Gammelt nyt kan sagtens være godt nyt. Enquists dokumentarroman har fået 50 år på bagen, men den er stadig fascinerende og vedkommende. Jeg var godt underholdt undervejs, og jeg føler mig en smule klogere, end før jeg gik i gang.

Bogen undersøger et af de store stridspunkter i efterkrigstidens svenske politik. Under det tredje riges opløsning i 1945 flygtede tyske soldater og civile mod vest for at ikke at havne i sovjetiske hænder. En stor gruppe kom til Sverige, heriblandt knap to hundrede baltiske soldater.

Frygten for russerne var i vidt omfang velbegrundet i krigens sidste måneder, men Sovjetunionen var både en af de sejrende magter og Østersøens nye stormagt. Da der rejste sig et folkeligt krav om at give de baltiske soldater asyl i Sverige – ikke tyskerne, selvfølgelig, de blev bare udleveret – valgte regeringen at udlevere dem. Det var ikke en velovervejet beslutning – men da den først var truffet, ville det være meget vanskeligt at ændre den uden at fornærme russerne.

I bogen følger vi balternes ophold i Sverige, politikernes overvejelser, sultestrejken, der udsatte udleveringen et par måneder, selve udleveringen og legionærernes liv efter hjemkomsten. Det gik dem under alle omstændigheder ikke så slemt som modstanderne af udleveringen havde frygtet, og efter afstaliniseringen vendte de sidste tilbage til en normal tilværelse.

Romanen bygger på interviews og dokumenter. Den har et klart dokumentarisk sigte: at finde ud af hvad der virkeligt skete. Men den understreger hele tiden usikkerheden og tvivlen.

Forfatteren går i sultestrejke en uges tid og kan konstatere, at han ikke har de samme voldsomme symptomer som balterne efter sigende oplevede. På den anden side kan han naturligvis kun afprøve selve sulten. Fortvivlelsen og frygten for udleveringen kan han kun prøve at forestille sig.

I det hele taget er undersøgerens overvejelser noget af det mest interessante i bogen. Det er her, at romanen bliver mere end ”bare” en dokumentarisk skildring, og når man selv har arbejdet med historisk forskning er den åbne diskussion af den subjektivitet, man ellers prøve at undertrykke og tøjle, dybt fascinerende. Enquist beskriver, hvordan man skuffes, når en skæbne er for indviklet til at blive en pointeret tragedie. Han afdækker klarsynet, hvordan nogle dødsfald bedre lader sig iscenesætte politisk end andre – et offer for en terrorhandling fylder meget mere end et offer for sult, hvad vi hyppigt mindes om i denne tid. (s. 242-43)

Reaktionen på hans undersøgelse viser, hvor tingsliggjorte balterne var blevet, selv for deres venner under udleveringen. For de højreorienterede, der havde brugt udleveringen som et skræmmeeksempel i tyve år, var deres relativt almindelige liv egentlig en skuffelse. Enquist var selvfølgelig ikke meget bedre, hvad han selv erkender – ”Han huskede udmærket undersøgelsens første uger: henrykkelsen over de selvmord han stødte på, skuffelsen over at de ikke var flere. To døde: en lille tragedie. Fem døde: en alvorlig tragedie. Hundrede døde: en tung national skyld, en byld at prikke hul på, at sætte kniven i. Litteratur, meget anvendelig.” (s. 372)

Fascinerende er også en af legionærernes beskrivelse af turen til Sovjetunionen på fragtskibet i starten af 1946. ”Det var sådan en forvandling efter at vi var kommet om bord på skibet i Trelleborg – indtal da fortvivlelse, vi ville bare dø, alting var så håbløst, vi sank dybere og dybere ned i moradset. Men efter vi var blevet udleveret – så var det som om hver eneste af os klamrede sig til livet af alle kræfter.” (s. 329) Selv den største frygt kan være en lettelse i forhold til at være fanget i et limbo, hvis afslutning og udstrækning er umulig at få hold på.

Legionærerne kan selvfølgelig ikke have helt den samme fascinationskraft her som i Sverige, hvor den samtidig er en del af den politiske historie. Men menneskeskæbnerne og Enquists refleksioner gør den stadig til en stor bog. ( )