Hanne Richardt Beck

Vi befinder os i 2033, og efter en større klimakatastrofe er et meget anderledes samfund opstået i Region Nord. (Som ligger i Europa og måske, måske ikke er Danmark – mere specifikt bliver det ikke.)

Landet er opdelt i Metropol, Yderbyer og Periferi, mens Lavområderne er opgivet og helt uden for det rigtige samfund. Her bor ”squatterne”, der nægter at acceptere den nye orden under Konsekvente Demokraters ledelse. Det kan jeg godt forstå, for det bliver snart klart for læseren, at partiet er mere konsekvent end demokratisk. Putins Rusland virker som den mest oplagte inspiration.

Midt i det hele prøver klimaflygtningen Samuel Onduru og læreren My at navigere. Samuel er parlamentsmedlem, men interessen for hans mærkesag – genopbygning af Lavområderne – er vigende. Efterhånden tvinges han til at spørge sig selv, om partiet overhovedet VIL udvikle dem, eller om de har helt andre planer med dem.

My er mere jordnær. Hun tror på DBiM – en semireligiøs bevægelse, der vil fremme Det Bedste i Mennesket med selvkontrol – og Konsekvente Demokrater. Politik interesserer hende egentlig ikke, og hun vil bare gerne bo sammen med sin kæreste Dion.

Region Nord er under pres fra klimaflygtninge og superøkonomierne. Svaret er for det første en videnskabelig udvælgelse af en minimal mængde kk’ere, der optages i samfundet. Via hjerneskanninger måles det, om de har de rette ”værdier”. Her drives statsborgerskabstesten virkelig ud i det ekstreme!

For det andet skal alle ressourcer bruges optimalt, og det gælder naturligvis også de menneskelige. Uligevægt holdes væk med beroligende hjernebølger, fedme styres med Xymo-piller og følelsesmæssig uligevægt ses som en personlighedsbrist.

Da en lov forbyder statsembedsmænd at have ”nære relationer” til squattere er Mys drøm i fare. Mys mor Git foragter nemlig Konsekvente Demokrater og er vendt tilbage til deres gamle hus for at slippe for den nye orden. Vil moderen flytte for hendes skyld?

Forholdet mellem My og Git er faktisk det mest interessante i bogen. De repræsenterer det gamle og det nye samfund. Ingen af dem vil give sig, og budskabet synes at være, at samfundene før og efter katastrofen hverken vil kunne forstå hinanden eller forenes.

Som i alle gode fremtidsvisioner er virkeligheden i ”7 Sydøst” både genkendeligt og fremmed. Tidens tendenser forstærkes til det absurde, men man kan selvfølgelig spørge sig selv, hvorfor fremtiden altid er præget af overjegets triumf i form af samfundsmæssig kontrol og undertrykkelse af følelser.

Det er ikke Becks bedste bog, men det er en tankevækkende og interessant roman om, hvad der kan ske, hvis krisen for alvor kradser.… (más)

Året er 1933 og søsknene Viggo og Vita har sammen med foreldrene sine nylig flyttet til Brønshøj, en finere bydel i København enn den de har flyttet fra. Foreldrene er sosialdemokrater og spesielt faren er svært opptatt av politikk.

I bydelen befinner det seg også et rikmannsstrøk, og der bor Max, eller Maximillian som han egentlig heter. Han og Viggo går i samme klasse, og egentlig mot alle odds – i datidens øyne - blir de to venner. Guttene er 15 år, og dels knyttes de sammen av fascinasjon og dels av aggresjon. De sloss, drikker seg fulle sammen for første gang, opplever sin seksuelle debut hos prostituerte og har forbindelser til kinodirektør Thomsen som vi aner ikke har rent mel i posen, samt Skyte-Leif, som lever litt på siden av det etablerte samfunnet. Max sørger stort sett for at det meste skjer på hans premisser. Viggo går med på dette fordi det er Max – ikke han – som har penger. Selv Ulla, som er billettlukedame på Thomsens kino, er egentlig Max´ fordi han en gang har hatt noe gående med henne. Viggo elsker Ulla, men Ulla elsker en annen skal det vise seg …

Viggos søster Vita forelsker seg i Max med det vakre kornblonde håret, og det er en forelskelse som overlever mange års adskillelse. Foreldrene til Max flytter nemlig til England, og dermed skilles veiene for de tre ungdommene i mer enn 10 år.

Først etter at krigen er godt i gang og tyskerne har okkupert Danmark, møtes Max og Vita igjen. Dette blir starten på et lidenskapelig forhold og en forlovelse. Vita har gått inn i motstandsbevegelsen og jobber ved siden av sine sykepleierstudier som illegal kurer. Lenge lar hun være å si noe, men til slutt involverer hun Max. Max bestemmer seg for å bli med i motstandsbevegelsen. Siden går det meste veldig, veldig galt …

Viggo og Max´ veier møtes mange år senere, og det skal bli fatalt for dem begge. Tidligere maktforhold forrykkes, og ingen ting blir det samme mer.

