Claude Voilier (1930–2009)

England, Kirrin, ca 1981
En familie med tre børn, Julian på 13, Anne på 9 1/2 og Dick på 11, har sendt dem alle på kostskole. Anne er på pigeskolen Gaylands Kostskole, hvor også deres kusine Georgina på 11 år går. Georgina insisterer på at blive kaldt Georg, også på kostskolen. Det er juleferie og de plejer at tilbringe den i Kirrin-huset, hvor Georg og hendes forældre Henry og Fanny Quentin bor. På en tur til Kirrin den 24 december får Anne foræret en lille blå bjørn fra legetøjsbutikken, Den Store Basar, hvor hr Benjamin ekspederer dem. Det er den første fra en pakke på 36, som butikken lige har fået leveret. En enkelt anden bjørn bliver sat ud i vinduet og 12 andre går videre til familien Tanguy, der bruger dem til at hænge på juletræet, for de holder fest for en masse børn om eftermiddagen og aftenen. Deres datter Isabella er værtinden, men pludseligt går lyset i hele huset og mens hr Tanguy er i kælderen for at kigge på elskabet og sikringerne, bliver juletræet bortført af to mand, smidt i en lastbil og kørt væk. Bortset fra bjørnene og noget andet småpynt på træet blev der ikke stjålet noget, men det er jo højst besynderligt. Et par tilkaldte politifolk optager rapport, men undrer sig også. Næste dag kan familien Quintins husholderske Maria fortælle om et andet indbrud i byen. Den Store Basar har fået stjålet de andre plysbjørne, inklusiv den der stod i vinduet. Men ikke andet.
Næste dag tager De Fem ned til Den Store Basar for at se om de kan opdage noget. Der er masser af folk i butikken og masser af andre nysgerrige. Benjamin snakker med en journalisttype, der er meget interesseret i de stjålne bjørne og journalisten lokker ud af Benjamin, at en enkelt bjørn blev solgt til Anne og hun fortæller ham både sit navn og sin adresse. Han får pludselig travlt, da de spørger ind til hans navn og hvilken avis han kommer fra. På vej hjem fra butikken får børnene også en henvendelse fra en dame, der gerne vil købe bamsen til sin lille syge dreng, men den hopper Georg ikke på. I stedet går de hjem og kigger på om der er noget inden i Annes bamse. De finder et stykke papir med en plan på. Papiret skjuler de i Tims hundehus og Anne syer bamsen sammen igen. Og så tager de på cykeltur til stranden. Der sker ingenting, men på tilbagevejen holder de ved en lille butik, hvor der bliver solgt træskærerarbejder. Da de kommer ud igen, kan Anne se at der er rodet ved hendes cykel og sadeltaskerne er blevet åbnet. Bamsen er væk og de har ikke engang set hvem tyven var. Anne overvejer at melde det til politiet, men de vil jo nok ikke tage en forsvundet plysbamse ret alvorligt.
Om eftermiddagen den 29 december tager de ned på stranden og spiller bold, for solen skinner, vandet er stille og sandet lunt. En ung mand på motorcykel dukker op og truer dem. Georg pudser Tim på ham, men hunden kan ikke bide gennem motorcykelstøvlerne og får i stedet et slag med en lille knippel, så den falder om. Manden fortæller at han vil have papiret med planen udleveret og at de skal lægge den et angivet sted, hvis de vil undgå mere ballade. Nu er de selvfølgelig blevet ekstra sure, så de laver en spejlvendt udgave af planen og erstatter tallene på den med nogle tilfældige tal. Da motorcyklisten kommer og henter den falske plan, noterer de sig også nummerpladen og finder et navn på en konvolut i en af sadeltaskerne. Siméon Rebouc, Pléjar. Motorcyklisten sluger maddingen og kører igen. Pléjar er en landsby tæt på Kirrin, så de tager derhen. Desværre kommer Tim i slagsmål med en anden hund Flambard, men dens ejer kommer til og piller hundene fra hinanden uden at der er kommer andet end et par små sår ud af det. De Fem får hjælp af et par lokale drenge Phillip og Thomas til at få renset Tims sår og de kan så også fortælle at Siméon er kendt som en skidt fyr, der holder til på Roys Cafe. Her overhører børnene at Siméon snakker med en hr Léon og de to aftaler at mødes ved Malvehuset og lede efter noget udfra planen. Malvehuset ejes af en René Garbin, der sidder i fængsel for et tyveri af nogle malerier fra et kunstgalleri i Paris, men malerierne er aldrig kommet for en dag. Om aftenen sniger De Fem sig hjemmefra og holder øje med Malvehuset. Der er allerede ankommet nogen, nemlig Siméon, hr Léon og hans kone. De graver lystigt, men finder ingenting. Skurkene trækker sig tilbage, men taber en nøgle på vejen, så De Fem kan komme ind i huset og kigge. De finder malerierne, men de har jo også den rigtige plan. De har også regnet ud at Garbin har smuglet planen over huset ud i en sending legetøj, der er pakket i fængslet. Og at en forsinket levering fik Léon og Siméon til at misse leveringen i første omgang.
