Ok, now I have re-read the first two chapters. Reading more slowly this time around to savour the language and to follow those marvelously tangled threads. Wow! So enjoyable! One question though: a couple of biblical references seem wrong to me. Saul was on the road to Damascus, not Gethsemane; it was Joshua's long day, not Jeremiah's. Are those errors done on purpose? Does anyone know?

Kehlmann slog igennem med Opmålingen af verden, som jeg stadig har til gode. Faktisk er hans næste roman F – tænk sig, at Helle Helle er slået på kortfattede titler – mit første bekendtskab med ham. Det bliver ikke det sidste, for hans studie af menneskeligt (selv)bedrag fanger noget centralt i tidsånden og forløser det i en inspirerende roman.

Historien er fortællingen om tre brødre. Martin er den ældste, mens tvillingerne Eric og Iwan er børn af faderen Arthurs andet ægteskab. Vi møder dem først som små. Arthur gør halvhjertede forsøg på at slå igennem som forfatter, da han tager drengene med til en hypnoseforestilling. For ham er det ren underholdning, for som han flere gange siger, så kan man ikke hypnotisere mennesker, der ikke ønsker at blive det. Alligevel bliver han hevet på scenen af Den store Lindemann, der klæder ham af for åbent tæppe og giver ham besked på at kaste sig helhjertet over forfattergerningen og blive så dygtig som han kan. Efter forestillingen forlader han drengene og sin nye kone, bruger al sin tid på at skrive og slår igennem med et nihilistisk værk om tilværelsens meningsløshed. Virker hypnosen? - eller har Arthur bare arrangeret et alibi for at forfølge sine egoistiske planer?

Historien springer frem til sommeren 2008. De tre brødre har fået succes, men de lever på løgn og hykleri, og de bliver på en måde symboler på stemningen op til finanskrisen, hvor ingen så katastrofen komme, selvom den økonomiske fremgang hvilede på usikker grund. Martin er blevet præst, fordi han var tiltrukket af klosterlivets ro, men han har det svært med den disciplin, der følger med. Som en anden broder Tuck kan han ikke holde sig fra mad, og han har genoptaget sin gamle hobby, nemlig at løse professorterning på konkurrenceniveau. Men det største problem er, at han ikke tror på gud og aldrig har gjort det, og det må jo siges at være en temmelig stor livsløgn for en præst.

Eric er det direkte symbol på finanssektorens moralske forfald. Allerede som barn skabte han sin position i klassen med frygt og vold, og nu er han indbegrebet af succes: smuk kone, stor villa med årgangsvin i kælderen og ægte trofækunst på væggene. Han kan ikke døje billedet af Klee, men det er hipt, og værdien ser ud til at stige. På arbejdet har han mistet fornemmelsen for markedet. For at dække over de små tab er han begyndt at ”låne” penge fra den store formue han bestyrer, og det har ført til større tab. Nu står han på den økonomiske afgrunds rand og er begyndt at hallucinere i vågen tilstand. Hvis hans bedrag har gjort ham lykkelig på et tidspunkt, så er det i hvert fald ikke tilfældet længere.

Iwans livsløgn og bedrag er lige så stor, men han lever lykkeligere med den end brødrene. Hans førte drøm var at blive kunstmaler, og da han oplevede, at han ikke havde talent eller personlighed til at slå igennem, valgte han at læse kunsthistorie i stedet. Nu er han kunstkritiker, kunsthandler og på overfladen kurator for maleren Heinrich Eulenböck, der var hans kæreste gennem mange år. I virkeligheden er Eulenböcks succes nøje konstrueret af Iwan, der har malet alle hans berømte billeder. Til gengæld havde Eulenböck al den personlighed og karisma, der skulle til for at slå igennem i en international kunstverden, der mere handler om business og evnen til at forudsige de næste værdistigninger end om at frembringe originale værker.

Iwans løgn og hemmelighedskræmmeri er fuldt på højde med Martins og Erics, men hvor Martins løgn gør ham ude af stand til at handle i sin verden, og hvor Erics fører direkte til andre menneskers ruin, så er kunstens løgn kreativ og skabende. Det kræver umenneskelig energi at holde det komplicerede falskneri kørende, men drømmen om at skabe kunst er gået i opfyldelse.

De tre brødres historie bindes sammen over nogle få dage i juli måned på en både tragisk og raffineret måde. Den sammenhæng skal ikke røbes her, men kort efter fejer finanskrisen ind over vesten, og selvom meget går tabt, åbner den også op for nye veje.

