Farven suger, Brown Jenkins kommer snigende og Stanfield fanges i den usynlige labyrint

Jeg læste et par af Lovecrafts noveller for nogle år siden, men ved genlæsning er de langt bedre end jeg huskede dem. Titelhistorien handler om hvordan en tilrejsende landopmåler får genfortalt historien om et meteorit, der landede i en lokal families have. Livsformen som boede i den korrumperede naturen omkring sig og spredte vanvid og rædsel.

Lovecrafts sprog er til tider helt fantastisk, som når han på første side af Farven fra rummet skriver om det sted væsnet der var i meteoren udstrækker sin kraft over: "Det er ikke på grund af noget synligt eller hørligt eller rørligt, men på grund af noget man forestiller sig. Stedet er ikke godt for fantasien og giver ikke fredelige drømme" (s. 43)

Personerne udsættes i hver historie for gruopvækkende ting, og den tragedie der oftest synes at få dem er at de tror de lever i et positivistisk, videnskabeligt univers, hvor hændelser kan forklares med den viden der allerede er tilgængelig. Kun for at blive konfronteret med at det ikke er tilfældet. Som når professor Peaslee i Tidens skygge skriver i det lange brev til sin søn om sine oplevelser: "Jeg forblev vågen hele natten, men indså ved daggry hvor fjollet det var af mig at lade en mytes skygge ryste mig. I stedet for at blive bange skulle jeg have haft en opdagers entusiasme" (s. 130). Men nogle gange vil opdagerens fremdrift afsløre noget man ville have foretrukket ikke at stifte bekendtskab med.

Samlingen indeholder også blandt andet en overraskende zombiehistorie. Et rottemonster ved navn Brown Jenkins som er knyttet til en heks der behersker matematiske hemmeligheder. Og en usynlig labyrint på Venus, i mødet med hvilken hovedpersonen kommer i tvivl om menneskehedens overlegenhed i forhold til de indfødte venusboere.

Jeg syntes ikke historierne var så uhyggelige som jeg huskede, men konstant spændende og tankevækkende.
( )