Desværre opdager Léon at nøglen mangler, så han og de andre kommer tilbage og overmander og binder børnene. Tim har de også sat ud af spillet, men dog ikke permanent, så han hjælper Georg med at komme fri. Så får hun de andre fri og de kommer ud fra huset og cykler mod politistationen, men farer vild på vejen. En patruljevogn med et par ikke voldsomt vakse betjente Kélech og Trimaille samler dem op og tager dem med op stationen, men regner dem mest som en flok børn ude på skarnsstreger.
Imens har Tim fået alarmeret Henry Quentin, der kommer hen på stationen og lytter til Georg. Nu får politiet travlt med at finde forstærkninger og finde ud af hvor Siméon Rebouc bor. Hans bror kan fortælle at Siméon er på vej til Kirrin og derfra skal sejle til udlandet. Nede ved kajen overrasker de Siméon, der er ved at hente en dunk benzin til den motorbåd, de tre vil tage af sted i. Siméon bliver givet over til politiet og Kélech og Trimaille tager med Henry Quentin og børnene ud i en anden motorbåd, der snart indhenter hr og fru Léon. Ægteparret bedyrer deres uskyld indtil børnene finder en sjov bule på en vandtæt bænk. Så skurkene ryger i fængsel, malerierne kommer tilbage til galleriet i Paris og alle er glade.

Dette er en ny forfatter på de sædvanlige personer og peppet op med tegninger på hver anden side. Plottet er tyndt, men der er tryk på handlingen og personerne har franske navne og politiet har franske uniformer, så man skulle næsten tro at Kirrin lå i Frankrig.… (más)

Indien, ca 1981
En familie med tre børn, Julian på 13, Anne på 9 1/2 og Dick på 11, har sendt dem alle på kostskole. Anne er på pigeskolen Gaylands Kostskole, hvor også deres kusine Georgina på 11 år går. Georgina insisterer på at blive kaldt Georg, også på kostskolen. Det er ferie og de plejer at tilbringe den i Kirrin-huset, hvor Georg og hendes forældre Henry og Fanny Quentin bor. Men Henry er en berømt videnskabsmand og han tager hele familen inklusiv hunden Tim med til Indien til en 14-dages konference i Rajastan. Børnene bliver vist rundt af Shiv på 18 år, som de klikker godt med. Shiv er søn af en arkæolog hr Singh, som er en af Harry Quentins venner. Shiv tager dem med til Hawa Mahal, Vindenes Palads, som er et femetagers palads midt i Rahastans hovedstad Jaipur. Han mister pludseligt sit gode humør, da han opdager et hjerteformet stykke blåt glas i sin lomme. Georg har haft øjnene med sig og mener at en mand med en iøjnefaldende orange turban stak det i lommen på Shiv og så forsvandt igen i mylderet. Shiv har smidt glasstykket væk, men Tim hentede det til Georg, så nu har hun det. Det er bare et stykke glas. Næste dag går de på shopping og køber blandt andet en sari til Anne. Men nogen er lige hurtige med en dolk og laver et hjerteformet hul i pakken (og sarien). De køber en ny, men Shiv ser igen ud til at miste humøret over det. Næste dag er der nogen, der kaster en sten på Shiv og da de går hen til Rambaghpaladset og ser på slangetæmmere er der også en af dem, der skræmmer dem med en kongekobra. De fortæller Shiv hvad de har bemærket og han tænker over om han vil dele sin hemmelighed med dem. Næste dag tager de hen til et friluftsobservatorium bygget af maharajaen Jai Singh. Her er der nogen, der følger efter dem og en abe kommer hen med et brev til Shiv. Nu beslutter han sig for at fortælle historien. Hans far er arkæolog og for to måneder siden gravede han nær den døde by Fatpur Sikri tæt ved Agra. Shiv var med og de gravede i en underjordisk tunnel under Jodh Bai-paladset, bygget til stormogulen Akbars indiske kone. Shivs far fandt et hemmeligt rum, hvor et smykkeskrin ikke var blevet opdaget