Rummet, ca år 2500
Menneskene har sendt mange rumskibe ud af solsystemet, hver med en teletransportør ombord. Det smarte er at man kan på- og afmønstre mandskab undervejs og i det hele taget forsyne skibet med fornødenheder, men det forudsætter at hjemplaneten har et stabilt styre. En krig lammer Jorden i det meste af et århundrede og imens fortsætter XA463 også kaldet Southern Cross sin rejse mod Alpha Crucis.
Terangi Maclaren er en af overklassen, men også astrofysiker. Teletransportøren er voldsomt dyr at bruge og også lidt farlig, så den er placeret på Månens bagside og Terangi har brug for en del bestikkelse for at få lov at omdirigere Southern Cross, så den kan studere en helt udbrændt stjerne, han finder interessant. Southern Cross er accelereret til ca 0.5 c, så stjernen er altså nogle få hundrede lysår væk fra Jorden. Teletransportøren gør det muligt at få observationer frem uden tidsforsinkelse, så der kommer jævnligt en ladning memory-kort tilbage med data fra skibets teleskoper. David Ryerson er 20 åt, søn af Magnus Ryerson og har nyligt giftet sig med Tamara Suwito. Hans fire brødre er alle døde i rummet, så han er den sidste og har tænkt sig at rejse fra Jorden til kolonien Rama sammen med Tamara. Faderen synes at han skal tage en tur med Maclaren først. Den tredje mand på turen er Seiichi Nakamura, som er en glimrende matematiker og god til judo. Den fjerde er Chang Sverdlov fra planeten Krasna, der omkredser Tau Ceti. Her smedes planer om at ødelægge teletransportøren og gøre oprør. Chang har besked fra sin organisation på at holde mund og holde øjnene åbne. Måske kan den døde stjerne bruges til noget.
Jorden regeres af et Protektorat, der lyder som en art militærdiktatur med en general i spidsen. Det er svært at overliste, så det endte skidt for folkene ved Centauri-kolonien, da de forsøgte at gøre oprør for 40 år siden.
De fire, Maclaren, Ryerson, Nakamura og Sverdlov, bliver sendt op til rumskibet. Der er en fusionsdrevet ion-motor, så ved at bremse med 1.5 g i et stykke tid får de bremset ned fra halv lyshastighed og tættere på den sorte stjerne. Nakamura tager skibet tættere på, men ca en million kilometer fra stjernen smelter skibets ion-motor pludseligt. De har glemt at tage højde for at stjernen kunne have et kraftigt magnetfelt og faktisk er det voldsomt stærkere end fx Solens. Nakamura redder dem fra at styrte ned på stjernen, men de er havnet i en dårlig situation med dele af motoren smeltet væk. De går ned på halve rationer og samarbejder om at bygge en nogenlunde erstatning for det smeltede. Og selv om det slår gnister mellem dem, så trækker de faktisk på samme hammel. Sverdlov dør, mens han forsøger at måle på den improviserede ion-stråle, mens skibet accelererer. Nakamura, Ryerson og Maclaren søger efter en planet i det solsystem, som den sorte stjerne var centrum for. Det lykkes faktisk, men det er voldsomt svært at lande på planeten og Nakamura har formentlig tænkt over at det navnligt er livsfarligt for piloten. I alt fald dør han under landingen. Southern Cross er slået delvis til vrag, men Maclaren og Ryerson kan bruge maskineriet til at forarbejde malm, de finder på planeten og derved reparere deres sender. Men den er ikke justeret, så det er noget i blinde at de forsøger at få kontakt med andre. De når dog at finde resonans med en anden sender/modtager og Ryerson vælger at gå igennem først. Efter et stykke tid kommer en person i rumdragt tilbage gennem senderen, men det er ikke et menneske og vedkommende har Ryersons lig med.
Med lidt meget hjælp fra den nytilkomne får de sendt Maclaren tilbage til menneskene og teknikere kan så i ro og mag få repareret senderen ordentligt.
Det er første kontakt med en anden race og formentlig dødsstødet til Protektoratets statiske regeren over menneskeheden. Maclaren kommer til hægterne igen og tager hen og besøge Ryersons kone og far. Magnus citerer Kipling og så forstår Maclaren at mænd drages mod rummet, fordi de er mænd!

Poul Anderson forsøger at forklare massetransportøren, som noget, der ødelægger originalen og sender et signal, der så omsættes til en rigtig god kopi ved modtagestationen. Og signalet er så komplekst at man endnu ikke kan optage det og gemme det, så man fx kan lave flere kopier. Der er tilsvarende forklaringer på at de lige bremser ned fra meget høj hastighed til næsten nul for at kigge på den sorte stjerne. Og rumflyvning klares af piloter for der er stort set ingen computere i historien. Og endnu færre kvinder.

