Ottima la grafica... confusa la storia.

Sulle rovine di templi
idolatri, noi abbiamo
innalzato cattedrali di
luce. Ma dal buio delle
cripte, salgono fino a noi
riti e immagini di cui non
sappiamo più nulla se
non che la memoria
tarda a dimenticarli.

(25) ( )

Frankrig, en gang i løbet af hundredeårskrigen, ca 1340
Mariotte, Anicet og Ridderen uden Ansigt er på vej mod byen Montroy for vinteren. Mariotte går ud for at hente vand og støder i skoven på en klam skaldet mand, Gerson, der er tæt på at voldtage hende. Mariotte bliver reddet, da en anden mand Luce med tveskæg og uren hud sætter en stopper for det. Det hjælper kraftigt at han har en tam bjørn Martin, der lystrer ham i et og alt. Mariotte møder også en hvidhåret troldmand og en sorthåret gøglerske Anais, der fortæller om de tre havfrue-søstre. Pigen spår også om tre riddersmænd og alle er de på vej mod mørket og den visse død. Mariotte ser en ung kvinde bade i en sø og når også at møde en munk, Aymon, og en skummel Noal de la Torneirie, en herremand, der har ægtet borgfruens søster, Carmine. Mariotte forsøger at kapre munken, men han kommer til at sige at Carmine er meget smukkere. Den badende kvinde var Carmine.
Mariotte bliver indhentet af Anicet og Ridderen og de kommer ind i byen sammen med Anais, bjørnen, Luce og Gerson.
Den hvidhårede troldmand kommer også ind, og en velnæret herre, Jacot eller Jacques, de har mødt udenfor byen.
Jacot kan ikke lide ulve, for da han var 13 år blev hans søster, Fanette, overfaldet af ulve og dræbt, mens hun og Jacot var på vej til byen. Efter en oplysning om at det var Filip den Smukkes dødsår må det være i 1314.
Ridderen og Anicet (eller rettere Mariotte, for Anicet drak hun godt fuld aftenen før) besøger det nærliggende kloster for at høre historien om Malaterre. En gammel munk, broder Jean, er ved at kopiere en bog. Han fortæller at han har nedskrevet familien Malaterres historie tre gange, en til hver af Jean de Malaterre's døtre. (Et sang fortæller at slægten nedstammer fra Hugo III, der med en kvinde i badet (en havfrue?) fik en uægte datter, som han lod gifte bort til en af sine vasaller, der havde et len i Malaterre). Neyrelle, den ældste, blev giftet bort til Gontrand de Montroy. Han er nu død og det er nu fruen, der hersker over byen. I stolthed over sine fjerne aner, har hun ladet de tre havfruer indsætte i Montroys våbenskjold. Den næstældste datter Carmine er gift med Noel, der hellere ville have haft Neyrelle, der havde mere jord i medgift. Den tredje datter Blanche er død, hvilket ridderen uden ansigt er smertelig klar over, for hun faldt for hans troppers våben.
Mariotte går imens rundt på klosteret stadig forklædt som Anicet og finder snart Aymon, der er i færd med at male Melusine, der bader i Tørstens Kilde. Eller rettere det er Vivigne, der overraskes af Merlin, for broder Jean og munken Aymon arbejder med at lave en kopi af et manuskript "Historien om Merlin" som de er blevet lovet en betaling på 30 okser for. De snakker godt sammen og han er ikke uinteresseret. Da hun er vel ude af klosteret igen, bliver hun afsløret af ridderen, men han tager det nu ret godmodigt. Jacot snakker højt om faren for ulve. Luce fortæller Mariotte at Anais er datter af nogle mennesker, som blev brændt inde, fordi de blev beskyldt for barnemord. Han tog hende til sig. Martin købte han af nogle slyngler, der havde skudt dens mor. Gerson har han skåret ned fra et træ, hvor nogen havde hængt ham. Men Luce har aldrig spurgt hvorfor nogen havde hængt Gerson. Ved fuldmåne arrangerer byen en fælde for varulven. Det bliver noget af en gyser.
Gerson overfalder Mariotte, men han bliver selv dræbt af Jacot, som selv egentlig var ude på rov som varulv. Mariottes råb fik ham ud af sin blodrus, men først efter at han havde dræbt en fredelig bonde. Jacot er selv træt til døden af sin forbandelse og da Mariotte nægter at stikke ham ihjel, lader han sig i stedet overfalde af bjørnen Martin. Mariotte sover i tre døgn ovenpå den oplevelse, men da hun er frisk igen, kan Anais fortælle at hun og Luce har fundet vinterlogi i byen og at Mariotte er velkommen til at følges med dem til foråret, hvis hun ellers kan lære at spille komedie. Hun bliver vældig glad og senere går hun til badstuen for at søge job der. En anden rødhåret pige, Jacquette, er ret synligt gravid, så bademutter har tænkt at det var fint at skifte ud med Mariotte. En udsending fra slottet forsøger at drille Mariotte og får en spand vand til gengæld. Han lader nu være med at hævne sig i første omgang. I stedet sørger han for at byens vagter afbryder en gruppevoldtægt, straffer de skyldige voldsomt og lader en skorstensfejersvend slippe mod at han gifter sig med pigen, og sååå er der lige en tjeneste, han skal gøre. Mariotte kommer godt ud af det med Jacquette, for denne har til gengæld fået en stilling i slottets køkken og det giver mere mad og færre tæsk. Til gengæld kommer Mariotte i gabestokken for hun lukkede en skorstensfejer ind og nu er drikkepengepuljen fra badstuen/bordellet forsvundet. Hele den historie er konstrueret for at få ridderen uden ansigt til at henvende sig til Neyrelle og gå i forbøn for Mariotte. Anicet foreslår at de bare stikker af og lader Mariotte klare sig selv, men ridderen udnævner ham til væbner og pigerne haler af med ham op på høloftet, så han bliver pludseligt en mand.