af gravrøvere. Skrinet blev selvfølgelig overdragtet til myndighederne og efter omhyggelig registrering udstillet på Mathura, et arkæologisk museum. Men desværre blev skrinet og smykkerne stjålet ved et frækt kup kun tre dage senere. Den indiske stat havde dog forinden taget et af de smukkeste stykker, en blå diamant, og foræret til Shivs far. Og der er åbenbart en skurk, der synes at han måske kan skræmme Shivs far til at aflevere smykket til ham eller sælge det billigt eller noget. Måske hedder skurken Omar eller måske er det bare en håndlanger? Ikke at de har så meget konkret, men hr Singh kender en politichef Rathor, der kommer på besøg og hører pænt på dem.
Næste dag tager de på sight-seeing og set Amberpaladset, hvor deres guide pludselig er forsvundet, men en kontrollør får lukket dem ud uden vrøvl. Så tager de til Kali-templet og Vishno-templet og får prøvet en tur på en elefant, men den bliver tirret af en falsk elefantfører og er ved at løbe løbsk. Et brev bliver stukket ind i deres bil på vej hjem med en bemærkning om at Omar vil lade det gå ud over Singhs gæster, hvis ikke den blå diamant bliver udleveret. Hr Singh sender Shivs små søster væk til sin bror, så de ikke er mulige ofre. Og Shiv og De Fem bliver sendt på sightseeing til Agra og Fatpur-Sikri. Her kan de bo på et hotel som ejes af en af Singhs fætre. Som sagt så gjort og næste dag står på rundtur i Agra. Næste dag tager de til Fatpur-Sikri og går rundt i den døde by. Her prøver en ung mand at smide en kniv efter Shiv, men Georg pudser Tim på manden, der må flygte med enden bar. Tim beholder buksebagen som souvenir. Shiv overvejer at gemme sig på hotellet resten af dagen, men lader de andre overtale sig til en tur til Taj Mahal. En ung dreng forsøger at skubbe Shiv ud over et gelænder på en marmorterrasse et stykke oppe, men en anden gæst griber fat i Shiv. Georg og Tim får fat i skubberen, der viser sig at være en fattig mand, der har fået nogle få rupier for at skubbe. Shiv lader ham gå uden at tilkalde vagter eller politi. Shiv ringer dog hjem, men får at vide at husstanden er ramt af en madforgiftning. Der er jo ingen grund til at være splittet op, når farerne truer begge steder, så de tager flyveren tilbage til Jaipur. Tjeneren Durga er på benene igen og kan forklare at lægen har fået analyseret resterne af dagens svamperet og svampene var fine, men der var drysset lidt plantegift ud over dem. Politichefen Rathor taler Singh fra at give efter overfor Omar. Rathor mistænker tjeneren Durga, men det tror børnene nu ikke er rigtigt. Singh og Rathor stiller Durga på en prøve, men den består han fint. De spørger ham dog lidt ud og han fortæller om en fætter, der arbejder for Omar. Durga vil gerne være loyal over for sin fætter, men også over for sin arbejdsgiver Singh. Han går med til at stille en fælde for Omar ved hjælp af fætteren, men også holde denne ude af politiets søgelys. De får aftalt et møde mellem Omar og Dugar ved Jai Niwaz Parken. Julian får taget billeder af "Omar" og politichefen Rathor kan nemt genkende ham som en kendt velhavende og ret indflydelsesrig forretningsmand ved navn Omar Hafid. Rathor kan dog ikke gøre noget, for de har jo ikke fanget Hafid i at gøre noget strafbart. Om natten udbryder der brand og nogen hugger skrinet med den blå diamant. Men De Fem er forberedte og følger efter tyven, der ellers går stille og forsigtigt væk. Han er ved at stige ind i en bil, da Tim går til angreb. Børnene og Tim får overmandet begge mænd og Georg bruger bilhornet til at tilkalde hjælp. Rathor får Omar Hafid til at gå til bekendelse og juvelerne fra tyveriet på museet bliver også fundet.