Kehlmann skriver med stor psykologisk indsigt, og den skarpe personskildring kombineres med overvejelser om bedragets væsen. Er det hele i sidste ende meningsløst, som Arthurs hovedværk ’Mit navn er Ingen’ påstår, eller findes meningen i selve det levede liv, med alle dets modsætninger og selvbedrag? Og hvis det er tilfældet, hvor går så grænsen mellem uskyldige, lykkefremmende løgne, og det bedrag, der ødelægger andre mennesker og samfundets fundament? ( )

A complicated, postmodern sort of novel, dipping into philosophical questions about who we are and who we pretend to be, whether our identities are imposed on us by genetics, environment or God, or are freely chosen in some way, what art is, whether what you see might really be what you get, and so on.

Arthur is drifting through life doing nothing in particular until an encounter with a stage hypnotist leads him to the decision to abandon both his families and go off to write a bestseller. One of Arthur's sons, Martin, becomes a (non-believing) Catholic priest when his dream of a career as a Rubik's-Cube-solver evaporates; one of Martin's twin half-brothers becomes a crooked financial adviser who is only saved from exposure and disgrace by the 2008 crash; the other twin uses his knowledge of the art market to manipulate critics into declaring his mediocre-but-contented partner a genius.

And in between all this we get the traces of two of Arthur's successful stories, one of which hits the headlines by apparently driving a wave of suicides among its readers, and the other of which creates an entirely mythical family history of Arthur's ancestors (because the past, after all, is simply what we say it is...), including a sinister messenger-of-death who then apparently turns up in the actual story, if not quite in the right places in it.

Fun, and cleverly done, but I think I enjoy Kehlmann more in his role as a historical novelist. ( )

Under hypnos uppmanas Arthur Friedland att gå in för sitt skrivande så pass att han glömmer allting annat. Ingenting annat får vara viktigare. Han överger sin fru och sina söner och de återser honom inte igen förrän sönerna uppnått vuxen ålder, men de har kunnat följa hans framgångsrika karriär på avstånd. Efter det inledande kapitlet där Arthur Friedland hypnotiseras, utspelar resten av boken under ett enda dygn och då får man se vad det blivit av sönerna: En präst som inte tror på Gud, en finansman som försnillat massor av pengar och en konsthandlare som extraknäcker som konstförfalskare. F som i fängslande, fiffig, fatal, fabulös, fifflande och fascinerande! ( )

Ich habe einige Zeit gebraucht, um warm zu werden mit dem Buch. Nach etwa der Hälfte bin ich dann doch zunehmend fasziniert gewesen von der Konstruktion, den ineinander verwobenen Handlungen.
Ich habe sogar verstanden, wieso man das Buch wiederlesen möchte, um alle Fäden richtig zuordnen zu können (hätte mir gar nicht geschadet, da ich immer wieder längere Pausen beim Lesen gemacht habe und sowieso ein eher schlechtes Gedächtnis habe).

Selbst dann aber würden vielleicht nicht alle Dinge ihren Platz finden. Ein Kapitel hätte ganz wegfallen dürfen (ausgerechnet die des Arthur), und ob wirklich Symbolik drin steckt in wiederholt vorkommenden Dingen wie "den drei", dem Mann mit den schlechten Zähnen, dem gebogenen Metallstück?

Kurz zur äußeren Handlung:
Arthur hat einen Sohn aus erster Ehe und Zwillinge aus zweiter Ehe. Als die Kinder noch nicht erwachsen sind, unternimmt er einmal einen gemeinsamen Ausflug mit allen zu einer Hypnose-Schau. Er, der Skeptiker, wird auf die Bühne gerufen und aufgefordert, fortan seinem eigenen Ruf zu folgen. Daraufhin verschwindet er fast gänzlich aus dem Leben seiner zurückbleibenden Familien.

Das Buch folgt dann dem Leben der inzwischen erwachsen gewordenen Söhne. Ob und wie sie zurechtkommen und sich durchmogeln, wie ihre Schicksale immer noch miteinander verwoben sind, das ist gut zu lesen.
Die Sprache ist schön und nicht prätentiös (wie manche Kritiker schreiben), aber es ist nicht alles aus einem Guss.

Ein Buch, das anders als erwartet war. Genial würde ich es nicht nennen, aber durchaus lesenswert. ( )