Pessoa døde relativt ukendt i 1935, dels fordi store dele af hans produktion endnu ikke var offentliggjort, dels fordi han i en poetisk raptus i 1914 skabte hele tre alter egoer med hver sin livshistorie og hver sit udtryk, som han publicerede de fleste af sine digte under. I ’Alle kærlighedsbreve er latterlige’ udgivet i 1989 har Peter Poulsen udvalgt og oversat digte fra ”dem alle fire,” og det giver gode muligheder for sammenligninger.

Svagest står Pessoa selv. Det er som om han har kanaliseret sine bedste tanker ud i de tre andre identiteter, hvor han kunne dyrke dem i ren form. Der er dog interessante digte imellem, som f.eks. denne smukke beskrivelse af forfatterens lod:

”Digteren er en mand, som fingerer,
Så fingernemt han med sproget rumsterer,
At smerten, han bærer i sin person,
Fremstår som ren fiktion.” (35)

Alberto Caeiro har ingen uddannelse og boede hele sit liv på landet, inden han døde som ung. Hans digte fokuserer på naturen, som fremstilles meget konkret. På en og samme tid beskriver han naturens skønhed og ironiserer over andre digteres forsøg på at besjæle den og gøre den til mere end den er. Jeg sætter pris på ironien, selvom digtene ikke for alvor berørte mig. Et eksempel fra digtet ”Der er rigeligt metafysik”:

”At gruble over tingenes inderste mening
Er at gøre sig til … som at gruble over sundheden
Eller at bære et glas vand hen til kilden
Den eneste inderste mening tingene har,
Er, at de ingen inderste mening har.” (41)

Ricardo Reis er uddannet læge, og hans digtning taler om og trækker på den antikke kulturarv. Selvom jeg nød at læse disse digte, så blev de for mig tomme kalorier. Tonen satte sig ikke de store spor, og bortset fra et langt digt om to persere, der fortsatte deres skakspil, mens verden brød sammen omkring, husker jeg ikke nogen specielt

Det store højdepunkt er modernisten Alvaro de Campos, som jeg har på fornemmelsen lå Pessoa nærmest. Mens de øvrige personligheder bruges til stiløvelser og ironisering, så er der en langt stærkere desperation og nærvær i de Campos’ digtning. Noget af det skyldes nok, at han fokuserer på moderne og derfor mere genkendelige fænomener, men digtene rummer også et meget genkendeligt og interessant jeg.

Triumf-ode er en overgearet hyldest til det moderne beskidte liv, skrevet på kanten af første verdenskrig, dvs. lige inden den moderne teknik med alle dens frygtelige bivirkninger for alvor viste europæerne sit sande ansigt. Der er en energi og fremdrift uden lige, som lader vanviddet lige under overfladen skinne igennem:

”Jeg kunne dø, knust i en motor,
Med samme følelse som en kvinde, der giver sig hen.
Smid mig ind i de brændende fyrkedler!
Læg mig foran de prustende tog!
Prygl mig om bord på de store skibe!
Masochisme ved hjælp af maskiner
Sadisme via moderne dimser og Mig og larm!” (81-82)

I andre digte er det den ensomme, moderne tvivler, der træder frem fra læseren og med sit tydelige jeg insisterer på at blive taget alvorligt.

”Hvis jeg dog bare kunne tro på en eller anden fetich –
Jupiter eller Jehova eller Menneskeheden –
Alt kunne bruges,
Thi hvad andet er alt end det vi tror er alt?” (100)

Jeg er sikker på at samlingen giver et godt indblik i Pessoas produktion, og oversættelsen kan der ikke sættes en finger på. Jeg må dog indrømme, at jeg som meget lejlighedsvis digtlæser satte klart mest pris på de Campos’ digtning. Den var mere moderne, mere insisterende og langt mere interessant i mine øjne. ( )