Alle er glade og da Quintin-familien rejser hjem igen, får alle børnene en lille halskæde med en lille blå hjerteformet diamant. Og Tim får et gummikødben.

Dette er en ny forfatter på de sædvanlige personer og peppet op med tegninger på hver anden side. Plottet er tyndt, men der er tryk på handlingen med masser af forsøg på at skade Shiv.… (más)

Sydfrankrig, ca 1980
En familie Gauthier med tre børn, Julian på 13, Anne på ni et halvt og Dick på 11, har sendt dem alle på kostskole. Anne er på pigeskolen Gaylands Kostskole, hvor også deres kusine Georgina på 11 år går. Georgina insisterer på at blive kaldt Georg, også på kostskolen. Det er juleferie og de skal tilbringe den i Kirrin-huset, hvor Georg og hendes forældre Henry og Fanny Quentin bor. De har husassistenten Maria, der har været ved dem i årevis og er som et medlem af familien. Men planen er nu ændret og professor Quentin skal til kongres i Sydfrankrig og kan tage dem alle med. Fanny har nogle slægtninge langt ude, som tager på vinterferie og så kan de låne deres lejlighed imens. Adressen er Residence des Orangers, Boulevard des Orangers 16, 2. sal. Georgs hund, Tim, kan også være med. De flyver næste dag og installerer sig i den store lejlighed som ligger centralt i en stor by. Fanny kan godt lidt at gå på auktion og hun har kig på en over boet af en nyligt afdød Germaine Langlois. Hun synes godt om en lænestol og et chatol og køber begge dele på auktionen. Stolen købes for næsen af en mand, der ligner en skrubtudse, og det er et rent uheld at han ikke får budt over hende. Efterfølgende forsøger han at købe stolen af hende til "en god pris", men hun synes ikke om ham og vil hellere have stolen. Han opsøger hende i lejligheden og forklarer at han hedder Ernest Pradier og har en butik med legetøj og souvenirs på Avenue des Mimosas. Stolen tilhørte en af hans venner og derfor er den fuld af gode minder for ham. Men fru Quentin er ikke til sinds at lade sig overtale. Hun sætter Anne til at støvsuge lænestolen og Anne finder et smykkeetui gemt nede mellem ryg og sæde. Der er en smuk halskæde med to rækker rosa farvede perler indeni. Børnene giver perlekæden videre til Fanny. Imens kigger Dick på chatollet og gør det rent. Han finder et brev, hvor Germaine Langlois testerer perlekæden til sin veninde, Elise Cassain. Brevet er dateret for 20 år siden. Fru Quentin tænker på at overlevere det hele til en advokat og få vedkommende til at finde Elise Cassain, men børnene plager for at overtage jobbet. Der er ingen Cassain i telefonbogen. Så de begiver sig ud i byen med bus og tog og har lavet en taske med huller til benene, så Tim også kan komme med rundt. De tager hen til frøken Langlois' adresse og får at vide at hun ofte fik besøg af sin gamle veninde fru Cassain, der bor tæt på. Efter en tur med bussen får de den nedslående besked at fru Cassain er død i sidste uge. De finder også ud af at fru Cassain havde en datter Denise, der er gift med en Lucien Landreux, men datteren har ikke besøgt sin mor i en evighed. En vrissen vicevært fortæller at de blev slået ihjel i en bilulykke og at svigersønnen kørte som en gal. De opgiver at få mere ud af viceværten og går op til Marc Sérignac, der giver klavertimer og har boet der i mere end tredive år. Han bekræfter at Denise og Lucien Landreux og deres svigersøn er døde. Men også at de havde en datter Arlette og at hun også har en lille datter på 6 år