Drei Brüder sitzen am schwedischen Ferienhaus ihrer Familie, wo sie eigentlich die Asche ihrer Mutter verstreuen sollten. Soeben haben ich zwei von ihnen erbittert geschlagen. In Rückblenden erzählt der Autor davon, wie drei Brüder, die sich einst nahe standen, einander so fremd wurden, dass man sich nicht mal die Mühe macht, auf der Straße füreinander stehen zu bleiben.
Die Eltern waren lieblos, schwer einzuschätzen und in den eigenen Emotionen gefangen, zudem dem Alkohol sehr zugeneigt. So haben die drei Brüder verschiedene Strategien gewählt: Nils hat sich entzogen, Pierre provoziert und Benjamin hat versucht, die Gefühlsregungen aller zu antizipieren und es allen recht zu machen.
Es gibt ein Schlüsselerlebnis, ab dem alles gekippt ist. Das wird ziemlich am Ende deutlich und man ist fassungslos, als man es liest. Literarisch ist das fantastisch gemacht.
Aber psychologisch finde ich diese Erklärung gar nicht so gelungen. Der Autor Alex Schulman hatte ja eine ähnliche Kindheit - ohne dieses Schlüsselerlebnis. Er sagt von sich selbst, er sei wie Benjamin gewesen. Dieses Erlebnis ist wie ein Versuch die Eltern zu erklären, da war was Konkretes und eigentlich haben sie uns doch geliebt. In Wirklichkeit aber waren sie doch auch ohne dieses Erlebnis unberechenbare Eltern, der Grund dafür liegt in ihrer eigenen Kindheit, den eigenen Leiden. Dieses schlimme Geschehen wirkt wie ein Erklärungsversuch, der literarisch dazu gesteckt wurde, weil es ansonsten - ohne Grund - zu schrecklich wäre. ( )

Kommt ganz leicht daher, ist aber ganz harte Kost wie es leider in vielen Familien passiert - keine Kommunikation, Kälte, Haltlosigkeit, bis dahin, daß die Mutter evtl. lieber eine Tochter wollte, statt 3 Söhne?! Ständig droht der Tod durch Unterkühlung. Die Kinder sind sich ihrer selbst nicht sicher und suchen Halt, den sie aber weder bei Vater noch Mutter finden. Die Eltern sind nicht wirklich böse, eher wirken sie durchschnittlich unzulänglich. Die Kinder tragen zu dünne Jacken und merken kaum noch, dass sie ständig frieren. Im Jugendlager haben sie als Einzige keinen Schlafsack dabei. Dreckige Fingernägel , aber es ist ein wohlwollender Lehrer, der einen der Brüder auf seinen Körpergeruch aufmerksam macht.. Verwahrlosung im gut gepolsterten Sozialstaat hat viele Seiten. ( )

I didn't remember putting this book on hold but then saw the author blurb on the top by Fredrik Backman and realize he recommended the book so I just wanted to read it because of that. I think I expected something similar to his writing style and subject but this is very different. It is quite brutal and difficult to read even though it is a short book. It does have a surprise ending that I didn't expect but there was so much violence in this dysfunctional family that I'm not sure it is worth the payoff. I give it 2.5 stars rounded up to 3. ( )

En mor er død og hendes tre sønner er taget tilbage til den ødegård, hvor familien tilbragte den ene sommer efter den anden, for at sprede hendes aske i søen. Det bliver kulminationen på et forløb, der tvinger brødrene til at konfrontere de begivenheder i barndommen, der på mange måder har været med til at definere deres liv.

Romanens kapitler veksler mellem to tidsforløb. På nutidsplanet følger man Nils, Benjamin og Pierre den dag, hvor de skal opfylde moderens sidste ønske. Denne historie fortælles baglæns, så det første kapitel beskriver afslutningen ved midnat, hvor de tre forslåede brødre sidder på verandaen, da den tilkaldte politibil glider ned af markvejen til ødegården. Derfra spoles døgnet tilbage til fundet af et brev fra moderen til de efterladte sønner 24 timer tidligere.

Det andet plan fortæller historien om drengenes barndom og deres somre på ødegården. Nils er den ældste, skeløjet, dygtig i skolen, offer for de yngstes drillerier og familiens store håb om social fremgang. Benjamin er den midterste og bogens omdrejningspunkt. Han er følsom og fintmærkende, han registrerer hele tiden familiens følelsesmæssige balance og prøver at undgå, at tingene koger over. Pierre er den yngste og noget af en vildbasse, der som voksen udvikler sig til hårdtslående slagsbror.

Men drengene er selvfølgelig ikke alene. Der er også forældrene, hvis forhold er præget af for meget drikkeri og talrige skænderier. Benjamin frygter især moderens lunefulde aggressivitet og ondskabsfulde straffe, mens han trods alt har nogle gode stunder med faderen, når de to er alene. Meget er godt på ødegården, men ikke alt. De elsker, når faderen flytter opmærksomheden fra flasken og sætter dem i gang med noget sjovt, men han kender ikke altid grænsen mellem skægge lege og hasarderet opførsel. F.eks. lader han drengene konkurrere om at svømme ud til en bøje i søen, men da de først kommer derud, er de på nippet til at drukne.

De holder sammen og overlever, men sammenholdet bliver sat på en alvorlig prøve, da de en dag går på opdagelse i skoven og kommer til en transformatorstation. Døren er brudt op af hærværksmænd, og Benjamin trodser alle advarsler om fare. Ulykken overlever han akkurat, men det betyder enden på ferierne på ødegården, og derefter går familien for alvor i opløsning.

Romanen er som sagt velkomponeret, men det føles også en lille-bitte smule, som om læseren bringes gennem historien med ført hånd. Schulman indarbejder et tvist til sidst, som er kløgtigt lavet, men som ikke gjorde historien bedre. Og personerne – især de tre brødre – føles lidt som arketyper mere end hele personer. Når det er sagt, så er bogen velskrevet og hurtigt læst, så man går ikke galt i byen med den. ( )

Drie jonge mannen keren terug naar het zomerhuis waar ze vroeger met hun ouders de zomervakanties doorbrachten. Ze hebben de urn met de as van hun moeder bij zich om in het meertje bij de ‘stuge’ uit te strooien ( )