USA, Maryland, ca 1870
Indeholder "1. Kanonklubben", "2. Præsident Barbicanes meddelelse", "3. Virkningen af Barbicanes meddelelse", "4. Svar fra observatoriet i Cambridge", "5. Hymnen til kanonkuglen", "6. Kanonens historie", "7. Krudtspørgsmålet", "8. Én fjende mod 25 millioner venner", "9. Florida og Texas", "10. Urbi et orbi", "11. Stone's Hill", "12. Hakke og murske", "13. Støbefesten", "14. Columbiaden", "15. Et telegram", "16. Passageren på Atlanta", "17. Et folkemøde", "18. Angreb og gensvar", "19. Hvorledes en franskmand ordner en affære", "20. Den nye borger i de Forenede Stater", "21. Projektilvognen", "22. Teleskopet på Klippebjergene", "23. Sidste enkeltheder", "24. Fyr!", "25. Overskyet vejr", "26. Et nyt himmellegeme".

Kanonklubben består af folk, der har opfundet en ny kanon eller i alt fald forbedret en, eller et andet skydevåben til nød. Jo større kanon, jo mere anseelse nyder man i klubben.
Men nu er der fred og ingen fare. Hvor kedeligt. Kanonklubbens præsident Impey Barbicane fatter den ide at sende et projektil til Månen med en kæmpekanon. Projektilet skal være så stort at der er plads til tre mand i det, Barbicane selv, en rival Nicholl der laver panser og ikke kanoner og endelig en fransk eventyrer, Michel Ardan. Nicholl tror ikke på projektet og laver en række væddemål med Barbicane om at han ikke kan skaffe pengene, at kanonen ikke kan bygges osv.

Jules Verne regnede på tingene, men ignorerede umuligheder. Projektilet er lavet af aluminium, støddæmpet og affyret med store mængder skydebomuld fra et nedgravet kanonrør. Vægtløshed og iltforsyning og rummets kulde bliver også regnet ind.

I praksis er det svært at få mundingshastigheden høj nok og accelerationen bliver alt for høj til at nogen kan overleve den. Ilt og mad kan man derimod sagtens pakke nok af til at overleve turen.
Barbicane, Nicholl og Ardan bliver sendt afsted efter planen med en hastighed på ca 11 km/s.

Der er en anden del, der fortæller om rejsen. I forhold til kunstforlagets udgave er der byttet lidt rundt på nogle kapitler. Folk har det med at opfatte Jules Vernes bøger som et forhandlingsoplæg snarere end som et færdigt værk, som man ikke må pille i, når man oversætter. ( )