Mona. Arlette har været gift, men er nu en ung enke på 27 og hedder fru Trébor og bor i en lille toværelses lejlighed på Rue de Santiago, som heldigvis er tæt på. De får hjælp på vejen af Sérignacs barnebarn Thierry. Men Arlette er desværre ikke hjemme. På vejen tilbage synes Georg at hun ser hr Pradier og det er desværre rigtig nok. Om natten er der indbrud i lejligheden som Quentins har lejet. Tyven bliver overrasket af Georg og Tim tager en stump af tyvens tøj som bytte. Manden flygter via balkonen og forsvinder uden at have fået noget med fra lejligheden, men det var nok perlekæden, han var ude efter. Næste dag er fru Trébor hjemme og de fem kan overbringe den glade nyhed. Hun ringer også til Fanny Quentin og får lavet en aftale om at komme forbi og hente perlerne. Det er et godt råd at få perlerne over i en bankboks og børnene følger hende derhen for at sørge for at der ikke sker noget undervejs. Men det gør der selvfølgelig. Arlette bliver af en mand skubbet kraftigt ud mod skinnerne, da de står på perronen og er lige ved at ende under et tog. I det samme snupper manden hendes taske og løber. Georg sender Tim afsted og han nedlægger på elegant vis fyren. En togbetjent kommer til og misforstår hele situationen, så han skælder Julian ud for ikke at have styr på sin hund og lader fyren gå. Heldigvis har Julian sikret sig tasken med perlerne først. De tager hen til banken og får perlerne deponeret sikkert. Alt er godt til næste dag, hvor Arlette får en trussel om at Mona vil blive bortført, hvis hun ikke overgiver perlerne. Arlette sætter Monas sikkerhed over perlerne og giver efter. Hun henter perlerne og på et givet signal smider hun æsken ind i en bil, der holder med sideruden rullet ned. Børnene har fået hjælp af Thierry til at skygge Arlette, selv om hun har frabedt sig deres hjælp overhovedet. Men nu er Arlette glad og lettet, for Mona er i sikkerhed for banditterne. Georg er til gengæld rasende over at banditten er sluppet afsted med sin plan. Hun sniger sig ind i Pradiers baglokale og ser at han har perlerne der. Hun overhører også at han snakker med en Matsumoto om japanske perler og det lyder som om Pradier har gang i flere ulovligheder. Georg slipper uset væk igen og børnene beslutter sig for at overvåge Pradier. De får en ide om at nogle små æsker i hans udstillingsvindue er suspekte. De forklæder sig og napper en af æskerne, da Pradier ikke vil sælge dem til almindelige kunder. Men æsken er tom og der er heller ikke andet end nogle muslingeskaller på låget. Tim får fat i en af dem og bider i den med det resultat at der dukker en perle op! De fortæller det til Henry Quentin og derefter til politiet, som allerede ved at der bliver smuglet japanske perler ind, men ikke hvordan. Næste dag slår politiet til og arresterer Pradier, men ude på gaden vrister han sig fri og er på vej ind i en taxa, da Georg pudser Tim på ham. Politiet får nu bedre fat i Pradier og han ender i håndjern. Senere tilstår han og giver også navnene på sine medskyldige. Han forklarer også at det var et tilfælde at han fandt ud af at Germaine Langlois gemte på værdifulde perler. Hans bedstemor var veninde med Germaine og de skrev breve til hinanden. Brevene arvede Pradier på et tidspunkt og perlerne og ideen med at gemme dem i stolen var nævnt i et af dem. Det hele ender godt med banditterne i fængsel og perlerne anvendt til at sikre Arlette og Mona økonomisk fremover.

