Kerstin Ekman är en av våra allra största författare och även om denna bok inte tillhör hennes allra främsta är den ändå mycket läsvärd. En berättelse om två väldigt olika kvinnor. Berättarglädjen finns där och språket är som alltid lysande. Det som saknas är den riktigt engagerande intrigen ( )

I didn't like it as much as I'd hoped I would. Too little plot for my tastes. ( )

Forfatteren Lillemor Troj får et chok, da hun bliver indkaldt til møde med sin forlægger. Han er vred, fordi hun er gået til et andet forlag med sit nye manuskript, som han så alligevel har fået fat i gennem sine kontakter i branchen. Nu klasker han det i bordet foran hende og kræver en forklaring. Problemet er bare, at Lillemor ikke har skrevet noget manuskript, og da hun kommer i gang med at læse det, bliver hun slået med vrede, afmagt og fortvivlelse: Teksten er ikke hendes, men hun er hovedperson i det og indholdet er ikke sådan lige at kapere.

Forfatteren er Babba Andersson, og sagen er, at hun hele tiden har haft en alvorlig finger med i spillet i Lillemor Trojs bøger. Da de var helt unge overtalte Babba hende til at indsende en novelle til en novellekonkurrence, og det accepterede Lillemor – og vandt. Men hvorfor opsøgte Babba hende så? Først og fremmest fordi hun ikke selv havde lyst (og mod) til at blive udsat for offentlig kritik, men også fordi hun slet ikke på samme måde havde udseendet og belevenheden med sig. Babba er ikke i tvivl om, at der skal meget mere end bare god litteratur til for at få succes – og med den stadige vækst i foromtaler, forfatterinterviews og andre events, der er en del af markedsføringen af ny litteratur, har hun i hvert fald en pointe.

Romanen veksler mellem manuskriptets kronologisk fremadskridende fortælling om det mangeårige samarbejde og bekendtskab – venner synes de mærkeligt nok aldrig at være blevet – og Lillemors nutidsrefleksioner. Det bliver samtidig en biografi over Lillemors liv, eller måske snarere en roman med hende som hovedperson. Hun prøver at affeje manuskriptet som det sidste, men er selvfølgelig klar over, at det vil blive tolket som det første.

For læseren bliver det aldrig klart, hvor den enes andel holder op og den andens begynder. Babba har ideerne og skriver kladder i sine spiralblokke, som Lillemor så færdiggør, men hvor meget redigering, det indebærer, fremgår ikke. I virkeligheden er det måske heller ikke så interessant. Selvom de prøver, så kan ingen af dem lykkes uden den anden. Det er i samarbejdet, der opstår stor kunst, og som Babba flere gange argumenterer for, så bygger al litteratur på anden litteratur og skrift. Så for læseren kan det vel ikke være så afgørende, hvem der har skrevet hvad?

Babba kommer fra en jordbunden arbejderfamilie, og hun dyrker sine rødder i Norrland. Selvom hun er stærkt traditionsbevidst, så ser hun sig samtidig i et modsætningsforhold til den intellektuelle elite, som samtidig vil anerkendes af. Hun opfatter utvivlsomt sig selv som mere ægte end Lillemor, der kommer fra en borgerlig baggrund med en omsorgsfuld far og en mor, der både er intrigant og har store ambitioner på hendes vegne. På overfladen er Lillemors liv mere tragisk, men det hænger måske sammen med, at det for det meste er Babba, der fortæller historien. Begge flytter sig fra deres ophav, begge oplever succes og nedture, begge ofrer sig for den kunst de skaber for andre.

Romanen er elementært spændende og underholdende, men den er også en metaroman om litteraturens betydning og om forfatterrollen i dag. Selvom Lillemor opfatter manuskriptet som fordrejet, føler hun sig magtesløs over for dets virkning. Hun har ikke sproget og skaberkraften til at imødegå den sandhed, der skrives frem, og hun frygter, at den skal fortrænge hendes egne erindringer, om fortiden og især om hendes far. Begge dele kan vel ses som kommentarer til autofiktionens meget bastante erobring af erfaringsrum, som ikke kun er forfatterens.

Selvom Lillemor og Babba i romanen er to adskilte og forskellige personer, så er det oplagt et tolke den moderne forfatter – og i et vist omfang også Ekman selv – som en kombination af de to. På den ene side skal forfatteren have rod i et levet liv og samtidig være i stand til at holde konventioner og modekrav på afstand for at skabe stærk litteratur. På den anden side så bliver en forfatter kun en virkeligt stor succes, hvis hun kan begå sig på de bonede gulve, indgår i den intellektuelle debat og i det hele taget står offentligt frem for at få sine bøger ud over rampen. Nogle ganske få forfattere er blevet berømte på at nægte at spille med (J.D. Salinger og Thomas Pynchon f.eks.) eller deres pseudonymitet er i sig selv blevet et trækplaster (Elana Ferrante) men for langt de fleste er et offentligt liv en del af forfattergerningen.

Som læsere interesserer vi os OGSÅ for forfatteren, og det er en af grundene til, at Grand Final i Skojarbranchen (oversat til gøglerbranchen på dansk) er så god en roman. Jeg går ud fra, at det er Kerstin Ekman, der har skrevet den, men man kan jo ikke lade være med at spørge sig selv, om der sidder en Babba derude et sted. Og hvis der gør, ville det så gøre noget? ( )

Lichtvoetige roman die speelt met begrippen als identiteit en schrijverschap en die de spot drijft met de jaren zestig en zeventig, de politiek, het Zweedse literaire milieu en de Zweedse Akademie. Ik neem aan dat een betere kennis van de Zweedse cultuur en geschiedenis het leesplezier aanzienlijk doet toenemen. Voor wie daar niet over beschikt, draait het vooral om manier waarop Eklman het schrijverschap opsplitst in de 'echte' schrijver en de publieke figuur. Wie draagt wat bij tot het auteurschap en waar eindigen de feiten en begint de fictie? Naar mijn gevoel zit er meer in het onderwerp dan Ekman eruit haalt (of misschien moet ik zeggen: Ekman haalt er andere dingen uit dan ik zou verwachten). Amusant, maar van Ekman had ik meer verwacht. ( )

En rolig idé som inte riktigt lyckas fånga mitt intresse hela vägen. Men visst - det är tänkvärt. Hur säker kan man var på att den som ger sig ut för att ha åstadkommit något verkligen är den som står bakom? Och hur viktigt är det hur man framstår som egen person?
Romanen har dock inte samma sug som jag blivit van att få från Ekmans penna. Det blir nästan lite tråkigt ibland. ( )