Richard Whittington

Når man tager i betragtning, at Whittington er en førende strategiforsker, så virker titlen noget beskeden. For udenforstående er det selvfølgelig rart at få svar på, hvad strategi er for noget, men undertitlen signalerer ikke ligefrem stor tro på fagets betydning. Helt så galt står det måske ikke til, men strategi er et omdiskuteret begreb, og som en god lærebog fremlægger Whittington de forskellige skolers synspunkter.

Strategi skal her forstås som strategitænkning for private virksomheder. Den militære og politiske betydning nævnes stort set ikke i bogen. Det afspejler sig i hans måde at rubricere forfatterne på. I en simpel fire-felts matrix ser han på den ene akse på, om strategiens resultatmål er ren profit eller pluralistisk og på den anden akse på, om strategien er planlagt eller naturligt fremvokset. Det giver i alt fire retninger, som resten af bogen forholder sig til: Den klassiske teori med rødder i Chandler og Ansoff og med fokus på rationel planlægning og ressourceallokering. Den evolutionære, der er skeptisk over for evnen til at forudsige og planlægge, og som derfor anbefaler omkostningsreduktioner for at klare sig på det darwinistiske marked. Den processuelle, hvor markedet ikke ses som helt så nådesløst, og hvor strategien typisk vokser frem indefra. Og endelig den systemteoretiske, der tror på planlægning, men med fokus på den samfundsmæssige kontekst, som afgørende former både forudsætninger og målsætninger for strategier.

I kapitel 2 gennemgås de vigtigste teoretikere i de fire skoler, som Whittington har defineret. Udgangspunktet er den klassiske skole inden for strategistudier, fra Alfred Chandler til Michael Porter, som stadig dominerer på MBA-studier og rutinemæssigt rulles ud over store amerikanske virksomheder. Den klassiske teoris kerne er en tro på, at omverdenen kan analyseres og vækst kan garanteres med rationel planlægning. Den evolutionære strategi bygger på økonomisk teori og er bl.a. udbredt af Boston Consulting Group. Her er mindre tro på, at ledelsen kan planlægge rationelt. I denne optik er det kun markedet, der er rationelt, men det er til gengæld også nådesløst. Derfor er den vigtigste strategi løbende at reducere omkostningerne for at stå bedst muligt i konkurrencen. Den processuelle teori forbindes især med Henry Mintzberg. Troen på rationel planlægning er beskeden, og fokus rettes i stedet på organisationers komplekse indre liv. Planlægning fra toppen giver ingen mening, når virksomheder er koalitioner af interesser, og når nyskabelser opstår via deres komplekse indre liv. Endelig er der den systemteoretiske skole, som Whittington selv tilhører. Her accepteres rationalitet og planlægning, men det understreges samtidig at også rationalitet er socialt indlejret. Det der opfattes som rationelt i en kontekst, vil opfattes som mærkeligt i andre sammenhænge. Succes handler om evnen til at navigere i sit miljø, og i den sammenhæng kan det give legitimitet at lave en Portersk analyse, selvom man ikke selv tror på den.

Efter teorigennemgangen vender Whittington sig mod særlige aspekter af strategitænkningen, og i den tematiske analyse fungerer de fire perspektiver bedre. Hvad er strategisk lederskab, og hvorfor fylder regnskabseksperter og økonomer stadig mere i ledelsen af koncernerne? Hvad er strategiske valg, og hvad stiller man op med klassisk planlægning, når empiriske studier gang på gang påviser, at virksomheder også er koalitioner af interesser, der i værste fald tager beslutninger når problemer og løsninger mere eller mindre tilfældigt møder hinanden i en skraldespand af muligheder? Hvordan skal man egentlig forstå udviklingen af industrikonglomerater, der hovedsagelig holdes sammen af koncernledelsen og som – i hvert fald i en amerikansk kontekst – opererer i klart adskilte divisioner, som kan købes og sælges på markedet? Handler det om profitmaksimering på aktionærernes vegne, eller er der i virkeligheden tale om vækststrategier, der handler om at udløse bonusordninger til toplederne?

Spørgsmålene diskuteres fra forskellige vinkler, og de uddybes med illustrative eksempler i tekstbokse undervejs. Det fungerer godt, og det giver lidt mere kød og blod på de mange forfattere og tilgange, der i sagens natur må præsenteres ret kort. Det er også en stor styrke ved bogen, at den inddrager så mange internationale eksempler. Angelsaksisk, kontinentaleuropæisk og asiatisk kapitalisme er organiseret forskelligt, og fordi den systemteoretiske tilgang så klart viser det, bliver det tydeligt, at den klassiske teori er udsprunget og præget af en særlig historisk kontekst.

De fire hovedretninger fungerer som formidlingsværktøj, og bogen er generelt velskrevet. Man bærer også over med, at flere af de positive eksempler siden har fået problemer (f.eks. Nokia) og enkelte negative eksempler har rejst sig fra de halvdøde (Apple). Den største svaghed er den klassiske teoris for centrale placering i analysen. Som læser sidder man lidt tilbage med en fornemmelse af, at strategistudier dybest set er (kritiske) kommentarer til Chandler og Porter, og selvom det måske meget godt afspejler holdningen blandt amerikanske MBA’ere, så yder det ikke de andre retninger fuld retfærdighed.… (más)