Dette er en ny forfatter på de sædvanlige personer og peppet op med tegninger på hver anden side. Det hele virker tyndt, men er hurtigt læst. Denne gang er det en odysse for at finde arvingerne til en halskæde, der er fundet i en stol, som Georgs mor har købt på en auktion over et dødsbo.… (más)

Frankrig, ca 1980
En familie med tre børn, Julian på 13, Anne på ni et halvt og Dick på 11, har sendt dem alle på kostskole. Anne er på pigeskolen Gaylands Kostskole, hvor også deres kusine Georgina på 11 år går. Georgina insisterer på at blive kaldt Georg, også på kostskolen. Det er ferie og normalt ville de være samlet i Kirrin-huset, hvor Georg og hendes forældre Henry og Fanny Quentin bor. Men Henry og Fanny har lejet et stort gammelt hus, Les Bruyères, i udkanten af landsbyen Blérac i en bjergegn af Frankrig. Georgs far er en internationalt anerkendt forsker, men lægen har sagt at han trænger til fred og ro, så derfor er de altså havnet i denne lille flække. De to voksne vil slappe af og gå lange ture og tage den med ro, så børnene må til gengæld gøre som de har lyst. De beslutter sig for at udforske omegnen lidt. Husholdersken Maria er taget med fra Kirrin-huset, så der skal nok være friskbagt brød og lækker mad, når de dukker op til spisetid. De besøger også det lokale lille konditori og får en forfriskning ovenpå cykelturen dertil. En sød servitrice Christine fortæller at der er et spændende sagn om Grindal, som sikkert vil interessere dem. Hun har for travlt på jobbet til at fortælle det ordentligt, men landsbyens ældste hedder Juliette og plejer gerne at ville fortælle. De tager hen til hende og får fortalt at et af bjergene hedder Grindal-bjerget og efter sigende boede der engang nogle specielle folk inde i bjerget. Det var hult og indeni skulle der findes en slags dal og at folkene forsvandt pludseligt efter en mystisk stormflod. Juliette fortæller at byen for foden af bjerget også hedder Grindal og foreslår dem at cykle derhen. Og bageren har måske også noget at fortælle. Hans bedstefar der døde for et års tid siden var egnens bedste historiefortæller. Næste dag cykler de derop og bageren henviser til sin datter Alice, der har hørt historien så mange gange at hun må kunne den udenad. Alice er ca 12, så hun falder godt i hak med børnene og navnlig Tim. Hun kan fortælle at historien fortæller at folkene var mørke i løden og blev kaldt "det sorte folk" og at der var den særhed at deres hunde ikke gøede. Og de blev regeret af en dronning ved navn Zulmée og den hemmelige by og den hemmelige dal hed begge Temulka. Og de kunne fremstille guld. Faktisk tilbad de en statue af massivt guld, der forestillede dronningen og som kunne helbrede enhver sygdom. De tager sammen med Alice op og kigger på bjerget og har en fin tur. Vel hjemme igen tænker de over hvem der måske ved mere. Skolelæreren i Blérac hedder hr Canut. Han vil gerne hjælpe, men ved ikke mere end at Temulka betyder "vandet, der bruser". Børnene takker og tager cyklerne op til bjerget igen. De tænker at de kan lede efter den forsvundne dal som et passende ferieprojekt. De finder en lille grotte tæt ved nogle store bregner, men den er nu ikke indgangen til noget større. De støder på et par uvenlige unge mænd, Jean-Marcel og Philibert, der fortæller dem at de bør skride. Men Tim rejser børsterne og viser dem sit flotte tandsæt, så i stedet kommer de i tanke om at de hellere selv må se at komme tilbage. Over de næste dage udforsker børnene klipperne og støder også på Jean-Marcel og Philibert nogle gange. De to mænd er stadig uvenlige selv om det er svært at se at børnene har gjort dem noget. På et tidspunkt falder Tim tilfældigt ned i en lidt større hule og den er fyldt med fælder, snarer og kaninskind, så