Sei molto ingenuo! Credi ancora che esista l'onore fra
bianchi e rossi? Puo' darsi che ci sia ancora qualcuno cosi'...
Ma quelli della tua razza ci hanno insegnato a rompere le
promesse... (117) ( )

Fortiden er fyldt med dramaer og verdener, der nu er forsvundet. En af litteraturens vigtigste egenskaber er, at den kan bringe dem til live igen. Det formår Hugo Pratt i Fort Wheeling, hvor læserne tages med til de engelske kolonisters yderste forposter i 1770’erne. Omkring Ohio-floden glider indianerkrigene langsomt over i den amerikanske revolution.

Historien er kompliceret, ligesom de skiftende alliancer mellem indianere, kolonister, franskmænd og englændere var det. Kernen er venskabet mellem den unge kolonist Criss Kenton, historiens egentlige omdrejningspunkt, og hans ”brødre”: Den rigtige bror Simon, der fremstilles som en vildmarkspionér som Daniel Boone, den engelske aristokrat Patrick Fitzgerald, som han møder i hæren og siden som modstander i uafhængighedskrigen, og indianeren Tiny, som han befrier fra fangenskab.

Kenton er som ærkeamerikaner splittet mellem alle disse påvirkninger, og han nægter at bedømme andre alene på, hvor de kommer fra. Det er tydeligvis et ideal, men Pratt har også en blanding af fascination og afsky for Lew Wetzel, en virkelig skikkelse, der jagede indianere i skovene ud fra den overbevisning, at den eneste gode indianer er en død indianer. Barbarisk, synes Kenton. Men Wetzel redder ham mere end en gang, så…?

I sidste ende vælger Criss Kenton kolonierne. Det er her, han er født, og hvis han skal vælge, så er det her han har sin loyalitet.

Det er sjældent at en tegneserie har været undervejs i over 30 år, men det er tilfældet her. Første (og bedste) del udkom i 1962, og det blev fulgt op med fortsættelser i 1980 og 1995. Når en serie bliver til over så lang tid, er det helt naturligt, at det bliver svært at holde historien skarp, og det er også helt naturligt, at tegnestilen udvikler sig.

Jeg kan bedst lide de to første dele. I sidste del bliver personerne så enkle, at det minder om børnetegninger, og så huer det mig ikke, at der ses stort på detaljer og landskaber. Efter min mening er Pratt en fænomenal landskabstegner, og det er meget vigtigt for stemningen i hans værker. Her den kolde, fugtige og øde skov, som de første nybyggere trængte ind i.

I den danske udgave har Faraos Cigarer ikke bare samlet alle tre oprindelige dele. De har også inkluderet et interessant forord af Michel Pierre om krigene og Pratts væk, biografier over en del af de virkelige personer i serien og ikke mindst en stribe af de studier og akvareller, som Pratt lavede i forbindelse med værket. Særligt indianerportrætterne er skønne og bestemt ikke den ringeste del af bogen.

Alt i alt er Fort Wheeling et stort forsøg på at bringe en svunden tids drama tilbage. Det lykkes godt i forhold til indianerkrigenes omskiftelighed, men historien bliver for rodet mod slutningen, og skildringen af oprørernes og de kongetros motiver bliver lidt for unuancerede. ( )