Indeholder "Det ubesvarede spørgsmål", " Kvanterevolutionen", " Når bølger mødes", " Kvante-dobbeltspalten", " Partikler eller bølger", " Mysteriet om kvantespringet", " Ubestemthed", " Konklusion", "Kvanteteorien", " Fra Rutherford til Bohr", " Hinsides Bohrs atommodel", " Heisenbergs revolution", " Matricer og usikkerhed", " Usikkerhedsprincippet", " Heisenbergs mikroskopeksperiment", " Et land uden stier", " Komplementaritet", "En udelelig helhed", " Heisenberg og Born", " Bølger og sandsynligheder", " Københavnerfortolkningen", "Bohr mod Einstein", " Skjulte variable", " Einstein-Podolsky-Rosen-paradokset", "Bells teorem", " John Bell", " Tydningen af paradokset: Fra EPR til Bell", " Eksperimentelle resultater", "Kvantevirkelighederne foldes ud", " En kvantemekanisk ikke-begivenhed", " Ikke-lokalitet", " En virkelighed over lysets hastighed", " Kvante-helhed?", " Billeder af ikke-lokalitet", " Geometrodynamik - sorte huller og ormehuller", " Geometriens twist", " Rummet som et quilttæppe", " Det ikke-lokale rum", " Rumtid og kvantevirkelighed", " Ikke-lokalitet og ubrudt helhed", " Kvantepotentialet", " Et forbundet univers", " Konklusion", "Noter", "Indeks".

Glimrende gennemgang af hvordan kvantevirkeligheden på ingen måde ligner vores normale opfattede verden. Det starter med om lys er bølger eller partikler. Dobbeltspalte-eksperimentet viser at lys interfererer selv om man kun skyder enkeltfotoner af sted. Ditto med elektroner. Niels Bohr fortolker Ernest Rutherfords eksperimenter som at elektroner er bundet til baner, der er bestemt af et helt antal kvanter. Werner Heisenberg opdager usikkerhedsrelationen og tolkningen af dette er ret klar. Man kan ikke få noget at vide hvis man ikke påvirker sit måleobjekt med mindst eet kvantum energi. Og det forstyrrer så objektet tilsvarende. Niels Bohr er imidlertid villig til at tage skridtet en tak længere. Vi kan slet ikke tale om elektroners bane, for begrebet bane findes slet ikke i kvanteverdenen. Der findes kun målinger og resultatet af målinger. Wolfgang Pauli er også med i diskussionerne. Heisenbergs ligninger kan skrives på matrix-form og så bliver det mindre indviklet hvad der foregår. Men ikke ret meget mere forståeligt. Og Albert Einstein kan slet ikke lide den her udvikling. Sammen med Boris Podolsky og Nathan Rosen formulerer han et tankeeksperiment EPR, hvor et partikelpar kan måles på uafhængigt af hinanden, så målingen af den ene påvirker den anden eller hvad der nu sker. Max Born har en kollega Pascual Jordan som hævder at observationer skaber det, de skal måle. Louis de Broglies stofbølger giver Erwin Schrödinger ide til en anden måde at se tingene på, men de viser sig ikke at være stoflige, men sandsynlighedsfordelinger og dermed det samme som matrixmekanikken bare set fra et lidt andet ståsted. Bernard d'Espagnat har et billede af virkeligheden skjult for os bag et slør, men selv det er ikke radikalt nok for Bohr og Københavnerfortolkningen. John F. Clauser, Michael A. Horne, Abner Shimony, Stuart J. Freedman og Richard A. Holt begynder i 1970'erne at lave eksperimenter, der kan checke Bell's ulighed. Alain Aspect lukker endnu flere huller for "lokal virkelighed" tolkningen. Einstein-separabilitet opnåes ved at ændre detektorerne undervejs. Niels Bohr: Vi hænger fast i sproget på en måde, så vi ikke kan sige hvad der er op og hvad der er ned.
John Wheeler og Charles Misner arbejdede med topologiske beskrivelser af rummet. Roger Penrose har en twistor-teori. David Bohm har fundet på kvantepotentialet, der ikke aftager med afstanden. Det bliver hurtigt kompliceret.
Tilsidst forsøger forfatteren at knytte filosofi og psykologi ind i forståelsen af kvantefysikken, men her synes jeg at kæden hopper af.

Ikke et ord om Peter Shor og kvantecomputere, men det er jo også ret fair eftersom Shor's algoritme er fra 1994 ( )