Jeanette Øbro Gerlow

Efter den dårlige oplevelse med hypede Hypnotisøren (håbløst), fik jeg her, nogle dage efter, en rimelig krimilæsning.
"Skrig under vand" har et fornuftigt sprog, en god fortælling - et plot, der er set før, og derfor let at udregne for tidligt.... - men vigtigst af alt, et persongalleri, der giver mig lyst til at læse kommende Wraa/Høgh-fortællinger. Eller er det Wraa/Bistrup... I hvert fald Øbro/Tornbjerg.

Der er to handlingstråde, vi følger.
En kursiveret, anonymiseret, datidsfortælling om et barn der gøres fortræd - og tada - selv gør fortræd.
Og så nutidsfortællingen om Katrine Darling Wraa. Dansk-engelsk profilerings-wunderknabe med lig i lasten/skeletter i skabet/og mænd på nakken. Hun er ambitiøs, ung, ser godt ud, er sporty, klog, kvik, international. Med ét ender hun på (politi-)Gården blandt halvtredsårige runkedorer og må tage sine kampe. Med sine udenlandske, psykologiske teorier træder hun en del andedamspolitihytteskofødder ned. Der oprulles en del fjender - og til selve kriminalsagen, et bestialsk mord på en yngre fødselslæge - optræder også snart et helt korps af mulige skurke. Meget traditionelt, men det virker.
For Katrine Langstrømpe (hun har Pippi-orange hår) spiller disse mænd en særlig rolle (belejligt med navneligheden): Jon, Ian og Jens.
Der kører parallelle vandtemaer og der kører også, desværre, den gamle socialrealistiske(?) traver med, at den virkelige ondskab findes i socialklasse 1 og 2. Manden på gulvet bliver altid anklaget, men de dygtige, retskafne hovedpersoner, gennemskuer læge/jordemoder-segmentet. Stereotypien trækkes (selvfølgelig/desværre) også ud på bopælsniveau. Fortæl mig, hvor du bor - og jeg skal fortælle dig om du er en skurk.
Skurkene i denne fortælling kommer ikke fra Valby og Nordvest, næhh....… (más)