Noget bedaget rumfortælling fra det vilde vesten. Og med patos fra Hebriderne. Folk flest taler Interhuman og engelsk er et døende sprog. Men endnu kan nogle citere Kipling. ( )

Rummet, ca år 2500
Menneskene har sendt mange rumskibe ud af solsystemet, hver med en teletransportør ombord. Det smarte er at man kan på- og afmønstre mandskab undervejs og i det hele taget forsyne skibet med fornødenheder, men det forudsætter at hjemplaneten har et stabilt styre. En krig lammer Jorden i det meste af et århundrede og imens fortsætter XA463 også kaldet Southern Cross sin rejse mod Alpha Crucis.
Terangi Maclaren er en af overklassen, men også astrofysiker. Teletransportøren er voldsomt dyr at bruge og også lidt farlig, så den er placeret på Månens bagside og Terangi har brug for en del bestikkelse for at få lov at omdirigere Southern Cross, så den kan studere en helt udbrændt stjerne, han finder interessant. Southern Cross er accelereret til ca 0.5 c, så stjernen er altså nogle få hundrede lysår væk fra Jorden. Teletransportøren gør det muligt at få observationer frem uden tidsforsinkelse, så der kommer jævnligt en ladning memory-kort tilbage med data fra skibets teleskoper. David Ryerson er 20 åt, søn af Magnus Ryerson og har nyligt giftet sig med Tamara Suwito. Hans fire brødre er alle døde i rummet, så han er den sidste og har tænkt sig at rejse fra Jorden til kolonien Rama sammen med Tamara. Faderen synes at han skal tage en tur med Maclaren først. Den tredje mand på turen er Seiichi Nakamura, som er en glimrende matematiker og god til judo. Den fjerde er Chang Sverdlov fra planeten Krasna, der omkredser Tau Ceti. Her smedes planer om at ødelægge teletransportøren og gøre oprør. Chang har besked fra sin organisation på at holde mund og holde øjnene åbne. Måske kan den døde stjerne bruges til noget.
Jorden regeres af et Protektorat, der lyder som en art militærdiktatur med en general i spidsen. Det er svært at overliste, så det endte skidt for folkene ved Centauri-kolonien, da de forsøgte at gøre oprør for 40 år siden.
De fire, Maclaren, Ryerson, Nakamura og Sverdlov, bliver sendt op til rumskibet. Der er en fusionsdrevet ion-motor, så ved at bremse med 1.5 g i et stykke tid får de bremset ned fra halv lyshastighed og tættere på den sorte stjerne. Nakamura tager skibet tættere på, men ca en million kilometer fra stjernen smelter skibets ion-motor pludseligt. De har glemt at tage højde for at stjernen kunne have et kraftigt magnetfelt og faktisk er det voldsomt stærkere end fx Solens. Nakamura redder dem fra at styrte ned på stjernen, men de er havnet i en dårlig situation med dele af motoren smeltet væk. De går ned på halve rationer og samarbejder om at bygge en nogenlunde erstatning for det smeltede. Og selv om det slår gnister mellem dem, så trækker de faktisk på samme hammel. Sverdlov dør, mens han forsøger at måle på den improviserede ion-stråle, mens skibet accelererer. Nakamura, Ryerson og Maclaren søger efter en planet i det solsystem, som den sorte stjerne var centrum for. Det lykkes faktisk, men det er voldsomt svært at lande på planeten og Nakamura har formentlig tænkt over at det navnligt er livsfarligt for piloten. I alt fald dør han under landingen. Southern Cross er slået delvis til vrag, men Maclaren og Ryerson kan bruge maskineriet til at forarbejde malm, de finder på planeten og derved reparere deres sender. Men den er ikke justeret, så det er noget i blinde at de forsøger at få kontakt med andre. De når dog at finde resonans med en anden sender/modtager og Ryerson vælger at gå igennem først. Efter et stykke tid kommer en person i rumdragt tilbage gennem senderen, men det er ikke et menneske og vedkommende har Ryersons lig med.
Med lidt meget hjælp fra den nytilkomne får de sendt Maclaren tilbage til menneskene og teknikere kan så i ro og mag få repareret senderen ordentligt.
Det er første kontakt med en anden race og formentlig dødsstødet til Protektoratets statiske regeren over menneskeheden. Maclaren kommer til hægterne igen og tager hen og besøge Ryersons kone og far. Magnus citerer Kipling og så forstår Maclaren at mænd drages mod rummet, fordi de er mænd!

Poul Anderson forsøger at forklare massetransportøren, som noget, der ødelægger originalen og sender et signal, der så omsættes til en rigtig god kopi ved modtagestationen. Og signalet er så komplekst at man endnu ikke kan optage det og gemme det, så man fx kan lave flere kopier. Der er tilsvarende forklaringer på at de lige bremser ned fra meget høj hastighed til næsten nul for at kigge på den sorte stjerne. Og rumflyvning klares af piloter for der er stort set ingen computere i historien. Og endnu færre kvinder.

Noget bedaget rumfortælling fra det vilde vesten. Og med patos fra Hebriderne. ( )

4 men are signed up for a mission aboard a ship destined for Alpha Crucis. The ship, called the Southern Cross, is already in deep space but there is a device to transport them instantly to wherever the ship is, kind of like Star Trek's Teleporters. Then there is an error in the ship's computer sending it to a dead star, long since gone nova, and so it becomes a tale of survival. In some ways this book, previously serialised in Astoundning magazine as 'We Have Fed Our Seas' (a line from a Kipling poem) is similar to his later Tau Zero, which I enjoyed. Once again Anderson fails to disappoint with a gripping, if short piece of Hard SF! ( )

Interesting story, but a little hard to read, but it is short. ( )