de to mænd er vist krybskytter i det små. De dukker op igen og truer med at stikke Tim med en kniv, hvis han angriber. De spørger også hvad børnene egentlig laver og griner, da de hører historien om den forsvundne dal. Men alligevel tænker de at de hellere må holde øje, hvis nu børnene alligevel skulle finde noget guld. Nogle flere dage går uden at de finder noget. Men så rammes omegnen af et ret kraftigt jordskælv ved 5-tiden om morgenen. Quentins, Maria og børnene og Tim skynder sig udenfor huset. Der sker nu ikke noget med huset, men nede i landsbyen er nogle huse styrtet sammen, andre har slået store revner og klokketårnet på kirken er helt ødelagt, men heldigvis har jordskælvet ikke kostet dødsfald. Der kommer hjælp udefra og de hårdest sårede kommer på hospitalet, mens de lettere sårede bliver forbundet. De pludseligt husvilde bliver indkvarteret ved heldigere naboer og der falder ro på igen. Næste dag er de fem klar til at tage op til bjerget igen. Her er der sket en hel del. Nye revner og der har åbnet sig et større hulrum end deres lampe kan klare at lyse op med svage og døende batterier. De vender om for at skaffe bedre lygter og skjuler også den nye indgang. Det er heldigt for Jean-Marcel og Philibert dukker op igen og er irriterende. Det får Georg til at pudse Tim på dem og de trækker sig tilbage i vild uorden. De vender tilbage sent om aftenen for at undgå Jean-Marcel og Philibert. De har bedre lygter, en lang snor og kridt til at markere deres vej. De når først ind til en stor klippevæg med tegninger eller rettere hulemalerier. Her deler vejen sig i to, så de splitter også op i to grupper. Julian og Anne i den ene gruppe og Georg, Dick og Tim i den anden. Den ene gruppe finder et spændende rum med spor af olielamper og menneskelig tilstedeværelse, mens de andre ender i en blindgyde. Ved at lytte godt efter kan de høre strømmende vand og de finder ud af at komme igennem en stor stenport. Den giver adgang til den ene bred af en stor flod, der kommer ned fra et vandfald og løber i en dal, der er næsten helt overgroet højere oppe og derfor svær at få øje på ovenfra. De går bag om vandfaldet og kommer over til den anden bred, hvor nogle bygninger alle er formet som runde tårne. Gulvene er alle dækket af et hårdt lag af knastørt ler og støv, så det ser ud til at alle indbyggerne er blevet skyllet bort af en pludselig stor oversvømmelse. De får blødt laget op og graver ned i det og finder mange ting af guld. Men statuen af Zulmée har de ikke fundet. Indtil Georg kommer til at tænke på at klippen bag vandfaldet er hullet som en ost. De finder statuen som er af guld, men overraskende let. Den viser sig at være hul og indeholde en masse dokumenter på et sprog, de ikke forstår. Desværre dukker Jean-Marcel og Philibert op igen og de har taget et par lidt ældre kammerater Joseph og Jean med for at snuppe gudinde-statuen. Det kommer til slagsmål og Jean-Marcel ryger i floden og er alvorligt i fare for at drukne. De andre indstiller slagsmålet og samarbejder for at redde ham. Julian og Georg og Tim ender med at redde ham og det resulterer i at han skifter holdning og bliver voldsomt taknemmelig for at de reddede ham. De fire unge mænd hjælper børnene hjem med guldstatuetten og Henry Quentin kontakter myndighederne om det nye fund. De fem får en masse avisomtale ud af det og bliver også inviteret med til et møde, hvor forskere fremlægger hvad de har fundet ud om Det Sorte Folk udfra dokumenter og fund.

Dette er en ny forfatter på de sædvanlige personer og peppet op med tegninger på hver anden side. Det hele virker tyndt, men er hurtigt læst. Denne historie er dog sjovt skruet sammen, så børnene skal samle spor sammen og overvinde/omvende et par småbanditter.… (más)