Eli´s kamp mot sin psykiska sjukdom men också mot sina multipla jag, psykvården och samhället. Nutid och dåtid blandas och allt känns fantastiskt äkta och trovärdigt. ( )

Helt såld. Enormt bra bok som tog mig med storm. ( )

Eli er 39 år, kvinde, forfatter og psykiatrisk patient, og det er det sidste, der er i fokus. Romanen fortæller i to spor om hendes liv. Nutidssporet handler om den aktuelle behandling med kognitiv terapi. Det andet spor ridser Elis historie op. Der er en tæt sammenhæng, for Eli har været psykisk syg hele livet.

Skizofrenien går helt tilbage til den tidlige barndom, hvor hendes første stemme Espen dukker op. Han følges senere op af legebarnet Emil, den vrantne teenager Erik og levemanden Prins Eugen. Alle sammen drenge eller mandefigurer, og for nogle af Elis grundlæggende problemer knytter sig til hendes kønsidentitet. Eller det tror hun i hvert fald selv, for hun har aldrig været rask nok til for alvor at få udredt den problemstilling.

Der er ingen forklaringer på sygdommen – måske er den genetisk: faderen har i hvert fald også svært ved at håndtere livet – og selvom udviklingen i det psykiatriske system kan følges som et bagtæppe, så er det heller ikke en bog skrevet på vrede over systemet. Det er først og sidst en skildring af, hvordan verden ser ud inde fra en psykisk sygs bevidsthed, og det skildres så overbevisende, at man som læser gang på gang identificerer sig med Elis skøre indfald og ligesom hende bliver en smule overrasket, når det ender med en indlæggelse.

”Jeg låser aldrig døren til lejligheden. Jeg går gennem parker og på mørke gader sent om aftenen. Jeg er ikke bange for fugleinfluenza eller kogalskab. Det har ikke noget med mig at gøre. Jeg tænker: Al fare kommer indefra.” (410)

Sådan er det, og netop derfor er det så svært at kæmpe imod. Sygdommen er en del af Eli, og selvom hun kæmper som en besat, så kan hun ikke kontrollere den.

’En dåre fri’ er et rystende, personligt indblik i en psykiatrisk patients livslange kamp for at mestre sine indre dæmoner og blive fri til at leve det liv, hun så gerne vil. Min eneste indvending er, at den godt kunne have klaret sig med et par hundrede sider mindre end de 483, den fylder nu. Det er klart, at det er en selvstændig pointe, at Eli igen og igen slås tilbage til start, men det var slået grundigt fast halvvejs. ( )