Norske Per Pettersons Til Sibirien fortjener en plads mellem de andre store værker, der i romanform skildrer besættelsestiden ... Sproget i romanen forekommer på én gang simpelt og usminket, men samtidig er det ladet med så stærke og præcise billeder, at det bevæger sig på grænsen af den realistiske kode, som bogen ellers er skrevet i, og det nærer det drømmeunivers, der hele tiden danner en næsten mytologisk baggrund for kærligheden mellem pigen, der synes forankret i og bestemt af det landskab, hun er rundet af, og den dreng, der synes å være en sang til den ideernes tid, han blomstrer i ... Til Sibirien bør have en plads mellem de andre store værker, der skildrer besættelsestiden, fordi den med sproglig intensitet og fattet indlevelse som få andre formår at personliggøre og udfolde det møde mellem en idésprængt verden og en jordbunden og lidenskabelig dansk selvopfattelse, det møde som skabte det største bevidsthedsmæssige opbrud i det forrige århundredes Danmark.

Det er godt! Godt skrevet og godt fortalt, gennemtænkt og velkomponeret. Vi får det hele med: fra de nordjydske bønder, det hensygnende landbrug, Indre Missions himmelvendte øjne, ind til provinsbyen og 30´ernes politiseren, besættelsen, og så igen videre til de nordiske metropoler i efterkrigstiden, orienteringskrise og retningsløshed. Og en briliant tegnet kvindeskikkelse af moderne snit, men med rødderne i de nordjydske klitter. Og som en grundtone i alt det her ligger altså drømmen om Sibirien, om det uberørte, kolde og klare landskab, om varmen i træhytterne og varmen mellem mennesker deroppe i polarkulden. Drømmen kiler sig ind i alle sprækker af den glasklare og nøgterne realisme. Det er smukt skrevet, stilfærdigt og præcist folder Per Petterson historien ud, ikke fabulerende, ike lyrisk opkørt. Det er ganske simpelt set og oplevet, fordøjet og udkrystaliseret til billeder og scener af en sjældent simpel styrke.