Bogens fortæller er en ung pige, der efter en depressionsperiode begynder at undersøge sin families historie. Bogen bliver en familieberetning i korte afsnit, og historien trækker sig fra 2. verdenskrig til nu og fra Berlin over Himmerland til København.

Jeg ville så gerne synes godt om denne bog. En ung, dansk forfatter, der tør tage fat på tilværelsens store spørgsmål og endda har skrevet om et emne, som interesserer mig, nemlig anden verdenskrigs langstrakte efterliv. Og så synes jeg bare ikke at romanen er særlig vellykket.

’Apropos Opa’ hører til det seneste tiårs strøm af selvbiografiske romaner. I dette tilfælde trækker Butschkow på sine erfaringer med en delvis tysk familie, og i modsætning til Knud Romers mor var hendes morfar en vaskeægte rendyrket nazist. Til gengæld bor han stadig i Tyskland, så de tyske aner er mere et eksistentielt problem for den unge fortæller end en strøm af daglige ydmygelser.

Da vi møder hende, har hun tydeligvis problemer. Efter en alvorlig depression får hun tiden til at gå i en urbutik på Hovedbanegården, og da hendes far samtidigt kaldes til Berlin, hvor Opa er kommet på hospitalet løsnes der endelig op for den ufortalte historie. I en række korte kapitler klippes der mellem Opas oplevelser under krigen, faderens opvækst og hans samliv med fortællerens mor, der hurtigt blev suppleret med en lind strøm af elskerinder.

Skyldes fortællerens problemer et frigjort forældrepar i 1970’erne eller den tyske farfar? Svaret blæser lidt i vinden, og sammenkædningen af de to historier fungerer ikke rigtigt for mig. Faktisk er den mest interessante og nuancerede person fortællerens far, der mere direkte og dramatisk må leve med den nazistiske fortid, selvom han heller ikke virker helt overbevisende. ( )

Jeg ved godt at bogen er oppe mod nogle virkeligt gode bøger som Berhard Schlinks 'Højtlæseren' og Johanna Adorjáns 'En ganske særlig kærlighed' og for den sags skyld også Knud Romers 'Den som blinker er bange for døden', når det det drejer sig om personlige fortællinger om arven efter nazismen og al dens væsen. Men jeg tror ikke at, 'Apropos Opa' ikke rigtig kunne få mig fanget, selv om jeg ikke havde læst de to andre.
Der er for meget forfatterskolestiløvelse over den, jeg lærte ikke for alvor nogen af personerne at kende i bogen, og baggrunden for hovedpersonen og hendes fars påvirkning af farfarens historie blev ikke ordentligt beskrevet. En noget halv bog. ( )