Imens nærmer Narrenes Fest sig og broder Jean benytter lejligheden til at fortælle Aymon at han kender alle hans hemmeligheder og heldigvis også at han er på hans side.
Ridderen og væbneren drager til byen. Skorstensfejersvenden er lige blevet henrettet og hans nygite kone og en veninde har fået skåret tungen ud. Det lugter stærkt af rænker over det hele. Mariotte kommer tilbage til ridderen og kan fortælle at hun er blevet udfrittet grundigt om ham, da hun blev mishandlet og smidt i gabestokken.
Anicet driller en pige Ancelinote med det heldige resultat at Mariotte bliver gode venner med hende og Ancelinote kender mange hemmeligheder. En tjenestepige forsøger at advare ridderen, men hun dør ved et højst mistænkeligt fald, inden hun kan nå at fortælle ham noget. I alt fald mødes ridderen med Nayrelle. Hun fortæller at de tre døtre, Blanche, Carmine og Nayrelle, blandt andet råder over deres mors medgift, som var tre hellige kilder i hjertet af tre skove. Men de tre piger fik gamle mænd og ingen børn, så det blev besluttet at arven skal gå fra søster til søster. Torneirie er forhippet på at samle de tre kilder, da det siges at det vil give ejeren De Tre Kræfters magt.
Nayrelle kan også fortælle ridderen at det var hans kaptajn, der foranledigede at Blanche blev dræbt. Hun har haft ham på pinebænken og gemmer hans hovede i en spand! Hun føler sig udspioneret og omgivet af folk i Noals tjeneste. Selv Thibaut og hendes brave spanier Pablo tvivler hun på. Mens de snakker, sørger Anais for at hugge nøglen til Carmines fængsel fra Pablo. Pablo er forresten kastreret og udstyret med et kors og et Z i panden. Løjerne koster både Pablo, Anicet og en ung luder en tur i fodjern, men Naycelle lader dem løslade, for hun har brug for Pablo.
Mariotte kommer ved Anais hjælp ind til Carmine, som viser sig at ligne hende utroligt meget. Carmine foreslår at de kan bytte roller, men Mariotte sætter ild til sit eget hår, hvilket får Carmine til at tilstå at det var en spøg, men at hun har brug for hjælp. Hendes kammerpige forsøgte at advare ridderen, men hun blev myrdet. Mariotte har fået et skrift med om hvordan man kommer ind i løngangen via en brønd, men det er svært at tyde.
Carmine og ridderen lokkes i en fælde af Neyrelle og Torneirie. De bliver dømt til døden på bålet og Anais og Mariotte skal se på, hvorefter Pablo skal begrave dem. Carmine og ridderen finder sammen i fængslet og har det egentlig godt med det. Neyrelle og Torneirie er hinandens forbandelse.
Luce og Martin har søgt tilflugt i klosteret, men inden bålet skal tændes den anden februar (Mariæ Renselsesfest), går de videre.
Gøglersken og Mariotte bevogtes af Pablo, men han bliver puffet ned af muren af Ancelinote og Jacquette. Desværre havde han nøglerne til lænkerne i bæltet. Anicet skulle hjælpe med flugten, men flygter selv på Thibaut de Prats hest. Det går galt, for hesten løber løbsk og han ender med at blive hugget ned af Noels håndgangne mand Laragne. Luce og Aymon bliver reddet og også Ancelinote, Jacqutte, Mariotte og Anais.
Bøddelen sætter på Neyrelles bud ild til bålet under ridderen og Carmine, men det bliver manges død, for troldmanden (Merlin?) dukker op med en masse okser.
Bålet, som ridderen uden ansigt og Carmine døde på, bliver spredt, da troldmandens okser tramper abbeden og hans munke ned. Branden breder sig til skoven, sætter borgen i flammer og breder sig til byen. Neyrelle og Noel Torneirie bliver også trampet ned. Aymons manuskript om Merlin bliver reddet.
De tre søstre, Blanche, Carmine og Neyrelle er nu alle døde.
Denne krig varede et hundrede år, men den adskiller sig ikke fra den forrige krig, ej heller fra den, der siden fulgte ...
Det slutter med Aymon og Mariotte i seng med hinanden og gøglersken Anais og Ancelinote, der slapper af mens en højgravid Jacquette ser til.

Supersuveræn tegneserie, der leger med historien, baggrunden (hundredeårskrigen), sagnene og Merlin-myten på helt superb vis. ( )

Mariotte, Anicet et le chevalier iront se réfugier dans la ville de Montroy pour passer l'hiver. Le chevalier en sait plus qu'il ne veut bien le dire sur la Dame du château, la sombre Neyrelle, et sur la légende des sirènes dont descend la châtelaine. ( )