England, London, 1950'erne
Richard Gordon er søn af en læge, så han tænker at han også vil være læge. Han læser medicin og bliver lægestuderende ved St. Swithin's hospitalet, hvor hans far også læste i sin tid. Hospitalet er ikke rigtigt noget særligt og faren ville gerne have været kirurg, men var ikke rigtig dygtig nok til det, så han giftede sig og blev en rigtig udmærket praktiserende læge i stedet.
Optagelsesproceduren ved St. Swithin's viser sig at bestå i om sekretæren kan lide en. De studerende er også lidt sære. En af dem, Grimsdyke, har fået testamenteret 1000 pund om året, mens han læser, så han har slet ikke travlt med at blive færdig. Men en dag får han en forlovet, der ikke gider en evighedsstuderende, så det får ham til at sætte tempoet op. Værten i den lokale kro King George kaldes Pastoren, fordi lægerne har fundet det smartere at snakke om at de skal hen i kirken efter job end at de skal hen og drikke.
Grimsdyke tager Richard under sine vinger og sørger både for det sociale i King George med litervis af øl og massevis af tømmermænd, foruden indlemmelse på det lokale rugbyhold som højre wing. Efter nogen tid består Richard og Grimsdyke anatomieksamen og kan gå rundt med et stetoskop som tegn på deres nyvundne status som næsten-læger. Richard får nok af pensionater med midaldrende værtinder, der spørger om råd for deres mange dårligdomme og ikke mindst deres yngre kvindelige og tomhjernede slægtninge, der spørger til råds om deres ankler, lægge, knæ og så videre. Richard flytter ind i en stor lejlighed, hvor Archie Broome og hans veninde Vera lejer værelser ud til andre medicinstuderende.
Han og de andre kommer i en slags praktik ved en professor Maxworth og lærer inspektion, palpation, perkussion og auskultation, dvs se, føle, banke og så lytte med stetoskopet. Oversygeplejersken er en frygtindgydende valkyrie eller heks, som man ser på det. Sygeplejeeleverne bliver brugt som rengøringsassistenter og som chaperone, når en mandlig læge skal undersøge en kvindelig patient. Efter tre måneder her, går det videre til tre måneder under Sir Lancelot Spratt, der er kirurg og ikke er bange for at skære i noget som helst. Men da han selv får mavekræft, stopper han på hospitalet og tager hjem for at dø. Der skal ikke skæres i ham selv.
Richard prøver at komme i lag med nogle af sygeplejerskene eller sygeplejeeleverne, men det går ikke så godt. Lidt senere kommer han i praktik på fødselsafdelingen og må tage ud til hjemmefødsler, altid på et trælst tidspunkt sen aften eller nat. Efter dette er der praktik hos doktor Loftus og det falder sammen med den anden jul efter Richards studiestart, så i stedet for at tage hjem til jul, bliver han på hospitalet og er med i juleforestillingen for kvarterets børn. Grimsdyke leder holdet, som består af Grimsdyke, Richard, Tony Benskin, John Bottle, Sproget, Evans og Harris. Julen oprinder, kalkunen bliver skåret op af Loftus (der desværre er mediciner og ikke kirurg), men Benskin har drukket lidt rigeligt gin. De giver ham en udpumpning, men forestillingen er ikke nogen succes. Benskin får dog både latter og bifald, for han får hikke og brækker sig i et hjørne af scenen. Næste dag er der bal ved sygeplejerskene. Godt nok tørlagt, men Richard og de andre spæder limonaden op med stærkere sager, fx gin og rom. En af de andre har hældt en kvart crème de menthe i, så det resulterende dyvelsdræk smager lidt sært. Det bliver en god fest, som Richard dog ikke husker det store fra.
Efter nytår begynder han på kirurgisk polyklinik og får sin første berøring med egentligt lægearbejde. Polyklinikken bliver kørt af portørerne, der visiterer til diverse specialister. En stor fordel er det at patienterne stort set ikke fejler noget, men bare klager lidt over hovedpine eller udefinerede smerter.
De studerende mangler tit penge og et mikroskop og en pantelåner virker fint på kort sigt, men Tony Benskin forsøger sig også med chaufførjob og tjenerjob, men han har ikke rigtigt kvalifikationerne til det.
Ovenpå et patologisemester (hvor Richard var tvunget til at lave obduktioner) kommer kortere ophold på de forskellige afdelinger på hospitalet. Hudsygdomme er et godt speciale, for patienterne dør aldrig og bliver tilsyneladende heller aldrig raske, så det er en sikker indtægt.
Eksamen nærmer sig og lejligheden beboes nu af Richard, Benskin, Bottle, Sprogget og Evans. Alle kaster sig over bøgerne med fem uger tilbage inden eksamen. Benskin har dog tid til at kaste sig over mysteriet om den forsvundne brandmandshjelm fra King George. Han får skæld ud af chefen og hævner sig ved at sende invitationer ud til et teselskab. Chefen opdager det så sent at han ikke kan aflyse og det bliver endda en stor succes, men han er alligevel træt af at være taget i skægget. Men kan ikke bevise at det var Benskin, der stod bag. Til skriftlig eksamen har Benskin fundet en smart måde at snyde på, som han dog først fortæller om bagefter. Mundtlig eksamen er værre. Man skal klæde sig rigtigt på, så man i det mindste ligner en læge. Og man er tæt på eksaminatorerne, hvilket fx får Harris til at gå i sort, så han svarer forkert på stort set alt.
Richard klarer sig nogenlunde til den mundtlige prøve omend han kommer til at sige noget om et marsvin af standardvægt, 100 kg. Men rosinen i pølseenden er den kliniske prøve og det er et lotteri om man får et nemt tilfælde eller noget nederdrægtigt og lumsk. Men patienterne der bruges, har jo prøvet det masser af gange før, så de fortæller beredvilligt den unge eksaminant alt, hvad han skal bruge. Benskin har det værre, for han skal vise en fødsel på en papmodel og kommer til at ødelægge den og taber tangen. Eksaminator siger tørt at han så kan samle tangen op og slå faderen med den, for så har han slået hele familien ihjel,
Harris er sikkert også dumpet, for eksaminator kiggede ud ad vinduet og sagde noget poetisk om det spirende forår og tilføjede så at det ville han og Harris jo komme til at se igen sammen.
Både Richard, Benskin og Grimsdyke består og drikker sig prompte i hegnet henne på King George.
De kommer videre i livet og Richard kan nu kalde sig doktor Gordon.

