Georges Simenon - [Le Temps D'Anaïs]
Back to 1951 and Georges Simenon. Le Temps D'Anais was published in March 1951 by Les Presses de la Cité after being serialised a couple of month earlier. It is another in the series of Romans Dur: that is novels that do not feature Commissaire Maigret. This one however does heavily involve the police and the judicial system of France, it allows Simenon to step outside of the usual detective format and this one has some striking results as he delivers a cracking psychological crime novel.

Albert Bauche is driving out of Paris, he is alone, he charges through the suburbs and into the countryside and drives in pouring rain until his car breaks down. He finds himself in a forested area and see a light across some fields. He makes his way into a small village and finds the local bar open. He downs a few glasses of eau de vie and is ignored by a group of locals sitting at the other end of the room. He asks to use the phone and the number of the local police station. It is only when he tells the policeman at the other end of the phone that he has just committed a murder in Paris, that he gains their attention. The police tell him to await their arrival at the bar. The story continues from Bauche's point of view as he is duly processed and then is escorted in handcuffs first by car and then by train to the Paris headquarters.

The first part of the story tells of Bauche's alienation from all those around him especially when he tells of the nature of the murder: He had walked into the apartment of his boss shot him in the mouth and when he was still moving clubbed him to death with a metal statue that was to hand. Bauche shows no remorse, but is intent on explaining why he carried out such a brutal murder. It is an open and shut case, but Bauche when given a chance to employ an advocate chooses an old friend from a seaside town where he was brought up. It is he thinks his best chance of explaining why he committed the murder; he keeps saying to himself that he is an honest man and the authorities should listen to him. His advocate quickly realises that the only chance of saving his client from the guillotine is to claim that it was a crime of passion because Bauche's boss was sleeping with Bauche's wife. Bauche will not go along with this because for him it is not true. He is then examined by a psychologist to see if he is fit to stand trial and the whole story of his past life unfolds under the examination.

The story is certainly existentialist in nature, there are echoes of Albert Camus's Mersault in L'Étranger (published in 1942). However Simenon is more interested in detailing Bauche's past sex life and his sometimes strange relationship to women, which puts him outside of the 'normal rules' of a sexual relationship. Bauche is not embarrassed by the revelations because he imagines that the psychologist might be a bit like himself and will listen to what he says and will ask him the right questions. Simenon is at his best with question and answer situations and although this is not the usual police interview he uses it to tell Bauche's back story. The point of view of the novel is very much from a man's perspective, but probably accurately reflects the social mores at the time. 4 stars. ( )

Frankrig, Paris, ca 1950
En gift 26-årig mand, Albert Bauche, har dræbt en mand Serge Nicolas i Paris og som i en rus kører han ud af byen og ender i Ingrannes, som ligger i Orléans-skoven midtvejs mellem Pithiviers og Orléans. Nærmeste flække med en gendarmeri-station er Vitry-aux-Loges. Han ringer fra en lille kro og melder sig selv. Han har dræbt Serge i Rue Daru og ikke på nogen god måde. Han skød ham først, men så klikkede pistolen og i stedet slog han ham 22 gange med en ildrager og knuste derefter kraniet med en bronzestatuette, fordi han ikke ville have at han led. Serge Nicolas hed i virkeligheden Schopkin og var gået fallit flere gange, så han kunne ikke drive virksomhed under eget navn. Serge og en hr Ozil tilbød derfor Serge jobbet som administrator.
En kriminalkommisær står for undersøgelsen og undersøgelsesdommeren hedder Bazin.
Albert arbejdede for Serge og Alberts kone Fernande var samtidig Serges elskerinde. Fernande og Albert har været gift ca fire år. Den første pige, Albert gik i seng med, var Anaïs, en lokal pige, der var ret løs på tråden og Fernande er nymfoman og går i seng med alle.
Albert vælger en advokat Houard som sin forsvarer, fordi denne har kendt hans far. Faderen er død nu, men moderen lever stadig. Da faderen døde, havde familien ikke rigtig nogen indtægter og heller ikke rigtigt nogen penge, så Albert tog til Paris for at søge arbejde. Efter lidt småhutlen fik han job hos en hr Horwitz, som viste sig at være en fupmager. Fernande var allerede ansat der, da Albert kom til og efter et stykke tid flyttede de sammen og gik i seng med hinanden og endte med at gifte sig. Et stykke tid senere bliver Albert samlet op af Serge og puttet ind som stråmand for Serge eller rettere de er begge stråmænd for Ozil. Firmaet hed C.I.F. og på papiret laver det film, men faktisk er det kun et skalkeskjul for forsikringssvindel.
Albert bliver fremstillet i retten og siger at han ikke fortryder noget og at han har dræbt Serge, fordi svindelnummeret var gået op for ham og han ikke vil være et uhæderligt menneske. Retten lytter til ham og bestiller en mentalundersøgelse. Her går han selv op i at forstå sine handlinger og vi forstår at han helt fra drengeårene har været tiltrukket af piger/kvinder, der lige har været sammen med andre mænd.
Politiet afdækker også at han har levet over evne og har en ret håbløs gæld og han måske har satset på at Serge ville dække den? I alt fald er det Serge, der har lært ham alle de dyre vaner.
Albert sidder varetægtsfængslet et par dage og spekulerer sig op i et hjørne. Til sidst bryder han nærmest sammen og bliver indlagt på et observationsafdeling under professor Méchouard, hvor han "har mange år foran sig til at give sine forklaringer".

Vældig godt psykologisk studie i hvad der foregår i hovedet på en drabsmand. ( )

Albert Bauche, en panne dans la forêt d'Orléans, téléphone à la gendarmerie, s'accuse d'un meurtre et se constitue prisonnier. On apprend par les divers interrogatoires qu'il travaillait pour la victime, Serge Nicolas, mais Bauche ignorait que cet emploi lui avait été procuré par sa femme, qui est la maîtresse de Nicolas. Bauche n'établit aucun contact avec les enquêteurs et ses déclarations ne reflètent que sa vérité personnelle. Par contre, il se sent à l'aise quand il s'entretient avec le psychiatre, car celui-ci s'intéresse à l'évolution de ses pensées et insiste sur le côté sexuel du problème. Bauche est alors heureux de s'expliquer : Anaïs, fille facile de son village, a marqué sa sensibilité d'adolescent timide. Elle était comme un animal. Tous les hommes la troussaient sur la plage ou près du canal. Son père même, une fois... A son tour, il l'a connue, mais c'était comme pour se venger de quelque chose. Plus tard, lorsqu'il est venu à Paris pour trouver du travail, c'est encore l'image d'Anaïs qui lui a fait rechercher la compagnie de Fernande, une nymphomane, qui, depuis, est devenue sa femme. Il a conscience de lui être indispensable, car il est son confident et son soutien ; il l'aime, lui pardonne tout et il est même heureux avec elle. En revanche, la vie plus brillante que lui a procurée Nicolas ne lui plaît pas car, bien qu'il ait à présent confiance en lui-même, il ne supporte pas le mépris de cet être répugnant. A partir du jour où il a appris qu'il n'était que le prête-nom d'une société véreuse et qu'on le tenait pour un « imbécile prétentieux », il n'a pu en supporter davantage. Dès ce moment, il a su qu'il tuerait Nicolas, qui représente par ailleurs tout ce que lui-même ne sera jamais : un homme viril, qui a réussi. Bauche a hâte de discuter avec le psychiatre et décide de se faire considérer comme fou, pour le voir plus souvent. Sa folie est jugée réelle et on l'interne. Il est vrai que l'avocat Houart, ancien ami de son père, était intervenu dans ce but.