Kirsten Hammann

Sara, hovedpersonen i Kirsten Hammanns roman fra 2015, har det ikke godt. Hun synes ikke, at hendes krop er rigtig, og det hjælper ikke noget, at veninden Louise forsikrer hende om, at alt er som det skal være. Sara er blevet 38 og bor sammen med Philip, der er skilt med to delebørn, og det er ligesom ikke nok. Sara vil også være mor, og det er ikke så nemt, når det biologiske ur tikker, og manden gerne vil vente af hensyn til pigerne.

Der er tydelige ligheder med flere af Kirsten Hammanns tidligere romaner, der også havde kvindelige hovedkarakterer, som havde svært ved at finde deres plads i livet. Hvem husker ikke Mette fra I smørhullet, der gerne vil gøre en forskel i verden, men alligevel ender med at side i sofaen med Japan-Mix hver aften? Sara er også optaget af, hvordan verden burde være og hvordan hun burde være. Hun læser med skræk om forventningerne til en fremtidig klimakatastrofe og hun tygger sig gennem den ene selvhjælpsbog efter den anden for at finde svar på, hvordan hun kan blive en bedre udgave af sig selv. I stedet gør det bare ondt værre, og hendes selvværd er så lavt, at hun hver eneste dag forventer, at Philip vil gøre det forbi.

Bedre bliver det ikke, da Frederikke flytter ind i lejligheden oven på. Frederikke er alt det, Sara ikke er. Hun er smuk, vital og udadvendt, arbejder på et teater og tager selskabskjole på, når hun kommer forbi en lørdag aften. Men hun minder også om Sara, for hendes drøm er også at finde en mand og få et barn, inden det er for sent. De har ikke kendt hinanden længe, før Sara bliver overbevist om, at Frederikke er ude efter Philip, og så hjælper det ikke meget, at han bliver ved med at sige, at Frederikke er utålelig.

Philip er i øvrigt en svær mand at stille tilfreds. Han ligger i åben skilsmissekrig med ekskonen Stine, og han abonnerer i den forbindelse på en god portion kvindehad og ynder at kritiserer feminisering og slapsvansene i samfundet. Han betaler gerne alle udgifter og giver Sara kjoler og en research-rejse til Bhutan, men han har alligevel svært ved at respektere hende, når hun aldrig rigtig opnår noget. Omvendt er Sara godt klar over, at det ligesom ikke er nok at drømme om mand og barn, men hun er fanget i sine egne forestillinger om det gode liv. Jo mere desperat hun bliver, desto sværere får hun ved at være attraktiv over for Philip. Hun ved det godt, men det er helt umuligt at bryde ud af mønsteret. Faktisk er hun kun lykkelig, da hun rejser alene til Bhutan, men hun ville alligevel hellere have Philip med.

Da Sara vender hjem, bliver hun mere og mere træt. Hun sover og græder hele tiden, og det er som om det bliver værre, når hun har fået kage eller mad af Frederikke. Var der ikke også en bismag i den flødebolle, Frederikke kommer med en aften, og hvor der omhyggeligt at skrevet navne på, så alle kan kende forskel på dem? Og da Frederikke oven i købet bliver gravid med sin hemmelige kæreste Martin, der ellers er gift og har to børn, bliver Sara endnu mere på jaloux på kvinden i taglejligheden, som pludselig er på nippet til at have alt det, hun selv har drømt om. Det ender ikke godt…

Alene hjemme ligger som nævnt i tydelig forlængelse af Hammanns tidligere romaner. Det er ikke ubetinget godt. Dele af romanen, særligt den første del hvor Saras besættelse af selvhjælpsbøger fylder meget, virkede som en gentagelse af noget, hun har skrevet tidligere. Det skal være sjovt, men jeg blev slet ikke grebet af det. Det bruges da også mest til at sætte scenen og spiller ikke rigtig nogen rolle, da Frederikke dukker op. Spændingselementet greb mig undervejs, men jeg levede mig aldrig ind i hovedpersonerne på samme måde som med Hammanns tidligere bøger.… (más)

Jeg var meget glad for Kirsten Hammanns to seneste bøger: Fra Smørhullet og En dråbe i havet, så jeg havde store forventninger til Se på mig fra 2011. Det er da også let at se, at det er den samme forfatter, der står bag.