Lidt samme stil som James Herriot bøgerne om en landdyrlæge. Her med patienter i rollen som kvæg. Her er også lidt om Richards far, der stadig har en fin trææske med dyre kirurgiske instrumenter, som han aldrig kommer til at bruge. Stetoskop staves stethoskop, men det lærer man at ignorere. Sjovt tidsbillede af London og England i 1950'erne.
Richard Gordon er et pseudonym for Gordon Stanley Ostlere (1921 - 2017). ( )

From the fifties, the retelling of a young man's forays through medical school at an imaginary teaching hospital in London called St. Swithin's. As the author was a surgeon himself, I'm pretty sure he was drawing on his own experiences (probably with embellishments) and gather that the picture of medical practice in that bygone era is more or less accurate. It's full of humorous incidents and very lighthearted. Most of it is about life as a student- dealing with roommates, inscrutable professors, cramming for exams, ineffectively trying to date nurses and so on. The shock of being presented with his first cadaver to dissect. How quickly the students got used to such things. I felt sorry for the patients the medical students had to practice on, but they often seemed proud of the attention their ailments garnered! It's an amusing read and the writing even reminds me a bit of James Herriot.

read more at the Dogear Diary ( )

This is the original book in the Doctor in the House series and deals with his medical training. The Doctor books were written as memoirs, a fiction continued by the author and main character's name being the same. In reality, Dr. Richard Gordon Dr. Gordon Ostlere, a highly-qualified surgeon and anaethetist and contemporary of my uncle who was a reknowned anaethestist himself - but I didn't know that at the time. ( )

Humourous stories of young doctors at medical school. A series of films were based on the Doctor books, and a television series as well.
This one was first published in 1952. ( )