Carver er kendt som den amerikanske novelles mester efter Hemingway, og der er da også noget hemingwaysk over hans ordknappe stil, hvor der tydeligvis foregår meget mere, end det man umiddelbart kan se. Jeg blev ikke helt overbevist af denne samling, der består af Where I am Calling From fra 1988 og to ældre noveller, men der var bestemt gode fortællinger imellem.

Hovedpersonerne er amerikanske hverdagsmennesker med korte middelklassenavne som James, Alice og Arnold. De er gået i stå i deres liv som manden der stiller sine møbler op ude på fortovet og sælger dem for en slik. Eller som parret, der er så misundelige på deres naboer, at deres sexliv får et boost, da de passer lejligheden og prøver deres ting.

I andre tilfælde dukker undertrykte følelser op til overfladen, når hverdagen bliver truet. Det gælder ikke mindst i samlingens bedste novelle ”Så meget vand så tæt på”, hvor Claire går op i limningen, da hendes mand finder et kvindelig på en fisketur. Ubehagelige minder fra ungdommen presser sig på, og ægtefællerne bliver hurtigt fremmede for hinanden. Det var de vel allerede, men episoden gør det tydeligt.

Novellerne handler mest af alt om ensomhed. Personerne kan ikke skabe et meningsfuldt forhold til andre mennesker. De er lige på randen af et sammenbrud, og det bliver kun værre for de af dem, der ved, hvad de mangler:

”Det er Keith, sagde Carlyle. Og hende her, det er Sarah. Han holdt fast i Sarahs hånd og vendte sig om mod Mrs. Webster. De har brug for nogen, forstår de. Vi har brug for én, vi kan regne med. Det er det, der er vores problem.” (136)

Citatet er fra Carlyle, der er blevet forladt af sin kone og nu skal præsentere sine børn for en barnepige, men de fleste af Carvers personer vil kunne nikke genkendende til udsagnet. De har også brug for nogen, de kan regne med. Der er bare så få af dem, der har det. ( )