en værdighed omkring, hvordan hun lever sit liv. Det er først, da Kurt kalder hende ’luder’, at hun bliver ramt.
Kurt er på overfladen lidt mere velfungerende. Efter et par forliste ægteskaber møder han Maggie i København, og hun og datteren Sofie bliver det anker, han har brug for. Da vi møder dem i slutningen af 1980’erne, har han banket en lille vognmandsvirksomhed med et par busser og et par ansatte op. Det administrative bryder han sig ikke om, og det er en overvindelse, hver gang han tager telefonen og taler med kunderne. Overskuddet er han lige ved at sy ind i madrassen, men han bliver i stedet lokket til at investere i Vognmandsruten – og det er så forbindelsen mellem romanens hovedpersoner og seriens samlende tema.
Nordenhofs personer er svære ikke at holde af, for man kommer helt ind under huden på dem, men de kan også være svære at tro på. Hvordan kan Maggies og Kurts forhold til hinanden få så forskelligt udtryk fra kapitel til kapitel? Hvordan kan datteren Sofie blive så et så helstøbt individ, når familien tilsyneladende er så dysfunktionel? Og er det virkelig nødvendigt at udstyre Kurt med en offerhistorie, der ikke bare omfatter tab af forældrene men også en frygtelig fortælling om hans første barn, som han må bortadoptere?
Det bliver lidt for meget, men det meste kan reddes hjem af sproget, som det er svært ikke at lade sig forføre af. Her et eksempel fra Maggies rejse til Rom:
”Så kører toget ind på Termini, og hun får en stor følelse af orange, som hun bærer med sig ind i ankomsthallen, og midt i vrimlen føler hun, at livet er meget let, der skal ikke mere til end at sætte sig i bevægelse, ud i gaderne. På de første fire hoteller er personalet alt for professionelt, men på den femte mærker hun med det samme, at portieren kan forføres.” (s. 46)
En stor følelse af organge? Jeg aner ikke hvorfor, men i sammenhængen giver det perfekt mening. Og bevægelsen til gaderne, til hotellet og til den måde Maggie har tænkt sig at klare sig igennem føles både ubesværet og logisk.
Penge på lommen er først og fremmest en fin roman om Kurt og Maggie og deres forhold, der både er umuligt og smukt. Dét, og så sproget, er grund nok til at læse bogen. Hvorvidt den store ambition også lykkes, er det for tidligt at sige, men det bliver interessant at følge.… (más)
Nordenhof er en forfatter, der gerne blander sig i både den litterære debat og i samfundsdebatten generelt, og det engagement tager hun med ind i det nye romanprojekt. Det har fået flere anmeldere til at kritisere hende for at forplumre sit litterære værk med banal kapitalismekritik. Der er endda indsat et særligt kapitel midt i romanen, hvor de mildest talt rodede ejerforhold omkring Scandinavian Star gennemgås, og det konstateres, at katastrofen – tilsigtet eller ej – var en logisk konsekvens af systemet. Jeg er sådan set enig i, at det er for letkøbt. Postulatet om, at katastrofen udtrykker kernen i det kapitalistiske system fremfor at være udtryk for kriminelt misbrug af systemet, forbliver netop kun et postulat, og fortællingen om Maggie og Kurt ville fungere lige så godt, hvis den del ikke var med.
Det var i hvert fald min første vurdering, men jeg har alligevel tænkt mere over det, de sidste par dage. For i afvisningen ligger jo også et bestemt syn på, hvor meget man skal vide for at kunne udtale sig om vores samfund. Er det rimeligt? Alle samfund har deres skyggesider, og det må man vel kunne kritisere uden at skulle afkræves svar på alle sammenhænge? Må man ikke også tage den slags med, hvis man støtter Brandes’ tanke om, at litteraturen i hvert fald nogle gange skal sætte væsentlige emner under debat?
Ved siden at kapitalismekapitlet er der generelt et interessant forhold mellem forfatteren (eller i hvert fald fortællerstemmen) og personerne. I første kapitel følger vi, hvordan forfatteren/fortælleren nærmest ser et spøgelse uden for Nyborg og forfølges af synet, indtil hun finder en gammel gård, hvor romanens hovedpersoner har boet. Det er et fint billede på et intimt forhold mellem forfatteren og hendes personer, og flere steder i løbet af romanen træder fortællerjeget frem og giver sig til kende.
I virkeligheden er det synd at bruge så lang en indledning på at tale om romanens form, for første og fremmest er bogen et indfølt portræt af to sårbare mennesker, der sårer hinanden dybt og alligevel bliver hinandens redning. De er begge født lige før eller i starten af besættelsen, og begge har haft en barsk opvækst. Maggie bliver smidt ud hjemmefra, da hun er 14, og hun indleder snart en tilværelse, hvor hun lever af mænd og selvbevidst bytter seksuelle ydelser for husly og fornøjelser. Maggie er selv klar over, at hun aldrig vil kunne varetage et normalt arbejde – når hun forsøger, bliver hun hurtigt fyret igen, fordi hun hverken kan indordne sig under chefer eller systemer – men hun har stadig en værdighed omkring, hvordan hun lever sit liv. Det er først, da Kurt kalder hende ’luder’, at hun bliver ramt.
Kurt er på overfladen lidt mere velfungerende. Efter et par forliste ægteskaber møder han Maggie i København, og hun og datteren Sofie bliver det anker, han har brug for. Da vi møder dem i slutningen af 1980’erne, har han banket en lille vognmandsvirksomhed med et par busser og et par ansatte op. Det administrative bryder han sig ikke om, og det er en overvindelse, hver gang han tager telefonen og taler med kunderne. Overskuddet er han lige ved at sy ind i madrassen, men han bliver i stedet lokket til at investere i Vognmandsruten – og det er så forbindelsen mellem romanens hovedpersoner og seriens samlende tema.
