”Jeg har accepteret løgnen indtil en vis grænse, og hvad har det ført til? Sandheden er blevet væk som græs i ukrudt. Jeg ved ikke, hvordan det er ude omkring i verden, men hos os har vi vænnet os til at regne alt, hvad der er til vores fordel, for sandhed. … Da jeg forrige år ringede med nøglerne på Letna, og hundrede tusind sang: Vi har lovet hinanden kærlighed! Troede jeg, at jeg også ringede tæppet ned for løgnerne for bestandig. Åh Gud, det er deprimerende!” (s. 283-284)

Jagten på sandheden er i høj grad det centrale tema i Pavel Kohouts roman fra 1992. Citatet er fra bogens fortæller Petra Marova, der er en hovedperson ud over det sædvanlige. Hun arbejder i annonceafdelingen på en katolsk avis i Prag, der pludselig er kommet til ære og værdighed efter kommunismens fald. Om aftenen skriver hun digte til skrivebordsskuffen og prøver i øvrigt at få styr på sit kaotiske privatliv.

På den ene side er der teenage-datteren Gabriela. Hun lever sit eget liv, går i seng med en masse forskellige fyre og sjofler sin skole. Petra registrerer det og har alle hånde gode intentioner om at gøre noget ved det, men reelt får datteren ikke meget opmærksomhed, for Petra er mest optaget af sit eget kaotiske kærlighedsliv.

Hendes gamle elsker Viktor Kral er vendt tilbage fra eksilet i Canada som rådgiver for regeringen, som han skal hjælpe med at tage skridtet fra planøkonomi til markedsøkonomi, og selvom han nu er gift og har barn, så har de genoptaget forbindelsen og sover sammen, når det er muligt. Det vil dog være synd at sige, at det er uproblematisk, og romanen åbner med, at hun i frustration ender på sofaen hos Vaclav David, en af de unge kolleger fra avisen.

Men det skal blive værre. Da Viktor anklages for at have arbejdet for sikkerhedstjenesten og for at have været agent i udlandet, må Petra opsøge Josef Benes, en anden gammel elsker. De slog op, fordi Gabriela satte sig imellem, men også fordi Benes endeligt indrømmede, at han var major i sikkerhedstjenesten. Viktor hævder, at han er uskyldig, og at det er en grundløs anklage. Benes hævder på sin side, at Viktor VAR agent.

Anklagen er selvfølgelig ødelæggende for Viktors karriere hos regeringen, men den bliver også hurtigt en barriere for Petra. Selvom hun kun har deltaget ganske lidt i modstanden mod styret, så er hun ubøjelig i forhold til det og kan umuligt lade som ingen ting, hvis Viktor har været agent. I stedet starter en lang søgen efter sandheden, som også Vaclav involveres i.

Efter kommunismen var det naturligt, at der kom et opgør med sikkerhedsapparatet og dets medarbejdere, men det viste sig også hurtigt, at det var et farvand, der var svært at navigere i. Fordi det hele havde været hemmeligt, var det nemt at rette mistanken mod alle, og det kunne være svært at bevise, hvad der konkret lå i, at en person var opført på den ene eller den anden liste. Og hvad skulle man i det hele taget stille op med alle dem, der kortvarigt havde forsynet tjenesten med enkelte oplysninger?

Romanen går lige i kødet på disse spørgsmål. Den argumenterer for, at spørgsmålet om tilgivelse først kan tages op, når sandheden er kommet frem, og uden en kompromisløs afsløring af, hvad der faktisk er sket, er det umuligt at komme videre. At det nogle gange kan være næsten umuligt at trænge til bunds i spørgsmålet demonstrerer bogen også.

Jeg var meget glad for romanen, som bæres frem af Kohouts engagement – han blev selv landsforvist og frataget sit statsborgerskab som medunderskriver af Charta 77 – og især af Petra Marova, der er en fantastisk fortæller og hovedperson. Selvom hun på nogle måder er kompromisløs i sin søgen efter sandheden, så er hun også en mester i at lyve for sig selv, og romanen igennem følger vi hendes kommentarer til handlingen i indskudte parenteser i sætningerne. Det kunne virke kunstigt, men det var det faktisk ikke. ( )