Juli Zeh heeft met Ons soort mensen een meesterwerk geschreven.
Het lijkt alsof Linda in het paradijs is beland in het dorp Unterleuten. Maar de plattelands-idylle wordt wreed verstoord wanneer een investeringsmaatschappij besluit er een windmolenpark te gaan bouwen. Twee dorpsgenoten, een belegger en een boer, zijn bereid grond te verkopen voor een paar miljoen euro, maar dat grondgebied is nét te klein. Als Linda ook verkoopt is er wel genoeg plek. In gedachten ziet ze haar droom in vervulling gaan: eigenaar van een manege worden. Ze probeert het onderste uit de kan te halen. Dan is er nog een doorgewinterde herrieschopper, die alles op alles zet om het windmolenpark tegen te houden. Oude geschillen steken de kop op in het dorp – hoeveel intriges kunnen de bewoners aan?

Juli Zeh ontleedt de personages meesterlijk en met subtiele humor en laat hun ware gezichten zien.

Als een investeringsmaatschappij een windmolenpark wil aanleggen aan de rand van een dorp in Brandenburg, lopen de spanningen hoog op ( )

Het laatste boek dat ik dit jaar las, was bijzonder interessant. Over het dorp Unterleuten, waar de mensen op een aparte manier met elkaar communiceren. Zet er een paar nieuwkomers bij, een speculant en je hebt een mooi verhaal. Ieder hoofdstuk is geschreven vanuit een andere persoon. Geheimen worden langzamerhand ontrafeld maar niet alles wordt gezegd. Een gruwelijk einde, heel goed geschreven. ( )

Wow! Extrem faszinierende Darstellung der Umstände in einem abgehängten Dorf in Brandenburg. Alteingesessene und Zugezogene mit ganz unterschiedlichen Motiven. Ungeheuer dichte Darstellung der Charaktere, nachvollziehbar, echt, sehr gut gemacht. Ein Erlebnis.
Und Manfred Gortz und das tatsächlich erhältliche Buch „Dein Erfolg“ … Chapeau, das ist genial.
Leider ist es dann am Ende doch wieder nicht ganz rund. Kleine Fehler trüben das Gesamtbild.
Am ehesten verzeihlich scheint mir, dass die Beobachtungsgabe der Dorfbewohner zum Teil übertrieben wirkt. Aus Sicht jedes Einzelnen werden die Anderen beschrieben, in einer Detailgenauigkeit, die für mich als Leser extrem faszinierend ist. Nicht allen Personen ist das im Rahmen ihrer sonstigen Rolle aber zuzutrauen. Ohne all das wäre das Buch nur halb so gut, aber es wird dadurch auch ein wenig unstimmig.
Schade sind aber in jedem Falle Fehler wie die Tatsache, dass Frederik zunächst Windkraftanlagen sogar schön findet, später plötzlich furchtbar, oder logische Probleme wie die Frage, woher die fiktive Autorin den Einblick in Gombrowskis Innenleben haben soll, wenn sie nicht mehr mit ihm sprechen konnte.
Das trübt den Gesamteindruck, dafür ein Stern Abzug. Insgesamt ist das Buch aber trotzdem so umwerfend gut, dass ich es jedem zur Lektüre empfehle. Denn eines kann Juli Zeh wie niemand sonst: Die Logik und das Nachvollziehbare im Verhalten derer zu zeigen, von denen man sich eigentlich gern distanzieren würde. ( )

De sidste tyve år er der kommet et væld af danske romaner, der udspiller sig i den danske provins, og hvor der tidligere var en tendens til, at provinsen blev idylliseret, så fremstilles den nu – som Erik Skyum-Nielsen har beskrevet det – oftere som et farligt sted fyldt med vold, overgreb og intriger. Jeg kom til at tænke på det, da jeg læste Udkanten af Juli Zeh. Her er vi ude i den østtyske provins, hvor der vitterligt ikke er meget at grine af.

Udkanten er en kollektivroman, hvor de korte kapitler på skift tager udgangspunkt i en hovedpersonerne. Det er en broget flok, der støder ind i hinanden i landsbyen Unterleuten i den søvnige del af Brandenburg. Der er sociologen Gerhard Fließ, der er flygtet fra universitetet i Berlin med sin unge kone Jule for at arbejde i det lokale naturreservat. Der er Jule, som først var vild med livet på landet, men som nu lider af en alvorlig fødselsdepression og angst for naboen Bodo Schaller, der brænder bildæk af i skellet. Schaller er selv ved at komme sig over en frygtelig motorcykelulykke, og han er langsomt ved at stable sig på benene som mekaniker med ufine tricks oppe i ærmet.

Udefra er også kommet den unge, überambitiøse Linda Franzen. Hun er besat af selvhjælpsbøger og af at skabe plads til sin elskede hest Bergamotte, der stadig står hjemme i Oldenburg. Hendes mand Frederik ser i gennem fingre med hendes projekter, mens han selv giver den som hyggeonkel i det succesfulde computerspilsfirma, som hans lillebror og en af deres venner har stiftet. (Deres store gennembrud var spillet Traktoria, der tilsyneladende minder en del om HayDay.)

Der er selvfølgelig også landsbyens gamle garde. Der er Gambrowski, der oplevede at familiens gods blev kollektiviseret som dreng, og som svor at få jorden tilbage igen. I kollektivet arbejdede han sig op, og efter murens fald lykkedes det ham manøvrere både egen og andres jord over i et nyt økologisk landbrugsselskab. Modpolen er Kron, der er kommunistisk veteran og sammen med en flok allierede drømmer sig tilbage til DDR-tiden. Lige siden har Kron og Gambrowski kæmpet om magten i byen, og selvom det ikke har været kønt at se på, så har Unterleuten fundet en skrøbelig balance, så livet kan gå videre.

Det ændrer sig den dag, der bliver indkaldt til borgermøde. Det viser sig at handle om vindmøller. Som en del af den grønne omstilling i Tyskland skal der opstilles vindmøller, hvor det er muligt – og det er det i Unterleuten. Fuglefolkene er selvfølgelig imod, men beslutningen er reelt allerede truffet. Møllerne kommer – spørgsmålet er bare hvor de skal stå. For kommunens indtægter er det lige meget, men det er det ikke for borgerne. Langtidsudlejning af jord til møllerne kan sikre den heldige ejer en behagelig pension, og der er flere mulige placeringer. De er bare ikke store nok, så interessen samler sig hurtigt om de par hektar i midten, som de stridende parter har brug for.

Kampen udløser det værste i byens borgere, og de fleste af dem var ikke synderligt sympatiske i forvejen. Det er bogens styrke – en nuanceret magtkamp mellem forskellige klaner er jo udmærket underholdning – men det er også bogens svaghed. Jeg blev i hvert fald træt af, at alle hovedpersonerne enten er dybt usympatiske eller som minimum psykisk ustabile. Zeh skriver godt, og skildringen af de dybe og langt fra lægte sår efter fyrre års kommunisme er interessante – det blev bare lidt for meget, at der stort set ikke var en person i bogen, der var til at holde af.

Har man lyst, kan man dykke ned i Unterleuten på internettet, hvor der bl.a. er hjemmeside for romanen/landsbyen, fuglebeskyttelsesforbundet (med Gerhard som formand) og kroen. Det er da gennemført! ( )