Kerstin Ekman må betragtes som en af Sveriges største forfattere, og selv med en fødselsdato fra 1933 kommer der løbende nye bøger fra hendes hånd. Alderen giver et andet udsyn, og det mærker man også i de tematikker, hun tager op. I Grand Final i gøglerbranchen var det en forfatter, der så tilbage på sit liv, og i Ulvespring er det så en pensioneret forstkandidat, der er ved at være nået til vejs ende.

Ulf Norrstieg bor langt ude i de nordsvenske skove. Det har hans familie altid gjort, og det er en del af verden, hvor de fleste lever af skovbrug, og hvor jagt er en fuldstændig integreret del af livet. Sådan er det også for Ulf, der tidligt gik på jagt med sin far. Han er lykkeligt gift og hans to sønner er kommet godt i vej, selvom de bor langt borte. Men lige så vigtig for hans livsfaser har været de skiftende jagthunde, der har gjort ham selskab ude i naturen. Meget er glemt og borte, men jagtdagbogen med dens små notater om vildt og vejr er komplet.

Forbindelsen til skoven er både personlig – han har arvet et par skifter, som er en del af den lokale jagtforenings område – og professionel, for han som uddannet forstkandidat har forvaltet den svenske skovpolitik loyalt, selvom den har betydet et skift væk fra den naturlige blandingsskov i retning af et mere industrialiseret skovbrug med fokus på at producere mest muligt træmasse. Og så alligevel. Måske har tvivlen gnavet længe.

I hvert fald får han sig en morgen en livsforandrende – andet ord dækker ikke – oplevelse. Han sidder ude i en gammel campingvogn ved en mose, og da en ensom ulv viser sig i skovbrynet. Jægere bryder sig ikke om ulve – de er jo konkurrenter til vildtet – men Ulf interesserer sig efterhånden mere for naturen i sin egen ret, og han føler straks en intens identifikation med det unge og meget smukke dyr. Faktisk er oplevelsen så overvældende, at han ikke kan få sig selv til at dele den med nogen.

I stedet begynder han at udforske sin fortid som jæger, mens han prøver at holde resten af jagtselskabet væk fra ulven, som han hurtigt døber Højben. Samtidig døjer han med dårligt helbred, og efter et hjerteanfald må han sige fra som jagtleder. Han håber at give stafetten videre til sin gode ven, men de unge rotter sig sammen og vælger den deres egen mand, Ronny i stedet. Ham har Ulf ikke meget til overs for – han har for lidt respekt for naturen og for jagtsikkerhed - og hvordan var det nu med den skamskudte elgko for et par sæsoner siden?

I Ekmans roman er der ofte et krimi-element, og sådan er det er også her. En dag er campingvognen brændt ned, og det viser sig snart at være et dække over en mere alvorlig forbrydelse.

Ulvespring er en velskrevet og spændende roman. Man føler med den gamle mand, der indser, at dele af hans liv har været en fejltagelse, man mærker hans dybe glæde ved at være i naturen, og man føler intensiteten i det spirituelle møde med ulven. Og det gør bestemt ikke bogen til en dårligere roman, at den opmærksomme læser bemærker, Ulf selv har gjort sig skyldig i meget af det, han nu anklager andre for. ( )

De achterflap wil ons doen geloven dat dit een whodunit is, en dat is het ook wel, zonder al te veel overtuiging, op de laatste bladzijden. De uitgever was ongetwijfeld bang dat kwaliteit alleen niet voldoende was als verkoopargument. In feite is het een portret. Van een man die langzaam tot inzicht komt, wat laat misschien. Of eigenlijk zijn het verschillende portretten. Van de man dus; van de vrouw die ziet hoe haar man langzaam tot inzicht komt; van het Zweedse platteland dat voor de man en de vrouw is wat suburbia is voor de meesten van ons: de plek waar ze wonen, waar ze geld verdienen, de buren helpen, hun hobby's beoefenen; van de wolf ook een beetje, ginder even hard bewonderd en gehaat als hier. ( )

Het was koud.

Ömsint skildring av relationen mellan ett åldrande par. Samt om kärleken till naturen och vargfrågan i Sverige. Häftigt med silverstänken i omslagsvargens ögon. ( )