Søren Mosdal

Det er ingen hemmelighed, at der er grøde i den danske tegneserieverden. Hvert år kommer ambitiøse udgivelser, som sætter nye standarder for det kunstneriske udtryk. Det gælder også Mosdals Fimbulvinter, der blev udgivet af Aben Maler sidste år.

Scenen er sat i Grønland omkring år 1000. Erik den Røde fungerer som konge over de kolonier, han selv har grundlagt efter forvisningen fra Island, men tiderne er ved at skifte. Den yngste søn, Leif er vendt tilbage fra et ophold hos kong Olav i Norge. Han er blevet kristen, og trods Eriks udtrykkelige ordrer, har han taget en præst med.

Thangbrand er prototypen på en kristen missionær, der udøver sit hverv gennem lige dele svovlprædiken og magtspil blandt samfundets førende mænd. Inden længe er samfundet splittet mellem den nye og den gamle tro og i videre forstand mellem det gamle samfund og det nye. De gamle guder har stadig deres tilhængere, men de kristne vinder hele tiden frem, og Thangbrand formår effektivt at fortolke alle hændelser som tegn på kristendommens sande magt.

Samtidig er Erik helt bogstavelig talt ved at blive gammel. I glimt ser vi hans fortid på Island, og der er ingen tvivl om, at det raseri, der førte til hans forvisning også var kilden til hans modige udforskning af de ukendte farvande mod nordvest. Nu gider han ikke rigtig mere og hans iltre gemyt passer nok heller ikke så godt til et samfund, der er godt etableret og nu mere har behov for stabilitet og lederskab.

Bogens virkelige tiltrækningskraft er de kantede og ekspressive tegninger. Jeg er ikke så vild med det i den almindelige persontegning, hvor personerne kommer til at fremstå lettere karikerede, men det fungerer enormt godt i forhold til personernes syner og deres konfrontationer med guderne og det overnaturlige i det hele taget. Samtidig er farverne holdt mørke og dystre på en måde, der både reflekterer personernes sindsstemning og det barske klima, hvor overlevelse aldrig er en given ting.

I udgangspunktet er jeg ikke vild med Mosdals stil, og jeg havde en del forbehold over for debuten Lost Highway, men i Fimbulvinter fungerer det bedre. Jeg blev trukket ind i bogens univers, og jeg følte mig godt underholdt derinde.… (más)

Den danske tegneserieskaber er tydeligvis fascineret af Hank Williams. Musikeren der opfandt den moderne country og levede som en rigtig rockstjerne til sin alt for tidlige død i starten 1953. Mosdal har f.eks. selv taget billedet af Williams’ grav i efterordet.

Personligt kender jeg ikke meget til Hank Williams, og albummet formår aldrig at gøre ham interessant for mig.

Historien foregår over et lille døgns tid, hvor hans unge assistent skal køre ham fra Tennessee til en koncert i Ohio. Vejret et elendigt, assistenten er udmattet og Williams høvler øl ned på bagsædet. De befinder sig begge i en drømmetilstand, hvor sære skikkelser dukker op og forsvinder, indtil de kører galt. Det bliver bare aldrig rigtig vedkommende.… (más)