England, ca 1980
En familie med tre børn, Julian på 13, Anne på ni et halvt og Dick på 11, har sendt dem alle på kostskole. Anne er på pigeskolen Gaylands Kostskole, hvor også deres kusine Georgina på 11 år går. Georgina insisterer på at blive kaldt Georg, også på kostskolen. Måske skal de forestille at være lidt ældre i denne bog, for deres præcise alder bliver ikke nævnt.
Det er ferie og de er alle samlet i Kirrin-huset, hvor Georg og hendes forældre Henry og Fanny Quentin bor. De tager Georgs båd, Springgeden, ud til Kirrin-øen, som Georg har fået af sine forældre. Her slår de telte op og overnatter i flere døgn. Den sjette dag er der dog et uvejr på vej. Men Georg er ikke til sinds at tage ind på fastlandet for at søge ly, for hendes far er videnskabsmand og foretrækker stærkt at børnene skal være stille og rolige. Uvejret er kraftigere end noget, de før har oplevet og de søger ly i den gamle borgruin på øen. En meget høj lyd og en rystelse i undergrunden forskrækker dem, men der sker dem ikke noget. Næste dag kan de se at et meget stort stykke klippe har løsnet sig og er faldet i havet. Det er blevet fint vejr igen og Georg får øje på et skibsvrag, som klippeskredet har gjort synligt. De dykker ned til det og kan se at det er en ret moderne båd, men med et lidt underligt udseende. Skibet hedder 'Guldskibet' ifølge et skilt på siden. De har dykkerudstyr med og Julian og Georg dykker ned til vraget og går ind i det. De kan åbne dørene og se ind i kahytterne. En enkelt dør er svær at åbne, men en dykkerkniv hjælper. Rummet er større end de andre og ligner kaptajnens kahyt. Her står også tre solide trækasser, men længere tids ophold i vandet har mørnet dem, så de åbner en og finder at den er fyldt med guldbarrer. Desværre bliver Georg angrebet af en nærgående pighaj, så de trækker sig tilbage uden at få en af barrerne med. Georg taber også sin dykkerlampe. De to afbryder dykningen og vender tilbage til Dick og Anne og Tim i deres jolle. De sejler over på fastlandet og over middagsmaden fortæller de deres historie til Henry og Fanny Quentin. Henry kan huske "Guldskibet", for det var en superlækker lystyacht som skulle fremstå som en tro kopi af et af de gamle spanske guldskibe. Yachten var bygget til en amerikansk millionær, mr Wilson. Yachten blev stjålet, da den engang lå for anker ud for Kirrin. Tyvene var Biskot, Farley og Prater og de reddede sig i land, men blev senere fanget. De havde plyndret en bank og havde brug for en båd til at transportere byttet, men hverken byttet eller båden blev fundet, for de tre var ikke så samarbejdsvillige på det punkt. De har udstået deres straf for bådtyveriet og er blevet løsladt for nogle dage siden. Quentin-familien ringer til politiet og næste dag kommer der politidykkere ned til vraget, men de finder blot rester af kasserne og ingen guldbarrer. Der bliver sat vejspærringer op i området, men uden held. Georg og de andre tager over til øen igen, men om natten hører Georg lyde og overrasker to mænd. Men selv om Tim forsvarer Georg, bliver den bare hængt op i et træ i halsbåndet og Georg bliver bundet, så mændene kan flytte de guldbarrer, de har haft gemt i en af de dybe kældre i borgruinen. Efter et stykke tid kommer børnene fri, sejler over på fastlandet og får alarmeret politiet, der fanger de tre, men igen er guldet ikke at finde! Det ærgrer børnene, der giver sig til at lede, men nu inde på fastlandet. En af de lokale er en stor dreng, der bor alene ude i skoven og bliver kaldt Hanser eller lidt mere uvenligt Pip-Hans. Børnene er venlige ved ham, så han inviterer dem hjem for at se hans skat. Det er nu bare noget kulørt ragelse, så det har ikke noget med guldbarrerne at gøre. Nogle dage senere er Hanser blevet småsyg og børnene kommer forbi med lidt mad og slik. Julian vil vende madrassen for Hanser, men det vil han ikke have, for i et hul i gulvet nedenunder har banditterne gemt guldbarrerne. Netop som guldskatten er kommet for dagens lys, dukker banditterne op og snupper dem igen. De sømmer også dør og skodder til hytten til, så de kan smutte væk uforstyrret. Tim får dog hurtigt gravet et hul under den ene væg, så han kan komme ud med en besked til Quentin-familien. Politiet bliver alarmeret og får endnu engang fat i de tre, hvilket er nemt for de er kørt galt med deres bil. Men guldet er ikke at finde i bilen og banditterne røber ikke noget. Men banken kommer på banen og udlover en dusør på 120.000 kr til den, der skaffer dem deres guldbarrer tilbage. Børnene tænker at for det beløb kunne man købe et nyt hus til Hanser i stedet for den usle hytte, han bor i. De besøger Hanser igen og han har fundet et tørklæde som Biskot har tørret sig i panden med. Tim får det at snuse til. Hunden fører dem til en gammel klosterruin, hvor de finder guldbarrerne. Imens er to af banditterne flygtet. Børnene flytter guldet et kort stykke vej. Det er i sidste øjeblik for Farley og Prater er på vej i en lille lastbil. De bliver rasende, da de opdager at guldet er væk og da de hører en lyd fra Tim oppe i klokketårnet. Julian giver sig til at kime med klokken for at tilkalde hjælp. Og kort efter bruger de rebet til at smutte ned på ydersiden af klokketårnet. Georg og Tim bliver tilbage. Hanser kommer også til og hjælper børnene. Så Farley og Prat ender på bunden af en lav tørlagt brønd og må bare afvente at politiet kommer og hjælper dem op. Overbetjent Ballard fra Kirrin kommer snart tilstede sammen med nogle af sine mænd. Der er ikke så meget for betjentene at gøre andet end at fragte forbrydere og guldbarrer væk.
Børnene får udbetalt den store dusør og køber et fint lille hus til Hanser. Ikke et øje er tørt.

Dette er en ny forfatter på de sædvanlige personer og peppet op med tegninger på hver anden side. Det hele virker tyndt, men er hurtigt læst. Børn på højst 15 år, der får overladt dykkerudstyr og bruger det til at dykke ned til vrag og gå indenfor? Forældrene må have en god livsforsikring på dem. Og hvorfor er frihedsberøvelse og brug af tvang overfor mindreårige ikke noget, der får banditterne varetægtsfængslet på stedet? ( )