Det centrale tema er igen en midaldrende kvinde med ondt i livet. Julie er 35 og glæder sig til at blive gift og få børn med kæresten Casper. Parforholdet er ganske vist ikke, hvad det var i starten, men drømmen om det gode familieliv får hende til at holde fast. Stor er derfor skuffelsen, da han fortæller, at han skal ”tænke over det” og derfor rejser til Goa dagen efter.

Men der er også nye ting på spil. Julie er nemlig ikke den eneste hovedperson. Alene med den store og dyre lejlighed må hun bide i det sure æble og leje to værelser ud til Sune. Han er forfatter med talent og skriveblokering. Efter to roste novellesamlinger er han gået i stå, og han har mere end svært ved at håndtere den store succes, som vennen Lars har. Men nu skal det være: Han siger arbejdet op, sælger lejligheden og flytter ind hos Julie for at skrive på fuld tid.

Spørgsmålet er bare: om hvad?

Måske om en kvinde, der bor alene med en lejer og har et uafklaret forhold til sin forsvundne kæreste? Julie er jo lige ved hånden og for den nysgerrige (forfatter) er nettet fuldt at tilbud om overvågningsudstyr, som alle og enhver kan betjene. Sune har moralske kvababbelser, men han har også brug for stof, og han er selvfølgelig også drevet af ældgammel nysgerrighed: Hvad taler det andet køn egentlig om, når de er alene?

Hammann er tydeligvis optaget af tidens store fokus på skønhed, sex og på at tage sig godt ud. Der var pænt tydelige sexscener i En dråbe i havet, og det spor udbygges her. Så er det op til læseren at bedømme, om det er en kommentar til tidens pornoficering – eller et eksempel på den.

Da Julie blev sendt til Paris af sin arbejdsplads huede det hende ikke at skulle følges med ’bureauets grimmeste mand’: ”Men alle og enhver måtte jo tro, at grimme Rolf var hendes kæreste. Hvorfor er en mand og en kvinde, begge i slutningen af tyverne, ellers i Paris sammen? Folk måtte undre sig over, at hun havde sådan en grim kæreste.” (s. 44)

Julie har svært ved bare at være sig selv. Hun har brug for at blive set af og med en mand, og det i en grad, så det underminerer hendes forhold til dem, selvom hun omhyggeligt læser ugebladenes anbefalinger af, at kvinder ikke må hænge over manden hele tiden. ”Hun tager altid den gode rolle, den altopofrende kvinde. Hun kan ikke nøjes med at nyde, at noget er godt nu, det skal være for evigt. Hun kan ikke sige, jeg elsker dig, det er: Jeg vil altid elske dig, eller når de taler om deres liv, så handler det altid om, at de skal blive gamle sammen.” (s. 267)

Selvom Julie vil ses og har brug for en mand for at være hel, betyder det ikke, at hun vil ses på den måde som Sune lægger op til. Og det bliver for alvor indviklet, da de begynder at få et lidt bedre øje til hinanden, efter at Julie er blevet sygemeldt med et ødelagt knæ…

Se på mig er en glimrende roman. Den er letlæst og medrivende, og Hammann giver igen stof til eftertanke, når hun spidder tidens tendenser og driver dem ud til deres logiske konsekvens. Jeg kan sagtens anbefale den, men den når alligevel ikke helt de forrige bøgers højder. Julie er mere almindelig og genkendelig end de 2 x Mette, men det gør hende også lidt mindre fascinerende som litterær person.… (más)

Jeg elsker at læse Kirsten Hammann!!! Hun kan se ind i mit liv - hun har været i mine tanker! Selvfølgelig holder jeg en vis afstand i min genkendelse...nej...helt så "slem" er jeg ikke...vel? Men jeg kender nogle, som jeg tror er som Mette (bogens hovedperson)...hi hi...
Hammann kan fastholde mig som læser - selv når jeg bliver så irriteret på Mette, at hvis historien var på film, ville jeg spole godt og grundigt frem til slut i filmen - bare lige for at få slutningen med...
MEN jeg spolede ikke - jeg læste HELE bogen - og jeg har ikke fortrudt :-)… (más)