Det er et stykke tid siden jeg sidst læste Seeberg, og Ved havet er slet ikke som jeg husker ham fra Fugls føde eller andre af de tidlige eksistentialistiske værker. Fokus er stadig på problemet med overhovedet at være til, men Ved havet er mindre allegorisk og mere optaget af at fastholde øjeblikkenes små iagttagelser og betydninger.

Romanen udspiller sig over en sommerdag. Stedet er Rømø, og mens havet trækker sig tilbage fra stranden om morgenen, vælter menneskene frem. De kommer over dæmningen i busser og biler, hvis de da ikke allerede bor i telt på campingpladserne eller har indrettet sig i en ombygget minibus, og der er selvfølgelig også nogle lokale, der med lige dele irritation og geskæftighed holder øje med invasionen. Stranden fyldes med biler, og mellem bilerne graves der gryder og slikkes sol, spises is og bades. Det er et ritual, som nogle bare gør, mens andre filosoferer over havets mægtighed og ritualets trivialitet, men alligevel lader erfaringen dem ikke uberørte.

Historien fortælles i små afsnit med angivelse af de præcise tidspunkter. Der er omkring 30 navngivne personer i bogen, som romanen klipper imellem. Seeberg lader selvfølgelig også personerne støde sammen og iagttage hinanden, men de er sjældent i dybere kontakt. I langt højere grad er det par, grupper og familier, der er på stranden, og de agerer primært med hinanden.

Nogle er der, fordi en dag på stranden er deres store ønske, andre er der – og det er mest mænd – fordi familien har insisteret på det. Arkitekten Ulrik ville f.eks. hellere kigge på kirker og kulturmiljøer end på sin kæreste og deres lille barn, mens Abraham er alt for praktisk anlagt til bare at ligge og slappe af i solen med sin tykke kæreste Edith. Som en anden af personerne bemærker om ham: ”Står og ser ud over havet og egner sig ikke til det. Og havet egner sig ikke til ham.” (s. 84-85)

Og alligevel finder han mening i at glæde Edith med is og ål, og hans trang til at gøre noget fornuftigt forløses ved hjælpe et par biler, der er kørt fast, da højvandet pludselig skylder ind og selvfølgelig overrasker nogle af turisterne.

Sådan går dagen ved havet. Det hele slutter med en faldskærmsopvisning, som næppe ville tiltrække sig opmærksomhed til hverdag, men som får alles opmærksomhed nu, fordi interessen for keramik, glaskunst og banal underholdning nu engang er større, når det er varmt og man er på ferie. Det kan lyde som en kritik af tilværelsens tomhed og ligegyldighed, men som nævnt påvirker det alligevel. Noget er der sket, da dagen er slut.

Ved havet er et interessant studie af de ritualer og den psykologi, der er knyttet til at tage på stranden og til det at holde fri og slappe af. Der er også interessante glimt af menneskeligt samspil og skarpe sociale iagttagelser. De korte afsnit og hyppigt skiftende synsvinkler er selvfølgelig et bevidst valg fra Seebergs side, fordi han ønsker at sætte fokus på massens oplevelser, men for mig trak det fra læseoplevelsen, at det kun var få af personerne, der for alvor trådte frem som helstøbte karakterer. ( )