Appelé au secours en toute discrétion par un ministre pris dans un traquenard, Maigret va devoir se mêler des jeux de pouvoirs au milieu des journalistes et sous la pression de l’impatiente opinion publique.

Et il aime pas ça, le Jules ! Mais voilà, il va bien falloir qu’il s’y coltine !

Un bon Maigret, sans mort (tiens, c’est plutôt rare) dans lequel on apprend que le réveil du commissaire, c’est Madame et son café ( )

An excellent Maigret novel. It revolves around a report, the Calame Report, that will expose a scandal around the collapse of a sanatorium killing children. The report is never physically found during the investigation but it does exist and possibly in more than one copy. On page 155, a copying device is revealed, 'a Photostat machine...The machine made a gentle humming sound and he inserted the sheets of paper one at a time...the damp sheets emerged from a slit and the secretary spread them out to dry on the table'. This is described as a 'wonderful invention' and is critical to the outcome of this story of murky corruption involving politicians, companies and rogues. The book was first published in 1955. ( )

Maigret blijft het liefst zo ver mogelijk weg van de politiek. Maar als een minister hem persoonlijk vraagt onderzoek te doen naar een verdwenen rapport, gaat hij het toch doen. De intriges achter het verdwijnen van het rapport worden ontrafeld, maar het verhaal geeft ook goed aan waarom Maigret een hekel heeft aan politiek en veel politici.

Frühling in Paris, Maigret wird von einem Minister um Hilfe gebeten, er wird in eine politische Intrige hinein gezogen, er kann sich gut mit dem Minister identifizieren, sie kommen aus dem gleichen Milieu und haben eine ähnliche Werthaltung, der Minister wird rehabilitiert und die Politik bleibt dreckig und korrupt. ( )

Paris, 1950'erne?
Et ret nyopført sanatorie for fattige børn ved Clairfond er styrtet sammen pgra oversvømmelser. 128 børn døde. En rapport af en hr Calame har efter sigende forudsagt katastrofen. Rapporten er forsvundet, men et eksemplar - måske det eneste - bliver afleveret til ministeren for offentlige arbejder, Auguste Point. Den forsvinder fra hans lejlighed og fortvivlet søger han hjælp ved Maigret personligt.
Maigret får hjælp af sine betroede medarbejdere og de opsporer stille og roligt sandheden. Undervejs opdager de hurtigt at de tramper på de samme stier som sikkerhedspolitiet.
En hr Mascoulin er blevet kontaktet af en idealist Piquemal. Mascoulin henviser Piquemal til at henvende sig til ministeren for offentlige arbejder, men Mascoulin får i hemmelighed taget en fotokopi af rapporten først.
I ministeriet får Auguste Point rapporten og læser den, men Mascoulin får via en kontakt, Fleury, på ministerens kontor en til at stjæle rapporten, hvilket selvfølgeligt miskrediterer ministeren.
Maigret finder ud af hvem der har stjålet rapporten: Eugène Benoît, men denne vil ikke afsløre hvem der hyrede ham til opgaven. Det er nok til at redde ministeren fra beskyldningen om at have destrueret rapporten for at hjælpe de skyldige i katastrofen, men det forhindrer ikke at Mascoulin vinder stort på affæren.

Glimrende krimi med eksempler på hvor komplicerede politiske affærer kan være. Der er også glimrende skildringer af Maigrets forhold til sine ansatte og til sin kone. ( )