Max´datter Milly oppsøker Viggo i Kuradasi, hvor han har slått seg ned på sine eldre dager. Viggo har rukket å bli rundt 90 år. Max er død og hun jakter på alle millionene hun antar at faren må ha hatt. Hun går ut fra at Viggo sitter med opplysninger som kan føre til at hun finner pengene. Spørsmålet er om hun er villig til å betale prisen for å få omkalfatret alt hun har trodd på …

Boka er både godt skrevet og svært lettlest. Dessuten er fortellerstilen lett humoristisk, noe som i grunnen var helt greit, selv om temaet i boka tidvis var nokså alvorlig. Selv om jeg vil vurdere den til terningkast fem, ble jeg likevel litt skuffet over den. Eller kanskje jeg mer opplevde at den ikke helt svarte til forventningene. På smussomslaget presenteres boka som ”kjærlighetshistorie, krim og historisk roman i en flott blanding”, og ”et plott så overraskende at det nesten overgår Christian Jungersens Unntaket”. Videre sammenlignes boka med filmen ”Flammen og Citronen”. Alle disse uttalelsene gir et inntrykk av at man sitter med et mesterverk i hendene, og det var det ikke. I det hele tatt å sammenligne plottet i denne boka med ”Unntaket” er helt feil! Derimot er det riktig at dette er en historisk roman om en skjebnesvanger tid i Danmarks historie, og at den handler om et svik så stort at det er helt ubegripelig. Boka handler også om hva som skjer mellom mennesker som i utgangspunktet har en tilhørighet seg i mellom, men som gjør ulike valg. Jeg ble veldig glad i hovedpersonene i boka, med enkelte unntak selvsagt. For øvrig syntes jeg det var litt for enkelt å gjette seg til løsningen underveis. Det gjorde at oppklaringen ikke kom veldig overraskende på meg. Like fullt en fin roman som jeg er glad jeg fikk med meg! Kanskje skyldes dette aller mest min interesse for andre verdenskrig.… (más)

Titlen var det første, jeg tænkte på, da jeg så Becks nye bog. Hvad i al verden skulle det betyde? Det er en henvisning til Alice i eventyrland, som hovedpersonen Alis engang fik læst op fra: Hunden Bister anklager en mus i sit hus. ”Musen svared lidt spag: ’Jamen, bedste hr. Hund, mig forekommer dog denne sag uden nævning og dommer som tidspilde kun.’ … ’Stik din anke i lommen, jeg sørger for dommen, og dommen er døden!” Ikke just noget muntert billede, og selvom Alis’ far straks smider bogen i affaldsskakten, så har det bidt sig fast i hendes erindring. Og lige så lidt som musen kunne undslippe sin uretfærdige skæbne, kan Alis’ familie undslippe deres.

Romanen foregår i anden halvdel af 1960’erne, hvor Alis bor i et socialt boligbyggeri uden for København med sin far og mor. Moderen er skolelærer, mens faderen er syg. Han har været i modstandsbevægelsen, hvor han blevet taget af tyskerne og tortureret. Nu er han nedbrudt fysisk med ødelagte nyrer og nerverne har det vist heller ikke for godt, selvom det måske lige så meget er den megen morfin han tager for smerterne, der gør ham sær. Det er i hvert fald trangen, der sender ham – og Alis – på jagt efter recepter og smertelindring.

Vi følger Alis fra hun er 4-5 år til hun er ni, og der er ikke meget status i at være datter af en frihedskæmper. Krigen er for længst forbi, og nu er hun bare datter af en nedbrudt mand uden job, der skylder penge til alle og enhver, som opfører sig pinligt og gør familien anderledes. I starten er det ”min far og mig mod resten af verden,” og selvom Alis forbliver loyal hele bogen igennem, så får hun også øjnene op for, hvordan omverdenen ser på faderen:

”Taxachaufføren ser på min far. Og jeg ser på den store, mørke fedtplet foran på hans frakke og den ubestemmeligt hvidlige plamage på ærmet, jeg ser slipseknuden der sidder skævt og skjortekraven der er alt for stor rundt om min fars tynde hals. Jeg ser hans sorte tandstumper og hans grå hår. Og jeg forstår pludselig godt hvorfor taxachaufføren er så vred.” (110-111)

Det udstødte barns lidelser er hjerteskærende, og Hanne Richardt Beck rammer ubehaget lige på kornet i en række scener, som er svære at ryste af sig. Måske lidt for mange scener, for grundproblematikken er hurtigt etableret, og romanen gentager sig selv lidt i den midterste del. Det skal dog ikke skygge for, at Hanne Richardt Beck efter ’Om så det gælder’ fra 2007 har skrevet endnu god roman om besættelsen. Denne gang om et aspekt, som vi stadig ikke kender ret meget til. Den trak lange, ubehagelige spor efter sig, og så var det en ringe trøst, at man havde været på den rigtige side.… (más)