Morten Kirkskov

Martin er 14 år i midten af 1970’erne. Der er en måned til han skal konfirmeres, da hans mor dør efter ganske kort tids sygdom. Nu er han alene med sin far og storebroderen Jens, og sorgen er ikke det eneste han skal forholde sig til: Hormonerne buldrer rundt i kroppen, og begæret trækker ham i retning af både Kim og Katrine.

Vi møder Martin, da han cykler hjem fra skole efter at have fået besked om, at moderen er død. Han hilser høfligt på naboerne, der undrer sig over, at han ser så upåvirket og normal ud. Han ved ikke, hvordan han skal vise sine følelser eller hvad der er det rigtige at gøre, men under overfladen er de ved at boble over, og dem han møder derhjemme er alle sammen traumatiserede. Det gælder selvfølgelig faderen Anders, men det er ikke meget anderledes med den normalt livfulde Lizzi, der passede kontoret i familiens el-forretning sammen med moderen. Helt galt går det, da bedsteforældrene kommer kørende dagen efter. Mormoderen har tydeligvis aldrig haft den store fidus til svigersønnen, og sorgen er så voldsom, at hun begynder at bebrejde ham hendes død.

Dagene frem mod begravelsen snegler sig af sted. De voksne prøver at skylle sorgen ned med alkohol, storebror Jens kører hele tiden ud på den gård, hvor han arbejder, og Martin driver rundt i Sønder Omme. Han laver lektier og går i skole, og han flirter med både vennen Kim og med pigen Katrine. Begge deres familier undrer sig over, at han kommer rendende, men han får lov til at spise med, for en dreng i hans situation kan man ikke sende hjem igen. Martin er tydeligvis tiltrukket af dem begge to, men han er for umoden til at forstå det i forhold til Kim, og han ser heller ikke den tiltrækning, der er mellem Kim og Katrine.

Mængden af alkohol, der bliver fortæret før og efter begravelsen er imponerende. Alkohol er tydeligvis en vigtig del af samværet i almindelighed, og det bliver kun forstærket af krisestemningen. Samtidig slippes begæret løs, ikke mindst den frimodige Lizzie, der ikke nægter sig selv noget, og det gør hendes mand Rolf heller ikke. Til gengæld er han voldelig, og da han helt bogstaveligt får syn for sagen banker han hende.

Mere overraskende er det, at faderen allerede efter et par dage havner i kanen med en frisør, der skal have fikset sit køleskab og snart derefter tager til en prostitueret for at få lettet trykket, for hans kærlighed til moderen og sorgen er dyb og oprigtig. Mennesker reagerer selvfølgelig forskelligt på kriser, men lige denne del virker ude af trit med personerne.

Historien kulminerer til Martins konfirmation. Den sætter alle konflikterne i romanen på spidsen, og da de voksne har drukket Martin, Kim og Katrine fulde, går det hele op i et bakkanal af druk og hor. Martin kommer i den grad ind i de voksnes rækker, men det er mere ved påtvungen fornedrelse end festlig modtagelse.

Kapgang er en skarp roman om opvækst i Sønder Omme på et tidspunkt, hvor den seksuelle frigørelse, løssluppenheden og pengene til både køleskab og bajere var kommet til byen, men hvor kredsen omkring Martin ikke har lært at forvalte goderne endnu. Det er også en smertelig fortælling om overgangen fra barn til voksen og om tabet af en elsket forælder.… (más)

Hvis Morten Kirkskov kunne finde på at droppe teaterkarrieren, måtte han da gerne skrive nogle flere bøger. Det må han da for så vidt gerne alligevel!
Det er i hvert fald en glimrende debutroman han har fået skrevet om den 13-årige Martin i Sønder Omme, hvis mor dør et par uger før hans konfirmation i 1976. Martin har kæresten Kristine, som han kysser med, samtidig med at han leger 'det der' med kammeraten Kim. Faderen får også trøst efter hustruens død af Mona - og der er i det hele taget sex parat til eksplosion lige under overfladen hos Martin og i hans omgivelser.
Morten Kirkskov tegner et fint billede af det næsten pubertære drengeliv i midthalvfjerdserne med Christiania-demonstrationer i TV-avisen, kassebukser og Love Hurts med Nazareth. Men jeg synes at Martins forhold til moderen ikke helt bliver tydeligt. godt nok fortrænger han meget og har et meget uvirkeligt forhold til hendes død, men jeg får som læser ikke rigtig noget indtryk af, hvem den Maya Østerby egentlig var.… (más)