Nordenhofs personer er svære ikke at holde af, for man kommer helt ind under huden på dem, men de kan også være svære at tro på. Hvordan kan Maggies og Kurts forhold til hinanden få så forskelligt udtryk fra kapitel til kapitel? Hvordan kan datteren Sofie blive så et så helstøbt individ, når familien tilsyneladende er så dysfunktionel? Og er det virkelig nødvendigt at udstyre Kurt med en offerhistorie, der ikke bare omfatter tab af forældrene men også en frygtelig fortælling om hans første barn, som han må bortadoptere?
Det bliver lidt for meget, men det meste kan reddes hjem af sproget, som det er svært ikke at lade sig forføre af. Her et eksempel fra Maggies rejse til Rom:
”Så kører toget ind på Termini, og hun får en stor følelse af orange, som hun bærer med sig ind i ankomsthallen, og midt i vrimlen føler hun, at livet er meget let, der skal ikke mere til end at sætte sig i bevægelse, ud i gaderne. På de første fire hoteller er personalet alt for professionelt, men på den femte mærker hun med det samme, at portieren kan forføres.” (s. 46)
En stor følelse af organge? Jeg aner ikke hvorfor, men i sammenhængen giver det perfekt mening. Og bevægelsen til gaderne, til hotellet og til den måde Maggie har tænkt sig at klare sig igennem føles både ubesværet og logisk.
Penge på lommen er først og fremmest en fin roman om Kurt og Maggie og deres forhold, der både er umuligt og smukt. Dét, og så sproget, er grund nok til at læse bogen. Hvorvidt den store ambition også lykkes, er det for tidligt at sige, men det bliver interessant at følge.… (más)
Premios
Estadísticas
- Obras
- 6
- Miembros
- 75
- Popularidad
- #235,804
- Valoración
- 3.8
- Reseñas
- 6
- ISBNs
- 16
- Idiomas
- 4
Her i andet bind er fokus flyttet, men det er stadig som om skibet og dets bagmænd forsvinder mellem fingrene på forfatteren. Bogen er inddelt i et for forord på vers, to prosadele og to dele på vers. I forordet konstaterer forfatteren, at romanen skulle have handlet om forretningsmanden T. der oprettede rederiet bag Scandinavian Star og altså – ifølge Nordenhof – var klar til at begå mord for at opnå profit, men at hun ikke kunne finde noget meningsfuldt at sige om en sådan person. Hans livshistorien vil bare banalisere hans ugerninger, og forsøgene på at skrive en bog, der forstår og forklarer ham, fører ikke til noget.
I stedet handler den første prosadel om en forfatter ved navn Olivia, der i en del af sit liv har arbejdet som prostitueret. På bordeller optræder hun under navne Daphne og hendes eneste men også gode veninde er Anastasia, som selvfølgelig heller ikke hedder Anastasia. Det er egentlig et udmærket arbejde, og lidt som Bella i Poor Things får hun også selv noget ud af samværet med kunderne.
Det ændrer sig, da den mystiske T. dukker op. Han tilbyder hende en formue for at rejse med sig, og han har gennemskuet, at hun ikke kan sige nej. Da hun bliver hentet dagen efter får hun bind for øjnene og under påskud af at være på vej til en polterabend, flyver de til en ukendt destination. Her indlogerer de sig på et hotel, hvor hun stadig ikke må have kontakt med omverdenen. Det er ikke sex, han er ude efter, men noget meget værre: På en eller anden måde vil han eje HENDE, og snart er de fanget i en destruktiv dynamik. Den historie skriver fortælleren, mens hun befinder sig i en anden mands lejlighed i London. Hun har mødt ham under corona, og nu er hun nødt til at tilbringe 14 dage i karantæne, inden hun må bevæge sig ud i samfundet.
Den anden, lyriske del Åbne Huse handler om muligheden for at overvinde den kapitalistiske samfundsstruktur, og hvordan en utopisk fremtid uden ulighed, men også uden atomvåben, fiskenet og andre skadelige opfindelser, kan folde sig ud.
Hver linje er ultra-kort, og det giver hakkende læseoplevelse, selvom ordene er tilgængelige nok. Det forekommer lidt naivt, og selvom tonen skal være kritisk, er der i virkeligheden meget mindre på spil, fordi det er så indlysende. Den tredje del er prosatekster, hvor et jeg fortæller om sine oplevelser af det psykiatriske system, om kravet om at leve op til gængse normer og om den måde jeg’et bliver set på – eller opfatter at blive set på – som en djævel, fordi det ikke passer ind. Sidste del, Vinterhus, er den bedste lyriske del. Fortælleren sidder og skriver, mens hendes lille datter sover ved siden af. Det er digte om kærlighed til datteren og måske også til livet, selvom verden ikke er, som den burde være.
Jeg var klart mest optaget af den første fortælling. Det var den del, der hang bedst sammen, og hvor man virkelig fornemmede, at der var noget på spil for personerne. De sidste dele står mere uklart, selvom jeg næsten lige har læst bogen, husker jeg ikke meget af dem. Det er en smagssag, om man synes det styrker en romans litterære kvaliteter, at indsat kapitel om økonomiens sprog, som i Penge på lommen, men den roman hang i det mindste sammen. Det gør Djævlebogen meget mindre, men den bliver alligevel holdt oppe af Nordenhofs stærke sprog og den første fortælling.… (más)