Sverige, 1976
Thorbjørn Fälldin er blevet statsminister og lader justitsministeren blive siddende.
Om sommeren kommer ministerens svoger, lektor Vilhelm Persson, på besøg på justitsministerens ø, Lindö. Ministeren har seksten børn, så der er ikke så fredeligt. Derfor tager de på besøg ved ministerens halvkusine Siri Segerstedt, som tager dem med på et visit til Hugo Holm, en doven trikotagedirektør. De bliver til middag om aftenen, hvor en kunstmaler Karl Kannemo overfuser og Hugo Holm og spytter på ham. Hugo erklærer at han har tænkt sig at gifte sig, men ikke med hvem, men at hun er til stede. Selskabet består af ham, hans søn Bo Holm, dennes forlovede Birgitta Bodin, en advokat Ahlman udsendt af Hugos ekskone Harriet Molander, Karin Kannemo gift med Karl, Rickard og Rigmor Rosenberg og Siri Segerstedt, foruden ministeren og Vilhelm Persson.
Kort efter at selskabet er brudt op bliver Hugo Holm slået ihjel med en ildrager, hvilket den gamle hushovmester Bengtsson opdager om morgenen. Politiet kan konstatere at der ikke har været udenforstående i huset siden om aftenen, så listen over mistænkte er ret lille. Udover de nævnte er der også en stuepige Lene Lindström på 19 år, men dog allerede udstyret med et spædbarn.
Ministeren begynder sin egen efterforskning (og sjovt nok lader det slet ikke til at politiet gør noget imens) og får undervejs afdækket diverse småhemmeligheder, fx at den succesfulde kunstmaler egentlig hellere vil male elge end billeder i "kranisme" stilen. Efter nogle forviklinger kommer ministeren på det rigtige spor. Hugo Holm havde en dårlig vane med at lave ondskabsfulde og rammende parodier på folk, også af og til når de selv var til stede. Hans lidt sjuskede påklædning da han blev fundet død, tyder på at det er advokat Ahlman, der er morderen og det viser sig da også at være tilfældet. Han var blevet forelsket i Hugos ekskone og blev ude af sig selv, da Hugo afslørede at de to skulle giftes igen og at Ahlman var totalt til grin.

Ret underholdende bog, hvor ministeren går sin svoger stærkt på. Der er også hip til at den borgerlige regering ligner den socialistiske til forveksling og at den socialistiske ikke har udrettet ret meget på sine fyrre år ved magten. Storrygende atomkraftmodstandere får også et hak, lige som den ideligt devaluerende regering, der bryder alle sine valgløfter det ene mere spektakulært end det andet. ( )

It was a long time since I read Balderson before I tried this and I see the glimmering of nostalgia has been very strong. I though this would give me good entertainment.

But it was neither particular exciting, nor funny. Balderson has come up with a murder tale that just barely makes it, spiced with clever made-up anecdotes about members of parliament in general and the Prime Minister (Fälldin) in particular.
---
Det var längesen jag läste Balderson innan jag ga mig på denna och jag märker att nostalgins shimmer varit mycket starkt. Jag trodde det skulle vara god underhållng.

Men det var varken särskilt spännande eller särskilt roligt. Balderson har snickrat ihop en mordhistoria som precis håller, kryddad med spetsfundiga påhittade anekdoter om regeringsmedlemmar i allmänhet och statsministern (Fälldin) i synnerhet.

Språket är oklanderligt, vilket håller betyget på en stadig tvåa. ( )